Lig en tromme - Den prosaiske Lolland-Falster Experience som digt

Det er ikke løgn, at jeg i antologien Understrømmen. En bog om Lolland og Falster, 2006, har skrevet en artikel, der hedder "Der sker jo ikke en skid i Ekbátana - poesi vs. prosa på Lolland-Falster: Claussen, Helle og co.", der med udgangspunkt i et uddrag fra Helle Helles roman Rødby-Puttgarden definerer og og udfolder "den dobbelte affære, vi kan kalde The Lolland-Falster Experience":

Lolland-Falster er (...) et sted, man er stedt: Et sted, hvor toget går ned og sneen klæber fast til træskoene, så man ikke kan komme ud af stedet. Et sted med stor himmel og flade marker og tudende færger. På godt og på ondt. Den gode oplevelse eller fortolkning vil vi kalde for den poetiske Lolland-Falster Experience - Den onde oplevelse eller fortolkning vil vi kalde for den prosaiske Lolland-Falster Experience; jo også bare fordi den poetiske udgave mestendels optræder i poesi, og den prosaiske udgave mestendels optræder i prosa. (...) I den poetiske Lolland-Falster Experience er Lolland-Falster et uskyldigt og idyllisk Eden. I den prosaiske Lolland-Falster Experience er Lolland-Falster en blakket og absurd intethed.

Til slut i Henrik Nordbrandts nye, anti-nationale digtsamling Vi danskere, der udkommer på fredag og som jeg skal anmelde i dag, optræder, med tvær bravur, det særdeles sjældne, en poetisk udgave af den prosaiske Lolland-Falster Experience, "Oden til den lille flade":

Her kan du køre i time efter time
uden at føle du kommer ud af stedet
som det hedder
eller huske, hvor du har det udtryk fra

fordi vejen bare fortsætter
længere end du kan nå at tænke
så dine tanker aldrig
når tilbage til dens begyndelse
tænker du

og kører videre
fordi du er vokset op her
og af samme uafviselige årsag
så klart

som den fulde augustmåne står
lige foran dig kan se
at du aldrig tog af sted

fordi hver påbegyndt meter
her blot spejler sig i den foregående
på samme måde

som de støvede mirabellehegn
spærrer udsynet
og gør vejen til et fængsel
hvor endeløs den end synes

så hjertet slår hårdere og hårdere
jo længere du kører
jo fladere
og mere lig en tromme
jorden tager sig ud i månelandskabets lys

til det fedtede rat
glider ud af dine hænder, din
stakkel!
Søde, lille Lolland!