Dødssyge, kollegiale kunstdefinitioner

fra René Gummers insisterende afmægtige tale for vinderen af Weekendavisen Litteraturpris Erik Valeur i WA Bøger:

For overhovedet at aspirere den slags følelser (meget uklart hvilke: "Jeg ved, hvilken fornemmelse ordene giver mig i maven. Jeg lærer noget. Om livet. Om mig selv. Jeg kan mærke noget indeni; og jeg får sat følelser på plads; følelser, som jeg udmærket kender, men som jeg ikke har fået sat ord på endnu"!!!????) må værket - hvis det som i dette tilfælde er en bog  - som mindstemål indeholde genkendelse, overraskelse og en knaldgod historie. "

SIKKE NOGET ÆVL!

fra Bo Bjørnvigs mestendels tilfredse anmeldelse af femte bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp i samme nummer af WA Bøger:

Er vi nordboer virkelig så éns? Har vi alle spillet skak til Miles Davis' Lind of Blue? Eller er det fordi "Mennesker" i virkeligheden ikke er så forskellige?/ Det sidste er, hvad Knausgård selv har antydet, som forsvar for at gå så tæt på folk og ikke mindst sig selv: Jo tættere jeg kommer, jo mere alment bliver det./ Det er en smuk pointe, som gør det private til fælles anliggende. Så at sige ophøjer det./ Hvilket er hvad god kunst gør - får os til at føle en mening med det hele. Og indimellem ligefrem en ophøjet, gysende følelse af fylde, der får alt til at lyse omkring os.

SÅDAN NOGET VRØVL!

Jeg får en helt utrolig lyst til at opleve kunst fri for gode historier og mening med det hele som fx senest Harald Voetmanns Kødet letter - der er heller ingen genkendelse eller overraskelse og slet ingen ophøjet, gysende følese af fylde, der er nederdrægtig intethed direkte i dit weekendsfjæs!