Tænk hvis man en gang imellem kunne få lov til bare at anmelde forlagets referat af en roman; det ville spare os allesammen, nej okay vel kun anmelderen en masse tid; det ville indrømmet gå galt 1 ud af 25 gange, men 24 ud af 25 gange ville det ikke gå galt, i hvert fald ikke hvad angår fantasiambitionen - som var noget jeg talte med Sjón om i et sent kinesisk tog forrige mandag - ikke engang en præ-2000-Helle Helle-novelle ville gide nøjes med (og i hendes tilfælde, det ene ud af de 25, få noget godt ud af) den handling, der ifølge Gyldendal er handlingen i Katrine Grünfelds nye roman nr. 2 (jeg har læst nr. 1), Sommerferie (man kunne også nøjes med at anmelde titlers fantasiløshed/fantasifuldhed, og igen: 1 ud 25 vs. 24 ud af 25):
Johanne, hendes mand Jakob og deres tre børn tager som altid af sted til deres sommerhus på Fanø for at tilbringe ferien der. Alt forløber, som det plejer, med strandliv, dasen, selskabelighed, snak, men med den ene undtagelse, at Johanne efter en meget våd sankthansfest går med en fremmed mand hjem. Hun lister ubemærket tilbage til sin familie om morgenen - det har været et øjebliks spænding, der står i modsætning til hendes lidt lidenskabsløse, rutineprægede, men velfungerende og harmoniske familie- og hverdagsliv.
- og hvis nu bare sankhansfesten er våd, fordi Vadehavet er ved at gå over sine bredder som led i en verdensomspændende syndflod, men det er den ikke nikke nej. Hvorfor dog skal den almindelige danske skønlitterære fantasipraksis være så utroligt indskrænket, at et referat som dette kan forekomme forlag og forfatter ikke bare fyldestgørende, men også tillokkende. Jeg ved virkelig ikke, om bogen er god, men referatet er godt nok ringe!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar