Assorterede weekender

 (citeret i min 25 års jubilæumsartikel sidste fredag)

Thurah-æraen

De drikker de lyse drikke

12. maj 2000

Prosa. Lars Frost debuterer med lumsk charme. Og paraplyer! Og oh! originalitet.

Lars Frost: Og så af sted til Wien. 124 sider, 168 kr. Lindhardt og Ringhof.

DET forbandede er jo, at når man omsider møder noget virkelig originalt, så står man med åben mund og polypper og er målløs. Hvilket er okay, ja glimrende for den menige læser, men unægtelig noget af et problem for kritikeren, som naturligvis godt kan gøre rede for omstændighederne, tricks og strukturer og strategier, men det er jo lige præcis denne egne tone, denne særlige svæven og snublen, der er sagen, og hvordan få ord på den? Ja, ja, jeg ved godt, det må blive min egen sag, og måske er det smarteste simpelthen at tage en enkelt umiskendelig sætning ud af the book in question, bogen i spørgsmål, unge Lars Frosts prosadebut - er det en novellesamling, er det en samling kortprosa, er det en roman, spændingen er ulidelig - Og så af sted til Wien (fino titel, hvilket altid giver point). Sætningen indgår i bogens måske mest virtuose tekst, den fra dags dato nyklassiske »Begravelsen«, som handler om gravøl og alt andet og hele tiden igen den åndssvage gravøl, faktisk meget ligesom Finnegans gravøl, og lyder i al beskedenhed sådan her:

»Jeg tumlede hjem ad Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Randersgade, den slags gader.« Hvorfor giver den sætning anledning til en sådan fryd, og hvorfor føler man helt bestemt, at den ikke kunne være skrevet af nogen anden end denne Frost, som man sidder her og læser for første gang? Det er absolut noget med tonen, den stilige nonchalance og den nonchalante stilighed, det er også den konkrete, minimalt overgjorte oplistning af almindelige og dejlige gadenavne i sig selv, og så er det fremfor alt selve tilføjelsen om den slags gader, der hos Frost nemlig ikke bare er en nonchalancemarkør, men antyder, at de nævnte gader, udover at være østerbroske og ganske almindelige er en særlig poetisk, ganske bestemt slags. Frost eller rettere hans jeg-fortæller, som vi mistænkeligt sent i bogen får sat navnet Pelle på, har en svaghed for lister og oplistninger, han samler f.eks. på samlere. dER er to afsnit i bogen med henholdsvis 1 + 3 og 1 + 4 tekster, nogle er rigeligt små og andre, nok de bedste, er rigeligt lange. Bogen gentager i superformatet de enkelte teksters ret løse og ret stramme og i deres selvfølgelige blanding af løshed og stramhed ret raffinerede struktur. På nær en enkelt lilletekst er det nævnte Pelle-jeg, der fører ordet, og han er som antydet en pludregøg for herren, han digresserer uafbrudt og hele tiden, falder i poetiske og tænksomme og følsomme staver, midt mellem Nicholson Baker og noget meget fransk, Tati-Vian-agtigt, hvilket afføder utallige små, autonome mirakler à la den citerede sentens. Lars og/eller Pelle gør sig skyldig i både sødme og charme, der klart er i familie med andre af de yngste, særlig mandlige digteres milde manerer, men han doserer med finfølelse. For han er heldigvis lige så klog og sjov og kvik, som han er sød. Meget sker der ikke - i den forstand: Pelle tumler rundt i først og fremmest København og digresserer og har sin kæreste Lene, som han både sødt kurtiserer og sødt bedrager, med hendes søster. Det sidste ligner selvfølgelig en historie, og er det også, den afsluttende og klart morsomste, der også er titelhistorien, for ikke bare boller Pelle med Mette, han holder også hemmelige møder med broren Johan, som søstrene ikke har set i flere år. Det er en farce, det kræver sin mand. Mere følsom kærlighedskonflikt indeholder »Kvinderne mellem træerne«, der finder Pelle splittet i sind og i krop mellem et »Du«, den gamle kæreste og så søde Lene. Og jeg har allerede berettet om »Begravelse«, hvor historiens og digressionernes forunderlige fundamentale ligeværdighed suverænt illumineres, når den sorgtunge, dyndtrivielle, monumentalt atomiserede gravøl på kryds og tværs gennemflyves. En total teaser er efterfølgeren »Fandt tilbage etc«, hvor de gladelige undvigelser omvendt igen og igen afbrydes af lako- niske, højeksplosive plothen- visninger til en advokat med et brev til den døde mand, som åbnes netop som teksten slut- ter... Det er svært at have en anelse om, hvor Lars Frost vil lande næste gang, så perfekt som hans debutbog åbner og lukker og åbner for sig selv, men der er grund til at nære den mest grænseløse tillid til den flyvende trapez i den unge mand. Og alle paraplyerne.

Wivel-æraen

Fanskare m. finsk åre vil føn-score

16. december 2005

Onsdag er død 36. Klummen er en afblanket julekalender i dag, lågerne blafrer melankolsk i den stride decembervind.

JEG ved ikke, hvad man kalder det omvendte af en kunstnerisk oplevelse, det meste i denne verden er jo (heldigvis) ikke-kunstneriske oplevelser, på den anden side ville det også være forkert at tale om en anti-kunstnerisk oplevelse, god anti-kunst er eller bliver automatisk god kunst, som for eksempel til stadighed Duchamps pissekumme, der jo også bare er så sjov, jeg tænker heller ikke på en oplevelse af ovenud kitschet kunst eller virkelighed, som for eksempel en roman af Jens Christian Grøndahl eller julegaverne foran rekonstruktionen af L. Ron Hubbards kontor hos Scientology i Jernbanegade, jeg tænker på indkøbscentret med det absurde navn Fisketorvet, som jeg i mandags pludselig befandt mig midt i, fordi min søn skulle have en mobiltelefon, og de havde ikke den rigtige, på forhånd udvalgte i Sonofon-butikken på Vesterbrogade, og drengen havde drømt og fablet om den telefon hele weekenden, ergo begav vi os straks af sted på tværs af Vesterbro i den retning, vores samlede trækfugleviden, min søns, hans kammerats og min, udstak som den rigtige, det var den dog ikke helt, vi trådte ud på Ingerslevsgade et godt stykke fra Dybbølsbro, til gengæld var det ikke svært at få øje på Fisketorvet, som en billig kopi af Joakim von Ands pengetank knejsede det over banelegemet, trafiklysene i krydset var under reparation, så det var i fare for vores liv, at vi trådte nærmere, og sikke et eftermæle: samme uge, som LB i en tegneserie i WA hånede gustaf munch-petersen, der blev skudt af falangisterne under den spanske borgerkrig, døde han selv ynkeligt under hjulene på en lastbil fuld af bacon, nå, men vi nåede heldigvis frem til centret i god behold, eller heldigvis og heldigvis, for da var det jo, jeg blev ramt af det modsatte af en kunstnerisk oplevelse, og helt specifikt var det en oplevelse af slet labyrintik, intet kunne overskues på en forsnævret, klumpet, absolut ikke-svimlende, ikke-charmerende facon, og slet Las Vegas, alt var kommercielt blikfang på en triviel, kuldslået, absolut ikke-spektakulær, ikke-barok facon, jeg husker amerikanske shopping malls som nogle langt klarere og strengere komplekser, men det er sikkert bare en erindringsforskydning, og hvis det gør mig til en bagstræberisk, semi-muslimsk modstander af moderniteten eller – hvad værre er – postmoderniteten, at Fisketorvet i den grad er mig imod, so be it, selvfølgelig blev det ikke bedre af, at de overalt julede aggressivt, syntetiske pebernødder blev formelig kastet i nakken på én, selv inde i Sonofon-butikken, hvor ekspedienten var akkurat lige så målrettet ungdommelig, som jeg havde frygtet, men jeg havde forberedt mig, havde jeg, jeg nægtede at blive informeret om noget som helst, jeg stak ham bare et udprint af kvitteringen på min søns kammerats mobil, bjæffede, so ein Dingeling muss ich auch haben, og lukkede min mund med syv segl og én lynlås.

Til sammenligning to ægte kunstneriske oplevelser: Franz Ferdinand i KB-hallen fredag aften; glad, melodisk støj uden ørepropper renser sjælen umådeligt, for mere Jeronimusagtig er jeg ikke end, at jeg stadigvæk foretrækker min rockmusik høj, brillerne skal vibrere på min næsetip. Jeg er også stadig en sucker for kvalificeret showmanship, og Franz’ forsanger, Alex Kaprakanos, er en ung mand, der forstår kunsten at springe op og falde ned på et trommesæt. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg begejstret skreg med på gruppens åndssvagt iørefaldende hit, »Do You Want To«: da jeg vågnede i nat/ sagde jeg jeg vil få nogen til at elske mig/ og nu ved jeg det er dig/ du er heldig heldig du er så heldig. Og Dorrit Willumsens nye novellesamling Den dag jeg blev Honey Hotwing, som jeg overrumplet slugte på halvanden eftermiddag, og som da for fanden burde være blevet indstillet til WA’s litteraturpris i stedet for hvem som helst; jeg havde forstået, at den var god, men ingen havde fortalt mig, at den var så god, og det kunne de godt have gjort, jeg bliver skeløjet af den slags overraskelser: det ene øje vil hastigt læse videre, mens det andet øje ikke tror på sig selv og lige må tjekke efter, om det virkelig var så godt, og det var det, hver gang: musikalsk excentrisk, poetisk ironisk, tænderskærende hjerteskærende. Jeg har en seriøs Willumsen-manko, som jeg straks må få gjort noget ved, hun er bare for god. Som der står til allersidst i bogen: »Og jeg skriver og skriver. I små, indbundne bøger. På ferskenfarvet papir, på blåt papir, på toiletpapir og på servietter og på deres fine, glatte hud: Honey Hotwing.«

ONSDAG ER DØD, men transmissionsfesten bliver ved!

Libak-æraen

Rockerrokoko

17. januar 2014 

 

Donnaen og kulien. Søren Baastrup har skrevet en portrætbog om Brian Sandberg og MFP: Top og bund i Hells Angels. Men hvad kalder man egentlig en journalist, der snakker forbrydere efter munden for penge? En løgne-hæler?

Søren Baastrup: Exit Hells Angels. 310 sider. Vejl. pris 300 kr. People'sPress.

