Det umærkeligt fede ved Sofia Coppolas Somewhere, der bare handler om en træt, ensom filmstjerne, der får besøg af sin 11-årige datter, er den vældige tid, hver scene tager eller rettere giver eller rettere smider i grams, og endnu mere rørende end den lange sekvens med datterens kunstskøjteløb i skøjtehallen er de hele to sekvenser med pole-dansende Playboy-tvillinger i filmstjernens soveværelse, pga. den præcise ikke-timing af deres synkron-performance og fordi vi får de to (og fordi der er to) sekvenser i deres fulde (sang)længde, så faktisk burde filmen i stedet hedde
Sometime eller Some Time
som Christian Dorphs debutsamling Et stykke tid eller helt enkelt Noget tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar