Sonetvæddeløb

Inden jeg anmelder Pablo Llambías' kæmpestore sonetsamling, Monte Lema, bliver jeg nødt til lige at få noget støj af vejen, som er den sjældne overlapning mellem værket, man skal anmelde, og ens eget kunstneriske (mere eller mindre, det er det meget penible!, offentliggjorte) praksis; jeg har selv i to omgange her på bloggen skrevet det, jeg (i første omgang) kaldte engangssonetter, fra rejser til Firenze og London, mine sonetter er tyndere og ordfattigere (og mindre næsten-korrekte, i format og linjelængdel) end Pablos, men ideen er vistnok den samme (og parallelt, som bemærket af Martin Glaz Serup om Pablo, med haikuen hos Klaus Høeck)  sonetten som emballage fra det poetiske supermarked at proppe oplevelser og tanker og (det gør vi begge to) afskrevet tekst ned i; jeg abonnerer også, både på bloggen og i mit forbandede work in no progress, Brian-Færgen læk, på tvangs-systemer (der SKAL skrives, på denne måde, på dette tidspunkt, i (det er så bare mig!) dette tidsinterval) og (simuleret!?) direkte hverdags-transmission, til gengæld er jeg IKKE med på Pablos nøgent patetiske, anti-litterære ambition om at lade det hele (hvad det så er) hænge ud til (meget helst) beskæmmende og provokerende skue, hvilket, kan man godt høre, jeg har mine kritiske reservationer overfor, som selvfølgelig er lettere mistænkelige, når det akkurat er en hovedforskel på vores på andre ledder broderlige projekter, jeg slår ned på, hvis jeg gør det, jeg har ikke skrevet anmeldelsen endnu, og er stadig i syv sind om, hvad jeg faktisk smagsfordømmende mener, og bl.a. pga. broderligheden, og nu skriver redaktøren, at hvis jeg vil have anmeldelsen på denne uge, hvilket NB ikke er det samme som et løfte!, så skal den kun være på 500 ord, og det vil jeg gerne, have den på denne uge altså, men det ved jeg virkelig ikke, om jeg kan, få den ned på 500 ord altså, bl.a. pga. !!!!!!!!!!!????????

BREAKING NEWS 12:40: 550 ord går også, så er der plads til 5½ af mine syv sind!