Jeg er sammen med bl.a, litteraturredaktør på Berlingske og professionel hofsnog Jens Andersen blevet interviewet til en artikel om lune litterære venskaber i sociale medier (inspireret af den artikel, der inspirerede den NY-Times-artikel, jeg citerede og linkede til i en blogpost nedenfor) i Kristeligt Dagblad (kommer på en af dagene), og med udmærket akkuratesse bliver jeg citeret, men altid skriver man jo bedre og præcisere, end journalister transskriberer, at man taler. Nå, men artiklen sluttede i manus sådan her, hvilket jeg godkendte (faktisk var øde ø-billedet mit, men jo ikke så originalt, at jeg ville forlange copyright):
Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås privat, men som kritiker skal jeg til enhver tid kunne tage temperaturen på mig selv og opstille nogle mindstemål. Som for eksempel at jeg ikke anmelder bøger af nogle, jeg har besøgt privat,” siger han og understreger, at når han har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke noget med rigtig venskab at gøre. Og man kan spørge sig selv, om ikke det er hele formålet med de sociale medier, at skabe kontakter med andre, der deler ens passion? I den ideelle verden sad anmelderen måske nok på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget med at gå på Facebook), men sådan er verden, og den litterære verden heller ikke længere. 'Like' eller ej.
Så fik jeg en mail fra journalisten, der citerede en mail, som Jens Andersen havde skrevet til hende:
Jeg synes det ser fint ud, men jeg er nødt til at sige til dig, at Lars Bukdahls afsluttende selv-frisering ikke står mål med virkeligheden. Han har i årtier skamløst hypet - og også anmeldt - egne venner, bl.a. Jens Blendstrup. Så det er det rene hykleri, du lader ham slippe af sted med i slutningen af artiklen. Burde du ikke vende tilbage til ham med et opfølgende spørgsmål på det punkt?
Og inden jeg havde fundet en grimasse, der kunne passe til det attak, sendte journalisten et forslag til en omformulering af afslutningen, som jeg, HOV, ikke har bevaret, men som jeg omskrev videre, sådan at den nu lyder således:
Og nu er det atter blogposten, der taler:
Min undtagelsesgennemhullede regel er for skams skyld (blevet), at hvis en forfatter er min bedste ven i verden, eller jeg privat er blevet inviteret hjem til en forfatter eller har inviteret en forfatter hjem, og ikke bare til en fest(middag) eller en reception eller et redaktions/planlægningsmøde, som er blevet en RIGTIG VEN med Jodle-Birges ord, eller helt formelt, at jeg har siddet og redigeret i en forfatters manuskript, så anmelder jeg ikke ham eller hende - men HYPE har jeg ingen problemer med at skabe for hvem som helst, der har talent, på samtlige mine andre platforme, i og udenfor avisen, for, som Jørgen Leth legendarisk sagde, da han var filmkonsulent, jeg kan vel ikke gøre for, at mine venner er de mest talentfulde, det er jo bl.a. derfor de er mine venner, talentfuldhed er et forfærdeligt attraktivt karaktertræk, ligesom jeg formoder, kritisk begejstring for ens værker er det, det er jo bare ikke nok til venskab, vel, folk skal for fanden også være sympatiske, og jeg hyper og anmelder glad også alle mulige digtere, som jeg ingen eller ingen synderlig social kontakt har haft med, og også digtere som er decideret usympatiske, men det er sgu alligevel sjældent, at talentfulde digtere er decideret usympatiske, så er det som regel fordi, deres talent er slået læk, men de findes selvfølgelig derude. Trist dog hvis vi skulle have undværet Torben Brostrøms anmeldelser af sin ven Klaus Rifbjerg, og trist at I skal undvære mine anmeldelser af min ven Jens Blendstrup.
Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås privat, men som kritiker skal jeg til enhver tid kunne tage temperaturen på mig selv og opstille nogle mindstemål. Som for eksempel at jeg ikke anmelder bøger af nogle, jeg har besøgt privat,” siger han og understreger, at når han har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke noget med rigtig venskab at gøre. Og man kan spørge sig selv, om ikke det er hele formålet med de sociale medier, at skabe kontakter med andre, der deler ens passion? I den ideelle verden sad anmelderen måske nok på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget med at gå på Facebook), men sådan er verden, og den litterære verden heller ikke længere. 'Like' eller ej.
