Litteraturfestivalen København læser kører fra i dag gennem den næste uge med alt muligt oplevelsesværdigt; jeg og fem andre digtere, Lene Asp, Thomas Boberg, Christina Hesselholdt, Mads Mygind og Nicolaj Stochholm deltager med hver vores receptdigt eller (Hesselholdt er jo digter på prosa!) -tekst, der som placebo i ren opløsning udleveres på visse københavnske apoteker, her Thomas Bobergs begsorte pille:
Kan man skrive en pacemaker?
Dette
er ikke en skalpel, det er et sår
hun åbnede, da hun gik.
Kan man forme en lygte med mørket?
Et skib, en eng, en mund?
Kan man digte en pistol, en kusse, en bro?
Dette
er ikke en lykkepille, det er et sår
som fantasien har lukket med et sprog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar