Jeg udtaler mig i lø'rdagens Kristeligt Dagblad om erotisk litteratur, og det er rimeligt korrekt forvrænget blevet til disse brokker:
At denne form for litteratur er interessant, er litteraturanmelder på Weekendavisen Lars Bukdahl dog ikke enig i. Efter
hans mening vil bølgen ret hurtigt forsvinde igen - for erotisk
litteratur er nemlig ikke bare noget, man skriver på bestilling, men
noget, der opstår i sproget, når forfatteren ikke tvinger det frem."
Erotisk litteratur, som er hedt på en overbevisende, forførende facon,
er meget svært at skrive. Og et forsøg på at skabe erotisk damp på
læserens briller kan meget hurtigt blive klodset og ufrivilligt komisk,"
siger han og mener, man skal kigge andre steder hen, hvis man vil have
fat i den ægte erotiske litteratur: " Når det er formerne, der bærer
det, så fungerer erotik i litteraturen. Hvor det strømmer og er
elektrisk i sproget, uden at det nødvendigvis bliver skildret fra A til
Z." Lars Bukdahl nævner Per Højholt og
Christina Hesselholdt som to danske forfattere, der formår at skrive
erotisk og sexet, uden man nødvendigvis vil benævne deres værker som
erotisk litteratur.
Hesselholdt nævnte jeg (snarere end som eksempel på via ALENE sit formsprog erotisk og sexet litteratur som Højholt - hvilke hun gerne også er eksempel på: dén nydende syntaks!) som ekstremt eksempel på en ikke-ekspliciteret, totalt læser-åben erotisk beskrivelse, i jo nemlig Eks, da romanens to samtalepartnere Daniel og Judith omsider tager hinanden på andet end ordet, og der midt på side 55 bare står:
Daniel sagde: "Ooh".
"Ooh", svarede Judith.
"Ooh", sagde Daniel.
Og så er Irma Krydderiet-bladet med "Min Irmavare"-interviewet med mig ikke bare kommet ud i butikkerne, men er i dag også indstik i Politiken, jeg elsker at være indstik i Politiken, det er alt for længe siden sidst, jeg betrager Irma-kunden/Politiken-læseren reserveret-venligt-ironisk og nævner Mao-sko som 1 af 3 varer på min "Huskeliste":
Når det bliver vinter, skal jeg have mine Mao-sko på, men de er altid blevet væk eller gået til, og så må jeg ned og købe nogle nye. Størrelse 44, og de skal være blå. det er den eneste sande Mao-farve. Nogle gange er jeg kommet til at købe et sort par, og det går slet, selt ikke. I 70'erne købte min far en hel Mao-uniform, kasket, jakke, bukser i Irma.
(og kan jeg patetisk tilføje; efter min far var død, gik jeg i et par år konstant rundt med den kasket)
Du kåres til årets Irmand!
SvarSlet