Helene S. Andersens Samlede Værker - foreløbig og så komplet som muligt!

Jeg portrætterer på grundlag af så godt som ingenting, men rigeligt fantastisk næsrten noget, mystiske Helene S. Andersen i første afsnit af sommerserien SØENS SIBYLLER i WA Bøger i dag - de to eneste tekster hende, det har være muligt at fremskaffe er disse - den første blev angiveligt trykt i beatmagasinet Superlove, 1969, den anden blev trykt i Vagn Lundbyes antologi Texter, også 1969 - ifølge den ultrakorte bio i Texter skulle en tredje, "Den sidste mohikaner", befinde sig et sted i samlepose-tidsskriftet TA'-box, også i 1969, men det er ikke opsporet endnu. "Prins Valiant" og "Kærlighed" (har Arne Herløv Petersen opdaget) er optrykt i antologien En samling, 1972, hvor også fødeåret 1949 oplyses.

PRINS VALIANT Kær

Der er mange ting, jeg er uvidende om, men som jeg engang vil lære at kende. Endnu en gang er det hans dag, og bleg og spinkel kommer han ind på pladsen med dette strålende udtryk i ansigtet. Som en natsværmer flagrer han frem og tilbage og ved ikke, hvad de omkringsiddende ler af. Hans ansigt har ingen grænser, hans tynde hænder rækker en af de nærmeste en blå blomst, men tag den ikke, skriger det i hans hjerte, og det var ikke sådan, at han havde forestillet sig det, slet ikke dette andet menneske, som tøvende tager om stilken med to fingre under hans rystende hånd, kun for et øjeblik efter at sidde tilbage med den i hånden, medens han kaster sig skrigende ind på midten af plænen, hvor hans fingre sætter blomsterhovedet i hans tøj. Det store nummer kan tage sin begyndelse under den lysende septemberhimmel. Men hvem er det, der sætter denne kæmpetragt ned i hans klovnebukser og får ham til at se op, så at en mønt kan ligge på hans pande, hvem er det, som beder ham se ned, når signalet kommer,'så at mønten kan falde ned i tragten. Hvor kommer denne latter fra, medens en flaske vand tømmes ned i tragten, og du står som en af markens liljer og stirrer op i det flimrende lufthav, fortabt i larmen, der stiger med tomheden i flasken. Og hvor er du, ulykkelige, da du ser ned, og mønten falder med en hård lyd i tragten, og hvem kan redde dig nu, da du haler den store fyldte flaske, som tragten har siddet i, op af dine flagrende bukser, og med et brøl, som forsvinder r spektaklet fra bænkerækkerne, begynder at løbe rundt og rundt. Og ikke hører dine egne lyde, som strømmer ud af dig, eller mig, der står og græder og græder ned i hænderne.

Der er utallige ting, som andre kender, og som jeg aldrig nogensinde kommer til at kende. Råbene tager til, men det er igen skridtene henad den øde villavej, hvor nedfaldsfrugterne ligger maste på fortovet, jeg hører, nu da de er kommet ud af skovene, og med geværerne oppe foran sig går i en lang kæde ud over rismarkerne. Og nu, da du er standset op foran det træ, som jeg står skjult bagved, og nu, da biografmørket som en døende følger soldaterkædens mindste bevægelser ud mod det sted, det bombekrater, hvor du ligger og klynker som et barn og følger deres mindste bevægelser. Som jeg dine med min mystiske krop, nu, da du standser op foran det træ, jeg står bag ved, og hvorfra jeg i vejlygtens skær kan se hver eneste af de tårer, som triller nedover dit drengeansigt, medens du knuger om skæftet på dit sværd i skeden. Indtil jeg træder frem, og du siger: Du her, og prøver at se væk, og jeg som i et digt går hen og rører ved dit ansigt, nu skal du ikke sove mere, og tænker på dig, der ligger sammenkrøbet på bunden af dette granathul, som soldaterne i det samme går intetanende forbi.

Der er en uendelighed af ting, som vi intet ved om, og som ingen af os nogen sinde vil lære at kende. Når vi vågner efter en lang og smuk drøm og ser os omgivet af løvet på træerne og vilde blomster på jorden og hører fuglene ude ved søen, hvor guldsmede står stille og funkler som iskrystaller, så gør vi alle disse ting til en del af os selv. Således bliver vore drømme en del af vort liv, og er det ikke også sådan med døden, bare den anden vej, at leve frit og tage af alt, er det ikke den bedste måde at lære at leve og dø? Om lidt vågner vi og opdager at vi har ligget og sovet mellem blomsterne. Det vi troede var noget andet, var fuglene og vinden og solen, og en efter en rejser vi os og ser dér langt ude, hvor jorden bliver fantastisk, dig i din korte kjole og med den tomme skede slæbende i sandet efter dig, endelig på vej hjem.

 

 

KÆRLIGHED

 

Åh, Helene, hvisker han og skjuler ansigtet i sine hænder, jeg er så lykkelig. Han har fine, hvide hår ned ad den gyldne ryg, hvor der endnu sidder små dråber af vand og lyser i solen.

Hvorfor kyssede du mig, siger han og ser op.

Fordi jeg vidste, at du elsker mig.

Hvordan kunne du vide det, smiler han og borer sit ansigt ned mellem min arm og krop.

Simpelthen fordi du spurgte mig om, hvad jeg hed, ikke? hans lange hår er blødt, jeg er lige ved at græde.

Engang var jeg meget ældre, end jeg er nu, udbryder han pludselig og sætter sig i hugsiddende stilling. Hans våde hår hænger i tjavser ned til skuldrene, og et tyndt lag sand klæber til hans ryg.

Vend dig om, vend dig langsomt om, og sig mig, hvad du ser, jeg kan mærke, at jeg ryster over hele kroppen.

Det, jeg ser, er dig, siger han alvorligt.

Er du overrasket, og min stemme vil næsten ikke lystre mig.

Ja, meget.

Hvorfor.

Fordi jeg er så bange for at miste dig, heller ikke hans stemme lystrer ham mere.

Han sidder igen og stirrer ud over havet. Åh, tag min hånd, hvis du ikke ved, hvor du går hen. Jeg vil kunne forstå dig, fordi også jeg selv er faret vild. Men gå ikke ad den gamle vej, for den fører ingen steder hen. Og vi må være tilbage inden midnat. Forsigtigt skriver jeg vor kærlighed ind i hans ryg.

Der er legende, leende mennesker over alt i det hvide sand, og der er musik i luften, og hendes hår har den samme farve som solen, der har den samme farve som hendes øjne, der har den samme farve som min eneste kærlighed. Børnene råber til hinanden og ruller ellevilde omkring i sandet og knæler ned om et eventyrslot, som vokser op mellem deres små hænder og bliver større og større.

To mænd kaster en rød badebold mellem hinanden og bliver smukke og unge igen, og ind mellem dem går en lille tyk mand, men han vender sig om inden vandet og vinker tilbage og begynder så med udbredte arme at trave ud i bølgerne. Og hendes hår og solen og hendes øjne og kærligheden og hendes øjne og barnet, som sidder nøgent i det yderste af dønningerne, i ekstase med strittende ben og løftede buttede arme. Bag ved det slænger en klynge unge mænd sig henad sandet, et strålende farvespil af kroppe og stråhatte og gule og røde og blå og hvide badebukser.

Hvad er det, der sker med den gamle kvinde, som står og skygger for øjenen med den ene hånd, medens hun stirrer ud over det blå vand med bølgebruset: hendes hår bliver gyldent og rynkerne forsvinder og hendes gule kjole flammer op mod himlen og Country Joe synger du og jeg, du og jeg, og børnene danser rundt om hende, og der er musik og farver alle steder.

Og nu en mand og kvinde på langs i sandet, hendes lår har smukke blå åretegninger, der bliver finere og finere og er en bevægende elskovserklæring til den anden ved siden af, som ligger varm og blussende tæt ind til hende, og er det ikke sandt, at du er mig og jeg er dig og vi er sammen alle sammen?

Ord er ekko af vore drømme, dybt nede i en gryde i den yderste klitrække ligger tre små skolepiger og sover op mod rummet, men ud af den sitrende luft træder nu Tim Buckley og synger lavmælt, hvis en violinist spiller for jer og jeg synger for jer, vil I så spinde for mit hjerte og aldrig sige til mig, at i morgen skal jeg gå. Og en efter en vågner de af deres tusindårssøvn og løber ud mellem alle de nøgne mennesker, vinkende og leende og stranden er et hav af dansende og smilende mennesker, og jeg må have været syg, når jeg aldrig vidste, hvad jeg ejede, før jeg havde smidt det hele væk, kærlighed er det eneste, der findes, den får jorden til at dreje rundt, kærligheden, og ingen kan benægte det, uanset hvad de tænker, de kan ikke slippe væk fra den, hør blot hvad en, der har prøvet på det, har at sige.        _#

En blid, varm vind stryger ind fra det lyse rum og det kviksølvsglinsende hav. Solen skinner ud mellem lette lammeskyer, der glider langsomt af sted. Stranden ligger lysende hvid ved vandet. En fjer sejler fra side til side ned mod sandet, et øje i en marguerite har set den. Jorden er ung, ung, ung.