Klareboderne er mit Camp David

JEG
TRYKKEDE
IB
MICHAELS
FREMSTRAKTE,
BARKEDE
NÆVE
OG
MØDTE
JANUS
KODAL
I
EN
DECIDERET
OMFAVNELSE,
IDIOTER
ER
DE
STADIGVÆK
MEN
DET
ER
JEG
PÅ
DEN
ANDEN
SIDE
OG
I
SÆRKLASSE
OGSÅ

Too tall to die

GLAD ved synet af den kiste af træ bag vinduet på Islands Brygge:
Den er for kort til mig!

Undskyld alt dette umådeholdne blogfravær!

Happeningen lever!

Minimal-Keaton

Morten Søkildes suveræne, armsvingende mime-performance i Joakim Koesters udstilling på Charlottenborg i forgårs aftes og frem for alt afslutningen, da han bukkede virtuost med hovedet helt nede ved knæene, og vi klappede, og han bukkede endnu mere, mere og mere og mere, og hurtigere og hurtigere og hurtigere, og vildere og vildere og vildere, amokbukkede, og så pludselig var væk i det kunstige tusmørke - det var en kunst af et trick!

10000000 stjerner til Leonard, 10000000000 stjerner til Patti, 10000000000000000000 stjerner til stjernerne

Min gummisko er læderet,
det er sådan neonlysets folkedomstol
illuminerer min mytologiske platfod,
når jeg hænger fra pæretræet som
et sølle, men garvet skrog.

Ekstra Thøger

Den originale trompet til anmeldelsen af Thøger Jensens Frokost i tyrens hoved i fredagens WA Bøger, som jeg havde brugt virkelig, virkelig lang tid på:

TØ HVOR ANDRE TØRRER

Hvorfor anmelder ingen Majse Aymo-Boots 'Spørgsmålene' i dag?

(eller i går, da bogen udkom!) Jeg anmeldte den - pudse, pudse glorie! - i mandags som first thing denne uge, men er anmeldelsen i avisen i dag? Nej, det har jeg for helvede allerede svaret på! Svar på første spørgsmål: Fordi litteraturredaktørerne ingen idé har om, hvad der er væsentligt og betydeligt og fantastisk, herunder fantastisk diverterende. På Information indstillede de jo oven i købet (1 år forsinket, Bukdahls Bet havde været der allerede, i tide) Aymo-Boots forrige lillebog Ødelæggelsen 1-11 til Montana-prisen, burde det ikke have været et vink med EGEN vognstang om, at denne forfatter og bog er værd at bide mærke i, til tiden?

Thøger Jensens fine Thøger Jensen-roman Frokost i tyrens hoved, ugens anden vigtige, ektraordinært ekspansive smalværk, er i det mindste anmeldt i både Weekendavisen (af mig), Flensborg Avis og Kristeligt Dagblad, hvor Liselotte Wiemer udmærket præcist portrætterer bogen, men så ikke kan lade være med at afslutte med et dumt spørgsmål, der viser, at hun alligevel ikke har forstået en snus af det minimale hele: "Så lad mig slutte med et af de retoriske spørgsmål, der er strøet hen over siderne og passer fint med denne evige tilstand af ikke-valg: Mon Thøger Jensen selv en dag vil satse lidt mere?" Han satser jo akkurat alt på at stemme sin stemme så tæt på virkelighedens forfinede stammen som muligt.

Information har så en stor artikel, "En smal superstar", om Louisiana-aktuelle Cia Rinne, hvor Martin Glaz Serup og jeg siger ikke fuldstændig ufornuftige ting om den umanerlig unikke 2010-Bet-vinder, det vil jeg ikke kritisere avisen (eller os) for.

Hvorfor er der ingen krimier der hedder 'En kold tyrker'?

