For tre minutter siden blev han lukket ind til den 40 minutter lange forberedelse; jeg tvang ham til at læse Jens' "Digt til drengene" til morgenmaden (nutella på pizza-brød) og reciterede Højholts "Makker" (verdens bedste digt), da jeg sagde farvel til ham i porten, og nu vil jeg, som tredje magiske handling, afskrive et digt af mig selv (mens jeg hører Love Shop, "I nat bliver det sommer") fra Næseblod i Sofus City (jeg fandt på næseblod, Jens tilføjede Sofus City) der helt ærligt handler om ham for 16 år siden:
Fire måneder er min søn,
men han er træt som et ondt år,
og han hyler som besat,
hyler som besat af liv
til op over begge flyvende ører,
hager sig fast i dagen,
al dens lys og kaos,
med et raseri, der er
bandsat realistisk,
denne tid er ny,
og den er hans,
den skal holde øje med,
den skal gennemtygges
af hans stålsatte gummer,
og den skal holdes i hånden,
med vold og magt, i et og alt
skal han være til stede,
lige op i mit åbne ansigt
gør han det klart,
at her står han fast,
lige meget hvor ihærdigt
jeg end danser rundt
om middagsbordet,
ingen spæde mudderdrømme til ham,
ingen blød babybevidstløshed,
lige så klart som månen,
hans susende gale tvilling,
vil han sætte dette nu på plads,
råbe det op.
Det gik godt nok; han var oppe i en novelle af Kim Fupz Aakeson, "Tennis", som ikke lyder sindssygt spændende -
SvarSlet