Tredje weekend

 

Roman med bakkenbarter

31. maj 1996 Weekendavisen 

Nostalgilitteratur. Den samme forbandede generationsroman endnu en gang.

Jesper Uhrup Jensen Atlantic City. 212 sider. 248 kr. Borgen. 

JEG har ikke undersøgt det, men jeg tror, det er en genre, der trækker sit slimede spor gennem det meste af dette århundrede, generationsromanen: Usårlig, overflødig og altid nøjagtig identisk med sig selv. Denne forfærdelige blanding af nostalgisk tårevædede inderligt trivielle ungdomskvababbelser og hektisk mærkenavnsdroppende pop-sociologisk tidskrønike. Nogle generationsromaner, og ikke altid de værste, kalder sig ungdomsbøger, nogle camouflerer sig effektivt som hovedværker og nogle formår ved selve deres talents ubændighed at bryde igennem genrens indbyggede begrænsninger og blive en slags kunst. Lad os tage et rigtigt typisk værk, en næsten helt blank generationsroman, Jesper Uhrup Jensens Atlantic City, og iagttage hvor kedeligt den træder de tilforordnede dansetrin. Her er først tre-fire sigende linier: »Sidst i april forsvandt foråret, og i nogle timer var det igen vinter. Jeg sad på Markus' værelse, da de store snefnug begyndte at dale ned. Vi skulle lave en geografirapport sammen, men Markus havde taget endnu en flaske Bell's fra sin fars skab, og ud på aftenen var det hele gået op i Let's Dance. Den nye Bowie-plade var lige kommet.« Ingen ende på specifikationerne, sidst i april, snevejr, Markus' værelse, geografirapport, en flaske »Bell's« fra Fars skab, »Let's dance« (der lige er er kommet), og det er sikkert rigtigt alt sammen, men stik mod den sædvanlige regel for fiktioner er effekten, at jo flere konkreter jo mere ligegyldigt, bl.a. fordi det sikkert er rigtigt alt sammen. Det bliver realisme som en livets geografirapport. Op mod en tredjedel af romanen består simpelthen ikke af andet end uironiske opremsninger, af tøjmærker, bilmærker, spiritusmærker, sangtitler, bogtitler, ting og sager. Hvilket netop ikke resulterer i nogen samtidsfornemmelse, men blot i en umærkelig bevægelse fra venstre til højre i et lykkehjulsgavebjerg. Og typisk nok leder det citerede afsnit op til en af romanens centrale tyndt melodramatiske scener, som man føler sig helt sikker på ikke er rigtig, den bedste ven Markus gør tilnærmelser til jeg- og hovedpersonen Martin, der modsat læseren endnu ikke har fattet, at han er til den anden side, og det er jo grumme chokerende. Romanen opsummerer ti års trummerum, fra midt i 3. g. til Martin vender hjem fra en rensende italiensrejse, i 200 siders trummerum. Intet sker uafbrudt, ligesom i virkeligheden, og i stedet for en struktur får vi fire melodramatiske højdepunkter, bedste vens afsløring af seksuel præference, brud med den store kærlighed, faderens død (som der virkelig tærskes langhalm på) og det store clou, den store kærligheds store bedrag. Så hårdt er det at være ung, lutter lynnedslag. Romanens to poler eller hovedmotiver er det store venskab med Markus (gumpetung jargon og Bruce Springsteen-fællessang) og de voldsomme familieforhold med millionær-bedstefar, dennes skygge-rådgiver, døgenigt-far, passiv moder, sindssyg søster, som hele tiden er lige ved at blive interessante, men kun meget nødigt forlader deres klichékonturer, for før de ved af det overhales de atter af almindeligt ungdomssløvsind. Men det værste ved en slem generationsroman er, at den er nostalgisk, for nostalgi er løgn, især i kunst. Fanden i samtidshistorien, hvis bare følelser og tanker opleves som samtidige. Nostalgi er forelskelse i forelskelsen (og sortsynet), selvforelskelse i anden potens. Og det rager læseren, fordi det rager på læseren, i stedet for at drage ham. Hvilket gælder, hvad enten forfatteren hedder Uhrup eller Michael. Ingen af de herrer er jo talentløse forfattere, men generationsromanen er en talentløs genre, der aldrig burde være blevet opfundet. Basta! Jeg kunne snildt undvære både Martin og Victoria, Den kroniske uskyld og Jørgen Stein, hvis bare en behjertet sjæl fandt ud af, hvordan man slår en genre ihjel med tilbagevirkende kraft.