Intimiderende sjove kolleger MED HATTE

Aldrig har jeg været så beklemt grænsende til rædselslagen over at skulle læse ops om til sidst i andet sæt, det private sæt (første sæt var lutter Storm P.-tekster, 3 fortællinger ved Thorsten, Jens og mig, og det klarede jeg rimeligt, følte jeg, men havde også øvet mig flere ÅR mere end de andre - og løs, råbende og skrålende nummermandsvitsen og -sang ved Line (se ovenfor)), kulturnatligt på Storm P.-Museet, fordi Line, Thorsten og Jens var så pågående, skræmmende gode, Thorsten med et klassiker-potpourri, inkl. "Du danske knold", Line med et Guitaristerne-uddrag inkl en spoken word-version af "Hvor er min lighter", Jens med en nyskrevet Storm P.-hyldest, inkl. hans far (se ovenfor), og selvfølgelig var de det, fordi de er de bedste digtere overhovedet i Kongeriget til at performe live, mine 3 absolutte yndlingsperformere, det var jo for helvede derfor, jeg havde samlet dem denne aften, men hvad, oh, hvad lavede spagfærdige mig i dette fyrstelige selskab? spurgte jeg desperat mig selv under Jens' veloplagt uendelige tekst, som det var fuldstændig umuligt at regne ud hvornår sluttede , men pludselig var den jo slut, og så sprang jeg op og rablede nogle alfabeter af mig, og det gik ikke fantastisk, og slet ikke i sammenligning, men det gik i sammenligning måske faktisk okay, og det var alt andet lige alt nok, og gad vide, om det ikke er den lykkeligste litterære performance, jeg har overværet, og deltaget i, jeg tror det, som jeg tror på Per Højholt, og stakkels forbandede idioter derude, der ikke var til stede (og ikke deltog)! OG HATTENE GJORDE KUN DET HALVE! RESTEN VAR OS!

(foto: fx Shirley Windridge)