Jeg er i hvert fald gået på en kold krimi-tyrker efter alt for meget narkotiserende, god litteratur, Lind-usagn, Viggo-kortprosa, Krogsbøll-poesi, (altså Birgitte K, unævnt på boggen, anmeldt godt sidste uge) Aymo-Boot-spørgsmål, Aidt-roman, Marianne-poesi (hov! har jeg faktisk læst den bog færdig, eller flagrede den bare forbi, tjekker jeg lige), Eske-hæfte, Thøger Jensen-roman, Carson-kasse (de 2 sidste unævnt på bloggen, men forhåbentlig anmeldt og i så fald anmeldt godt i WA Bøger i morgen sammen med Spørgsmålene), og nu har jeg dødgudhjælperingen læst mig en smule ind i en kæmpemæssig krimi, Pigen i Satans Mose af søskende Hammer, og det er groft afrusende, dårlig litteratur, heldigvis kan jeg afbryde den hårde omgang med 2 hallucinationslovende børnebøger, 8. bind af Louis Jensens firkantede historier og Lone Munksgaard Nielsens nye billedbog Nete og mørket, der ligger parat til mig på avisen i morgen, back on the needle.

Jeg ser Irma-piger

Der var Irma-piger over det hele udenfor og indenfor Irma på Gl. Kongevej, MIN Irma, som gik og delte bolsjer ud, og vel er det en godartet og tiltalende hallucination, Irma-girl in the supermarket with bonbons, men alligevel tænker jeg, at jeg må slappe lidt af med min grande, blogmæssige Irma-obsession, måske gå lidt mere i Fakta på H.C. Ørstedsvej, hvor min søn sidder bag kassen og blogge balletkritisk om hans stregkode-afbippende håndkoreografi. 

Christoffer Emil Bruun er ikke decideret en kryster

eftersom han omsider svarer på Promenaden-blogposterne her, men det vil være synd at sige, at han udviser synderligt mandshjerte i forhold til at forsvare sin idiotiske kommentar, faktisk strækker han vel totalt våben, uden direkte at sige det, og hvis man har været en idiot, og det er man jo nogle gange, synes jeg, man skal indrømme det, frem for bare hygsomt mumle idiotien væk som "noget generaliserende".

Blindes Juul

Åh, men hvorfor skulle Af sted, til stede være SÅ god? Når jeg nu ikke skal WA-anmelde! Jeg håber, hvem der end skal WA-anmelde er fucking taknemlig! Ja, havde jo nok gennemskuet, på de tekster jeg havde hørt læst op, at det ikke udelukkende var en novellesamling (genrebetegnelsen er på titelbladet "noveller, episoder"), men det er sgu da primært en kortprosasamling, ligesom notesbog-afsnittet i Helt i skoven, selv mange af de tekster, der på overfladen og volumenmæssigt ligner noveller, er i virkeligheden kortprosaer, og ikke fordi kortprosaer uden videre er bedre end noveller, jo, hvis de er skrevet af en fremragende forfatter er de, fordi noveller, der er noveller, bliver nødt til at forholde sig positivt dynamisk til en eller anden novelleskabelon, mens kortprosaer hver gang frigjort, frisat skaber deres egen anti-skabelon, den fremragende forfatters kortprosa er et stykke tekst på oprømt jagt efter sit eget radikalt unikke, individuelle udtryk, kvintessens af juulhed (ja, Elisabeth, det ved jeg godt, jeg ikke må operere med, juulsk og juulskhed, jeg gør det alligevel, fordi det findes hinsides alle de forgæves formelforsøg, også jeg gerne arbejder videre på, sådan her fx), vittig-desperat, excentrisk-henrevet, pjanket-grum, og ligesom i Hans Otto Jørgensens fremragende kortprosaer er grænsen flydende, men ofte grelt og pludselig tydelig, mellem lyrisk digterjegbekendelse og prosaisk fiktionsfabuleren, og hvad skal jeg sige, inden jeg citerer jer lige så forelskede, jo, jeg vil sige, at der er noget meget smukt og retfærdigt i, at Pia Juuls (fremragende, fuck de middelmådige og dilettantiske) digterkolleger og -VENINDER også (i forhold til Facebook-lunheden) helt ærligt synes, hun er den BEDSTE i flokken, og jeg vil sige, at, da jeg læste bogen sen eftermiddag, sen nat og tidlig morgen, forsonede den mig SÅ GODT SOM med den skrækkelige fejl allerallerførst i det nye Hvedekornsnummer ("SIGNE GJESSING født 1993, i Hvedekorn siden 1993", hvis hun bare var født i 1993, men hun er født i 1992, idiot, Lars!), jeg også fik i hånden i går:

DEN LATTER

Jeg forestillede mig tidligt hvordan jeg en dag ville komme ind i et rum og se dig stå nede bagved og hvordan det ville være. Det blev som jeg havde tænkt og alligevel ikke, virkeligheden overgår  heldigvis fantasien, jeg havde, selv med min livlige fantasi ikke drømt om at sådan noget kunne ske, at man kunne føle noget så stærkt og træffe en så dramatisk beslutning på et øjeblik og ikke komme til at fortryde det. For eksempel havde jeg heller ikke fantasi til at forestille mig den latter jeg kan høre i det fjerne, nu hvor jeg er på vej ned ad gaden i mørket, alting fryser og ophedes i mig ved lyden af den og fordi jeg genkender den og bliver utålmodig efter at nå frem og lægge armen om den.

Inhabilisme - Hyp, hyp, mit hype!

Jeg er sammen med bl.a, litteraturredaktør på Berlingske og professionel hofsnog Jens Andersen blevet interviewet til en artikel om lune litterære venskaber i sociale medier (inspireret af den artikel, der inspirerede den NY-Times-artikel, jeg citerede og linkede til i en blogpost nedenfor) i Kristeligt Dagblad (kommer på en af dagene), og med udmærket akkuratesse bliver jeg citeret, men altid skriver man jo bedre og præcisere, end journalister transskriberer, at man taler. Nå, men artiklen sluttede i manus sådan her, hvilket jeg godkendte (faktisk var øde ø-billedet mit, men jo ikke så originalt, at jeg ville forlange copyright):

Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås privat, men som kritiker skal jeg til enhver tid kunne tage temperaturen på mig selv og opstille nogle mindstemål. Som for eksempel at jeg ikke anmelder bøger af nogle, jeg har besøgt privat,” siger han og understreger, at når han har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke noget med rigtig venskab at gøre. Og man kan spørge sig selv, om ikke det er hele formålet med de sociale medier, at skabe kontakter med andre, der deler ens passion? I den ideelle verden sad anmelderen måske nok på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget  med at gå på Facebook), men sådan er verden, og den litterære verden heller ikke længere. 'Like' eller ej. 

Så fik jeg en mail fra journalisten, der citerede en mail, som Jens Andersen havde skrevet til hende:

Jeg synes det ser fint ud, men jeg er nødt til at sige til dig, at Lars Bukdahls afsluttende selv-frisering ikke står mål med virkeligheden. Han har i årtier skamløst hypet - og også anmeldt - egne venner, bl.a. Jens Blendstrup. Så det er det rene hykleri, du lader ham slippe af sted med i slutningen af artiklen. Burde du ikke vende tilbage til ham med et opfølgende spørgsmål på det punkt?

Og inden jeg havde fundet en grimasse, der kunne passe til det attak, sendte journalisten et forslag til en omformulering af afslutningen, som jeg, HOV, ikke har bevaret, men som jeg omskrev videre, sådan at den nu lyder således:

Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås socialt. Jeg mener ikke en anmeldelse kan lyve; hvis den er uoprigtigt kritisk eller rosende, røber det sig i sproget. Man skal som kritiker hele tiden tage temperaturen på egen ærlighed, man må aldrig være forloren. I princippet mener jeg sagtens, at jeg vil kunne anmelde mine venner, og jeg har vel også har gjort det, men de sidste mange år har jeg forsøgt at holde mig i skindet, det gør én unødigt sårbar for inhabilitetsanklager, og så ender jeg heller ikke med at blive ensom og venneløs" siger litteraturkritikeren. Men i forhold til den litterære online-kultur understreger han, at når man har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke noget med rigtigt venskab at gøre. Det handler om at skabe kontakt med andre mennesker, der deler samme interesse som en selv. Hvor grænsen for interaktionen som professionel kritiker så går, må man spørge sig selv og sin egen kritikermoral om. I den ideelle verden sad anmelderen på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget med at gå på Facebook), men sådan er verden og den litterære verden ikke længere. "Like"  eller ej.

Og nu er det atter blogposten, der taler:

Min undtagelsesgennemhullede regel er for skams skyld (blevet), at hvis en forfatter er min bedste ven i verden, eller jeg privat er blevet inviteret hjem til en forfatter eller har inviteret en forfatter hjem, og ikke bare til en fest(middag) eller en reception eller et redaktions/planlægningsmøde, som er blevet en RIGTIG VEN med Jodle-Birges ord, eller helt formelt, at jeg har siddet og redigeret i en forfatters manuskript, så anmelder jeg ikke ham eller hende - men HYPE har jeg ingen problemer med at skabe for hvem som helst, der har talent, på samtlige mine andre platforme, i og udenfor avisen, for, som Jørgen Leth legendarisk sagde, da han var filmkonsulent, jeg kan vel ikke gøre for, at mine venner er de mest talentfulde, det er jo bl.a. derfor de er mine venner, talentfuldhed er et forfærdeligt attraktivt karaktertræk, ligesom jeg formoder, kritisk begejstring for ens værker er det, det er jo bare ikke nok til venskab, vel, folk skal for fanden også være sympatiske, og jeg hyper og anmelder glad også alle mulige digtere, som jeg ingen eller ingen synderlig social kontakt har haft med, og også digtere som er decideret usympatiske, men det er sgu alligevel sjældent, at talentfulde digtere er decideret usympatiske, så er det som regel fordi, deres talent er slået læk, men de findes selvfølgelig derude. Trist dog hvis vi skulle have undværet Torben Brostrøms anmeldelser af sin ven Klaus Rifbjerg, og trist at I skal undvære mine anmeldelser af min ven Jens Blendstrup.   

Hvor og hvem er Kreste Alven?

I det nye nummer af Hvedekorn, 3, 2012 (om 1 nummer har jeg forskrækkende nok været redaktør i 5 år! længere tid end Halfdan, Malinowski, Holst, lige så længe som Brostrøm, Harder, Kure, 1 år mindre end Thøfner/Søndergaard, langt, langt kortere tid end Viggo F. og Borum, som er manden at slå: 28 år!) debuterer en vis Kreste Alven, født 1983, med 4 ualmindeligt talentfulde, lumsk og elementært velformulerede digte. Jeg har har fået 1 mail fra ham, med digtene i, som jeg har formået at smide væk (eller, hvis udskrevet, i hvert fald ikke kan finde i de meget kaotiske Hvede-bunker ved siden af skrivebordsstolen), så alt, hvad jeg har, er de udskrevne digte og mit svarbrev, der lød sådan her:

Kære Kreste Alven
Tak for digtene til Hvedekorn og hallo! hvor er de sirligt charmerende, musikalsk underfundigt rigtigt rigtig gode! Hvor kommer de og du pludselig fra!? De er straks snuppet til nr. 2 eller 3, 2012, og er du rar at sende dem på en tekstfil igen, din første mail er røget ud af systemet. Ingen læseråd, du har allerede din egen vej at gå, spurt videre ad den!
Mange hilsner Lars Bukdahl
redaktør af Hvedekorn

og som han aldrig har svaret tilbage på, det er heller ikke muligt nogen steder eller sites, Gule sider Kraks, Facebook, at opspore manden, så nu er jeg kommet alvorligt i tvivl om hans eksistens, og akut ville jeg virkelig gerne have ham eller hans eventuelle virkelige/alternative identitet til at læse op til Hvedekorns Sensommeroplæsning tirsdag 11. september klokken 20.00, Kultorvet 11, ved lanceringen af det nye nummer, så hvis der nogle af jer derude, der kender eller ER Kreste Alven (jeg er også bange for, jeg har læst eller stavet efternavnet forkert!), så giv lyd! Her er et af hans gode digte fra nummeret:

Baby-digt

De fleste første skridt er taget her
i begyndelsens gårdhave hvor
træerne blomstrer boblende som sulfo
og Rhinens pludren blander sig, snurrer
gennem græsstrå af fint porcelæn
bag de døre der, der åbnes i lette
briser bærer eller bringer gæsterne
med hatte og flag. Hvad synger I for?
Månen er for længst stået op, den tilbringer bare
dagen for sig selv. Sådan foretrækker den det. Ligesom
jeg foretrækker rulleskøjter frem for løbehjul
 – medmindre det er elektrisk.
Ah – hele denne verden i så tosset pastel, på
bare fødder gennem tiden.

Now, that's what I call a Højskolesang!

Bravo, Thorbjørn og Mads, og syng nu med, bloglæsere: