Et interview der handler om LITTERATUR (og LITTERÆRT om mor)!

Nemlig Karen Sybergs interview med Christina Hesselholdt i Informations litteraturtillæg - vs. interviewet med Anette Braad om hendes mor-roman for et par uge siden i samme tillæg - op og ned ad spalter taler Hesselholdt levende og UNDERHOLDENDE om, HVORDAN hun skriver, eksempel til efterfølgelse så sandelig, og hun taler også om, vs. Braad, om hvordan hun skriver om sin mor, om hvordan den kunstneriske hensynsløshed frisætter og ikke forsoner, men måske så (ved netop ikke at belyve) med åbne øjne forsøder (for forfatteren, men frem for alt læseren!) fortiden:

Christina Hesselholdt er ikke nervøs over det, hun har skrevet, siger hun. »Jeg har en stærk fornemmelse af, at det ikke kan være anderledes. Men jeg har været nervøs for portrættet af min mor. Kunne jeg tillade mig at skrive, at hun havde været psykisk syg? Det var ikke ret længe ad gangen, hun var indlagt, men det var en stor ting i min barndom. Jeg håber ikke, jeg har krænket hende, jeg har taget tilløb flere gange, hvor det ikke lykkedes,« tilføjer hun. Nu er det lykkedes, det første store afsnit i Selskabet gør op handler om moren. »Jeg har tiltaget mig ret til at anlægge mit perspektiv, og det giver en fornemmelse af at blive mig selv.« »Noget af mor-teksten er skrevet i nutid, og når jeg havde skrevet det, havde jeg det helt fantastisk godt,« fortæller hun og fortsætter smilende: »Tænk at man kan narre sig selv på den måde!« »Da jeg var færdig med teksten, var det tilsvarende vemodigt. Jeg har jo også sagt farvel til Charles, jeg havde svært ved at se i øjnene at være færdig. Det er et anker at skrive en bog. Man kan hele tiden gå hen til den, og alt det diffuse i bevidstheden, som man ikke ved, hvor man skal gøre af, finder en plads. Og man får lov at have det en gang til.« »Som Julius fra I familiens skød, der meget ligner mig selv, siger, så bliver livet meget langt bagud, når man erindrer. Det er en gave, at man kan have lov til at have tingene så mange gange. På den måde er ’huskningen’,« kalder Christina Hesselholdt det, »et endeløst projekt. Man kan hele tiden huske sig ind i nye områder – i og med, at man formulerer noget, dukker noget nyt op. Og i bogen kommer tingene til at stå der, hvor jeg er ved at skrive, når jeg husker dem, man kan vel kalde det en organisk skrivemåde."