Jeg bryder mig
virkelig ikke
om at døden efter
flere års pause -
H. Have, 1946.2014 -
og endnu fleres års
pause før da - D.
Turèll ,1947-1993 -
nu atter gør indhugst
i min yndlingsgenera-
tion (som også er min
mors generation) 70'er-
generationen, først
L. Jensen, 1943-2021,
og nu E.K. Mathiesen,
1944-2021, kan den,
døden, venligst holde
inde for nu og kan
digterne, ingen - af be-
sværgelsesmagiske
årsager- nævnt, alle
hårdt husket, værsgo
gøre sig umage med
ikke bare poesien ,men
også med at holde sig
levende (og skrivende)
til de bliver hundrede-
sytten MIIIIIIIIIIIINDST!
TAK PÅ 70GENERATIONENS VEGNE
SvarSletRejsen varede syv dage,
men han gennemførte den på én.
Hvert skridt var som et selvmord.
Men han gennemførte den frivilligt.
Han slap ind igennem døren
over det elektriske hegn
til hudens terræn.
Men han følte sig forladt her,
selvom det var hans egen hud.
Nu måtte han dø den samme død
hver sommer og vinter,
hvert forår og efterår
in continuum...
Han måtte leve og skrive her
ved sårranden
hele resten af tiden.
På dette brændende
og kløende sted.
Netop på dette sted,
som hun altid havde kysset.
Han burde have vidst,
at der ikke var dén person,
eller dét sted i verden,
som man ikke kunne forlade,
eller blive forladt af.
Nu stod han der
med foden i døren,
og resten af kroppen
og hjertet udenfor:
En fange uden et fængsel
i den yderste frihed...
Kun huden bestemte hvor.