For koldblodighed

Mikkel Bruun Zangenberg, der på mindste foranledning (fx Daniel Denciks Politikens Litteraturpis-nominerede Via katastroferne, eller hvad den nu hed) ryster 5 hjerter ud af ærmet, giver 4 hjerter til Peter Adolphsens År 9 efter Loopet med følgende begrundelse:

Slutningen er finurlig og en smule grum. Men som læser er jeg mærkeligt spaltet. På den ene side nyder jeg Adolphsens skarpe og elegante fantasieksperiment. På den anden side synes jeg ikke rigtig, at fortællingen kommer til live i sin egen ret. Identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum indfinder sig ikke for alvor, og jeg kunne ikke lade være med til slut at tænke på f.eks. den vilde finske digterboheme Pentti Saarikoski som en forfatter, der diametralt modsat leverer kød og overraskelser og blod til læseren. Men i det mindste er denne fantasi 86 sider kort og klar, skæg og egenartet! Det er en stor kvalitet. 

Men, men, men "identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum" er slet ikke effekter, der interesserer Peter Adolphsen. Og det kan man da synes er en helt vrang præmis for at skrive skønlitteratur, men jeg forestiller mig ikke, at Zangenberg har noget problem med at betragte store Adolphsens-forbilleder som Borges og Queneau, Højholt og bogaktuelle Madsen som akkurat lige så store og forbilledlige som kød- og blodleverandører som Saarikoski. Hvorfor dog skulle koldblodighed være mindre litterært skønt end varmblodighed? Det er da noget slemt, slemt vitalistisk vrøvl! Jeg bliver helt irriteret på mig selv over i min egen WA-anmeldelse afslutningsvis at dømme bogen rørende, som om det er en særlig fin kvalifikation, der gør bogen betydeligere end tidligere, mindre eller slet ikke rørende Adolphsen-bøger (Tue Nexø nærmer sig mere eksplicit det synspunkt i sin rigtig gode gode Information-anmeldelse), bogen er jo netop ikke nogen røremaskine, rørtheden ser jeg som et kølighedens overskud hos læseren, i læsningen, knopskydende fra, men ikke fornemmere end, fornøjetheden og svimmelheden.

Også Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende nøjes med 4 stjerner, her er forbeholdene sværere at få øje på:

Adolphsen formår som altid at hive gode spørgsmål ud af det enkle. Såvel ansvarsfølelse som det menneskelige overlevelsesinstinkt efterprøves, og romanen opretholder en humoristisk tone på en baggrund af eksistentielle og naturvidenskabsfilosofiske resonans. Det er Per Højholt-møder-Ungermann/Sigsgaard. Hurtigt læst, men vækkende til eftertanke.

Åbenbart er læsehurtigheden diskvalificerende - hvorfor ellers det 'men' før eftertankevækkelsen (ligesom kortheden mærkbart patroniserende roses hos Zangenberg: korthed passer til koldblodighed, fordi koldblodighed er en hierarkisk lavere litterær kvalitet end varmblodighed, der sagtens og gerne må brede sig)? Adolphsens bog kan ikke være rigtig god, fordi den er så kort og hurtigt læst, og igen vrøvl, vrøvl, vrøvl, jf. Højholt, Borges etc. Per Krogh gav til gengæld Josephine Klougarts Èn af os sover 6 stjerner; i Informations lille læse-enquete har Adolphsens dette svar på spørgsmålet om den værste bog, han har læst, der meget smart spejler Zangenbergs meningsløse Adolphsen-Saarikoski-dikotomi, dette er mandens eget bud på en antipode (som nok ikke direkte forbedrer hans chancer for at blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket han ellers i gigantisk grad (atter) fortjener):

Det må være Josefine Klougarts Stigninger og fald. En ekstremt prætentiøs, unødigt knudret og aldeles humorforladt bunke opbagt lyrisk metaforsuppe-klingklang uden andet faktisk indhold end ret ordinære natur- og barndomsbeskrivelser. Men andre får jo tydeligvis noget ud af det, hvilket er helt fint; læsere er som sagt lykkeligvis forskellige, og der skal være bøger til alle slagser, men nu du spørger, så vælger jeg at svare ærligt.