Jeg har modtaget en fin, enkel, hvid bog, Skriftserie for ny dansk litteratur # 1, redigeret og med forord af Hans Otto Jørgensen og udgivet af Vestjyllands Højskole, hvor HOJ er lærer. Og først blev jeg skuffet over det forudsigelige, ikke-originale indhold, uddrag fra bøger af Josefine Klougart (hendes nr. 2), Amalie Smith (nr. 2), Olivia Nordenhof (der læste sejt stakåndet op af hendes nye, totalt vilde og vildt totale blog-digte (Hvedekorn trygler om et snarligt bidrag, Olivia!) på FÆL Festival i går aftes), Bjørn Rasmussen, Christel Wiinblad (roman nr. 1), Ida Marie Hede og Christina Hagen (bog nr. 2). Men så tænkte jeg, at det et FEDT, at det er et forudsigeligt udvalg, at det åbenbart blandt ikke få af os er ETABLERET, at disse digtere er blandt de vigtigste blandt de yngste (født 1980-); jeg selv synes så, at de 5 er ubetinget fede, Smith, Nordenhof, Rasmussen, Hede. Hagen, og at de to i mine øjne ikke ubetinget fede, Klougart, Wiinblad, i det mindste er kvalificeret diskutable, hvilket er meget nok, når flertallet er ubetinget fede. Hvem ellers kunne man nævne, født 1980- og bogudgivede, hvis ubetingede og betingede fedhed der er en vis (og VIIS) konsensus omkring, og som ikke nødvendigvis skriver (en slags) prosa, som alle deltagerne i HOJ's antologi gør (selvom det ikke er markeret som en regel, at de skal gøre det): Rasmus Halling Nielsen, Rasmus Graff, Olga Ravn, Peter-Clement Woetmann, Theis Ørntoft, Stine Pilgaard, Maja Lee Langvad, Katinka My Jones (født 1979: Kristian Nya Glaffey og Lone Aburas, født mellem 1975 og 1978: Mikkel Thykier, Glenn Christian, Hanne Højgaard Viemose, Chresten Forsom, Palle Sigsgaard, Pejk Malinowski, Marius Nørup Nielsen - jeg glemmer garantrisset nogen, men så er de jo på den anden side ikke selvfølgelige ...). Og det er da skønt, at så mange gode digtere er så relativt SYNLIGE! Inddoktriner børnene med dem, dansklærere, via de fotokopivenlige ANTOLOGIER, som nu findes og findes!
Uddrag fra Hans Otto Jørgensens intenst fornuftige forord:
Vi er med denne ny litteratur uden over eksperimentet, provokationen som sådan er ikke en motiverende faktor, tværtimod kan man sig, at anvendelsen af det private stof er en integreret erfaring i forbindelse med selve det-at-skrive. Derfor er der heller ingen hokus-pokus omkring jeget, der leges ikke gemmeleg. Det er ikke sådan, at læseren aldrig kan være helt sikker på, hvorfra der tales, eller hvem der taler. Der bliver ikke sagt tit-tit, her er jeg, og, så når man som læser kigger efter, bliver der sagt tit-tit igen fra et andet sted. Ligesom provokationen er elmineret, er også ethvert spor af det pubertære eller måske ligefrem infantile væk.
Hans Otto - en Superdansklærer!
Og hey! fedt foruroligende tegnserietegninger af Halfdan Pisket!
Og hallo, der er også en hel, lille litteraturfestival med antologiens digtere, her plakat ved samme Halfdan:
Hmm, det der lyder ikke uinteressant
SvarSlet