Så fik jeg en mail fra journalisten, der citerede en mail, som Jens Andersen havde skrevet til hende:
Jeg synes det ser fint ud, men jeg er nødt til at sige til dig, at Lars Bukdahls afsluttende selv-frisering ikke står mål med virkeligheden. Han har i årtier skamløst hypet - og også anmeldt - egne venner, bl.a. Jens Blendstrup. Så det er det rene hykleri, du lader ham slippe af sted med i slutningen af artiklen. Burde du ikke vende tilbage til ham med et opfølgende spørgsmål på det punkt?
Og inden jeg havde fundet en grimasse, der kunne passe til det attak, sendte journalisten et forslag til en omformulering af afslutningen, som jeg, HOV, ikke har bevaret, men som jeg omskrev videre, sådan at den nu lyder således:
Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås socialt. Jeg mener ikke
en anmeldelse kan lyve; hvis den er uoprigtigt kritisk eller rosende,
røber det sig i sproget. Man skal som kritiker hele tiden tage
temperaturen på egen ærlighed, man må aldrig være
forloren. I princippet mener jeg sagtens, at jeg vil kunne anmelde mine
venner, og jeg har vel også har gjort det, men de sidste mange
år har jeg forsøgt at holde mig i skindet, det gør
én unødigt sårbar for inhabilitetsanklager, og
så ender jeg heller ikke med at blive ensom og
venneløs" siger litteraturkritikeren. Men i forhold til den litterære online-kultur understreger
han, at når man har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke
noget med rigtigt venskab at gøre. Det handler om at skabe kontakt med andre
mennesker, der deler samme interesse som en selv. Hvor grænsen for
interaktionen som professionel kritiker så går, må man spørge
sig selv og sin egen kritikermoral om. I den ideelle verden sad anmelderen på en
øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte
den retur med fuglen (og ikke noget med at gå på Facebook), men
sådan er verden og den litterære verden ikke længere. "Like" eller
ej.
Og nu er det atter blogposten, der taler:
Min undtagelsesgennemhullede regel er for skams skyld (blevet), at hvis en forfatter er min bedste ven i verden, eller jeg privat er blevet inviteret hjem til en forfatter eller har inviteret en forfatter hjem, og ikke bare til en fest(middag) eller en reception eller et redaktions/planlægningsmøde, som er blevet en RIGTIG VEN med Jodle-Birges ord, eller helt formelt, at jeg har siddet og redigeret i en forfatters manuskript, så anmelder jeg ikke ham eller hende - men HYPE har jeg ingen problemer med at skabe for hvem som helst, der har talent, på samtlige mine andre platforme, i og udenfor avisen, for, som Jørgen Leth legendarisk sagde, da han var filmkonsulent, jeg kan vel ikke gøre for, at mine venner er de mest talentfulde, det er jo bl.a. derfor de er mine venner, talentfuldhed er et forfærdeligt attraktivt karaktertræk, ligesom jeg formoder, kritisk begejstring for ens værker er det, det er jo bare ikke nok til venskab, vel, folk skal for fanden også være sympatiske, og jeg hyper og anmelder glad også alle mulige digtere, som jeg ingen eller ingen synderlig social kontakt har haft med, og også digtere som er decideret usympatiske, men det er sgu alligevel sjældent, at talentfulde digtere er decideret usympatiske, så er det som regel fordi, deres talent er slået læk, men de findes selvfølgelig derude. Trist dog hvis vi skulle have undværet Torben Brostrøms anmeldelser af sin ven Klaus Rifbjerg, og trist at I skal undvære mine anmeldelser af min ven Jens Blendstrup.
Interessant. Men du er ikke den eneste, som ikke vil/kan/har lyst til at skille arbejdsliv fra privatliv. Og hvem har også sagt at man skal det?
SvarSlet