Blindes Juul

Åh, men hvorfor skulle Af sted, til stede være SÅ god? Når jeg nu ikke skal WA-anmelde! Jeg håber, hvem der end skal WA-anmelde er fucking taknemlig! Ja, havde jo nok gennemskuet, på de tekster jeg havde hørt læst op, at det ikke udelukkende var en novellesamling (genrebetegnelsen er på titelbladet "noveller, episoder"), men det er sgu da primært en kortprosasamling, ligesom notesbog-afsnittet i Helt i skoven, selv mange af de tekster, der på overfladen og volumenmæssigt ligner noveller, er i virkeligheden kortprosaer, og ikke fordi kortprosaer uden videre er bedre end noveller, jo, hvis de er skrevet af en fremragende forfatter er de, fordi noveller, der er noveller, bliver nødt til at forholde sig positivt dynamisk til en eller anden novelleskabelon, mens kortprosaer hver gang frigjort, frisat skaber deres egen anti-skabelon, den fremragende forfatters kortprosa er et stykke tekst på oprømt jagt efter sit eget radikalt unikke, individuelle udtryk, kvintessens af juulhed (ja, Elisabeth, det ved jeg godt, jeg ikke må operere med, juulsk og juulskhed, jeg gør det alligevel, fordi det findes hinsides alle de forgæves formelforsøg, også jeg gerne arbejder videre på, sådan her fx), vittig-desperat, excentrisk-henrevet, pjanket-grum, og ligesom i Hans Otto Jørgensens fremragende kortprosaer er grænsen flydende, men ofte grelt og pludselig tydelig, mellem lyrisk digterjegbekendelse og prosaisk fiktionsfabuleren, og hvad skal jeg sige, inden jeg citerer jer lige så forelskede, jo, jeg vil sige, at der er noget meget smukt og retfærdigt i, at Pia Juuls (fremragende, fuck de middelmådige og dilettantiske) digterkolleger og -VENINDER også (i forhold til Facebook-lunheden) helt ærligt synes, hun er den BEDSTE i flokken, og jeg vil sige, at, da jeg læste bogen sen eftermiddag, sen nat og tidlig morgen, forsonede den mig SÅ GODT SOM med den skrækkelige fejl allerallerførst i det nye Hvedekornsnummer ("SIGNE GJESSING født 1993, i Hvedekorn siden 1993", hvis hun bare var født i 1993, men hun er født i 1992, idiot, Lars!), jeg også fik i hånden i går:

DEN LATTER

Jeg forestillede mig tidligt hvordan jeg en dag ville komme ind i et rum og se dig stå nede bagved og hvordan det ville være. Det blev som jeg havde tænkt og alligevel ikke, virkeligheden overgår  heldigvis fantasien, jeg havde, selv med min livlige fantasi ikke drømt om at sådan noget kunne ske, at man kunne føle noget så stærkt og træffe en så dramatisk beslutning på et øjeblik og ikke komme til at fortryde det. For eksempel havde jeg heller ikke fantasi til at forestille mig den latter jeg kan høre i det fjerne, nu hvor jeg er på vej ned ad gaden i mørket, alting fryser og ophedes i mig ved lyden af den og fordi jeg genkender den og bliver utålmodig efter at nå frem og lægge armen om den.