torsdag den 9. august 2012

Skriftlig avisbudsansøgning!

I postkassen lå et brev! Med en ny bog i! Af Viggo Madsen! VIGGO! De beskrevne blade falder af! (det udråbstegn er Viggos - og jeg burde lave en liste over bøger med udråbstegn (den store danske: "udråbstegn, sætningstegn, der markerer følelsesudbrud som Hvor er du smuk!, ordrer som Se lige ud!, ønsker som Gid det var sandt! og tiltale som Kære mormor!. Efter retoriske spørgsmål konkurrerer udråbstegn med spørgsmålstegn, fx Er du døv!/?) i titlen, der er for få, mistænker jeg, jeg har selv skrevet 2 og redigeret 1, hvilke andre kan jeg komme i tanke om nedbøjet på hems? Rifbjergs Boi-i-ing '64! ikke andre? virkelig?)!

Udkommer på forlaget Korridor, der nu pludselig rykker, de udgav også Ulla Ryums nye bog, onsdag 29. september. Illustreret med Viggos gnistrende joker-i-elektrisk-stol-collager (i farver), et par af hvilke hænger inde på min søns værelse. Genrebetegnelsen er "Novelletter", men den er god med ham, den slags finurlige-eksplosive, prosaiske korttekster har siden 2000 heddet kortprosa. Og hey, hvor er det energisk viggosk prima tekster. Dette er den anden skønlitterære efterårsbog (hvis vi ikke tæller Leths Kunsten at gå på gaden med, det gør vi ikke), jeg læser, den første var Cecilie Linds 2 dage senere udkommende Dughærget pupil accelererer tusmørke, helt tegnsætnings- og linjebrudsløs ildfabuleren, det tyder godt! Her en viggotekst, med udråbstegn - og Alice:

STORE LÅDNE LUFFER OG DUMPEHULLER

Inde i skoven/ bliver man ædt i nummerorden/ Jeg så hende først! Pludselig går døren op, og den usynlige mand vælter ind. Det er blæst tænker man beroligende og lukker igen. Det er, hvad det er. Hvad der så ind er kommet ind, kommer det ikke du igen, så må det uundgåelige ske. Det sker så også. I sit fortivlede forsøg på at påføre - eller skal sige tilegne - sig en skæbne, kom German Gladensvend omsider til Bangkok. Bang Cock! Og ned gennem negationerne tumlede Alice, Wonderland eller ej: det var kaninen som begyndte!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar