Pablo Ll spørger udenom bloggen, hvad jeg mener med en tradition for antilitteratur (og jeg kan godt forstå, hvordan man/han kan blive sonetafhængig):
3
Antilitteratur er litteratur, som
ikke vil være som litteratur ellers
er, eller parodierer eller vrænger
ad, hvad litteratur ellers er, fx
Don Quijote, Tristram Shandy, En sæson
i Helvede, Anarkotika, som har fået
litteraturen galt i halsen eller halsen
galt i litteraturen og vil hoste den op,
litteraturen eller halsen, men hvis man
ikke har noget fordøjelsesproblem,
hverken kløjes i traditionen eller slår
sig i dens tøjr, hvorfra skal så energien
og aggressionen i skriftens hosteanfald
komme? Astma kræver allergi, der er vild.
4
Bortset fra, som sagt i anmeldelsen, at
antilitteratur også er en stil og
en genre, der uden stilbevidsthed
og genrebevidsthed så let bliver kitsch.
Lars Skinnebach står i øjeblikket ved grænsen
for den slags kitsch, før skrev han sådan cirkus
centrallyrik, derefter vred anticentrallyrik,
nu skriver han fad antianticentrallyrik.
Jeg ved godt, at Pablo hævder i en sonet,
at han altid har haft grimme passager i
sine bøger, men det tæller ikke, for det
er grimhed som kontrast, malerisk grimhed,
flader af bad painting i det sikre skilderi,
det er funktionel, ikke flænsende fælhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar