På vej ned til havet kom en vipstjert, der måske er digter, svirrende.
På vej tilbage fra havet kom Rasmus Nikolajsen, der i hvert fald er digter, cyklende; vi konverserede adspredt, mens min is smeltede, og jeg var lige ved at ønske tillykke med gennembruddet - flere store, glade anmeldelser, ikke mindst i POLITIKEN, af Den ulykkelige boghandler og en hel føljeton på Promenaden - men det er noget fis, besluttede jeg, og egtl. lidt af en fornærmelse at dømme folk til gennembrud, når de som Rasmus i MINE øjne og pointregnskaber har været konstant gennembrydende lige siden debuten (Digte om lidt, 2000, kan da vistnok købes for billig penge på Rådhuspladsens bogudsalg), hvis han nu bare kunne vinde nogle priser og få det forpulede treårige, noget konkret klækkelig påskønnelse, sagde jeg så heller ikke til ham, men han er en skøn og væsentlig vipstjert, er han
(det er vipstjerten fra derhenvejen muligvis også, det ved jeg bare ikke!).
Okay, det er gennembrud: 4 F'er ved Olga Ravn til Den ulykkelige boghandler i Femina!
SvarSlethvor er du dog klæg i din kritik og dine den-er-inde, den-er-ude ('i MINE øjne...'). Og mig sagde hunden
SvarSletHvis øjne har du selv, navnløse dromedar (så vidt jeg kan læse, er det akkurat gennembruds-retorikkens pseudo-objektive succeskriterier, jeg forsøger at relativere i blogposten: Hvis en bog i MINE øjne eller - hvis du har nogle, men så giv dem da (uh! konkurrerende) mæle - DINE øjne er inde på lystavlen, så er den ipso facto (hedder det det?) brudt igennem; det er ikke klæg kritik, det er sprød kritik, pupilautonomt)?
SvarSlet