Exit Hells Angels er journalisten Søren Baastrups anden rockerbog: Sidste år kom hans lobhudlende portræt af Bandidos-rockeren Lennart Elkjær Expect no mercy. Dette er til gengæld min tredje og forhåbentlig sidste rockerboganmeldelse - lad os kalde det en trilogi! - idet jeg sidste år foruden Expect no mercy anmeldte ex-Hells Angels-rockeren Lars Jensens malabarisk skrevne selvbiografi En forfærdelig mand. Disse mennesker vinder ikke ved nærmere bekendtskab, de fascinerer heller ikke, og de keder langt mere end de frastøder, sølle, afstumpede og sentimentale, som de er. To af slagsen er hovedpersoner i Exit Hells Angels. Gucci-og kändis-rockeren Brian Sandberg, i lang tid medlem af Hells Angels, nu af Bandidos, samt MFP, et tidligere medlem af Hells Angels-støttegruppen AK81. Sidstnævnte er med politiets hjælp gået under jorden, efter at han vidnede mod en hel hoben Hells Angels-brødre inklusive Sandberg, der i sin tid var med til at oprette AK81. Bogen indledes med første del af Sandbergs farvel til Hells Angels og er noget totalt pigefnidder: Sandberg blev fornærmet over at blive suspenderet fra HA, fordi nogle yngre brødre havde sladret om, at han havde disset nogle ældre brødre. Det afløses af en række highlights fra Sandbergs rockerkarriere med særlig fokus på den seneste bandekrig. Så vender bogen sig brat mod MFP, hvis korte, brutale og forvirrede tid nederst i hierarkiet minutiøst oprulles. Og til sidst får vi anden del af Sandbergs Hells Angels-farvel om vejen til den nye pigeklike. Sandberg blev helliget sin egen solo-rockerbog, Gangster i 2010, spøgelsesskrevet af Henrik Madsen og ulæst af mig, og nærværende bog er dermed en halv sequel. High concept-kontrasten og -kompositionen, »De var top og bund i Hells Angels«, afsløres allerede i forordet som en anstrengt sløjfe på spøgelsesgennemskrivningen af to halvkvædede og ganske givet solidt forløjede viser, som danner grundlag for bogen: 1. »121 tætskrevne A4-sider« affattet af Brian Sandberg i kachotten og overdraget People'sPress (måske for penge - det fremgår ikke) + en række interviews med Sandberg. 2. »det omfattende materiale fra byretssagen, hvor han (MFP, LB) over 12 retsdage selv afgav detaljerede forklaringer om sit liv (...)« + ingen interviews med pist forsvundne MFP. Det materiale ville jeg sgu hellere, hvis det endelig skal være, have læst i deres oprindelige og sikkert ulæselige (men så i det mindste autentisk ulæselige) form. En god journalist ville vide at bruge det kritisk, herunder kildekritisk, men sådan en journalist er Søren Baastrup ikke. Han tager begge forbryderes forklaringer for gode varer, selvom de gør alt for ikke at inkriminere sig unødigt og i det hele taget stå i det bedst mulige lys, menneskeligt og forbryderisk. Og så formaterer han dem, søforklaringerne, til empatisk, pseudo-mundtlig indre monolog med masser af klodsede flashbacks på værste kliché-fiktionsprosaiske vis, à la gennemsnitlig dansk krimi: »Normalt ville Frej (MFP's dæknavn) have røget en joint, men nervøsiteten fik ham til at stå over. Han havde både ondt i hovedet og i maven. Ja, det blev sværere og sværere for ham at sætte sig op til den opgave, der ventede ham. Men omvendt vidste han udmærket, at det var umuligt at bakke ud nu.« Lidt senere skyder MFP seks gange på klos hold en (forkert) kioskmedarbejder, der med nød og næppe overlever - men åh, hvor havde han inderligt svært ved at gøre det! Ligesom Brian Sandberg elsker sin søn åh så højt! Hvilket han sikkert gør, men hvad fucking så, når han nægter at udtale sig om noget som helst kriminelt, og vi intet får at vide om, hvordan dog HA'erne tjener deres mange penge? Der er masser af komisk potentiale i Sandberg-karakteren som patetisk laps og snob med rygmærke, og reel tragik i MFPkarakteren, der kokser ud i stadig alvorligere bestillings-hævnakter. Men fordi Søren Baastrup fra begyndelsen har solgt ud af sin journalistiske integritet, reduceres de to gode historier til hektisk udmarvet og pinligt loyal eftersnak - med sorte huller, der er langt større end dem, panserværnsraketter producerer i et klubhus, men lige så gabende meningsløse.

En potte af guld

1. april 2011

Store Mik. Ib Michael henriver massivt med sin nye, hårdtslående visionære roman om en kikset chokoladepige, der sammen med Abekongen går i krig mod yuppier og dødbidere.

Ib Michael: Regnbue og pil. 407 sider. People's Press. Udkommer i dag.

Der er ingen ende på den frembusende, næsten aggressive, litterære trolddom i Ib Michaels nye roman Regnbue og pil; ikke siden den undervurderede, kultklassiske Prins fra 1997 eller måske faktisk mandens ( første) folkelige succes Kejserfortællingen, 1989, har jeg været så begejstret for et nyt IM-værk. Det er, som om han har besluttet sig for at sprænge hele sit bugnende, komplekse talent i luften én gang for alle og lade mylderet af stumper og stykker dale ned på den afsvedne græsplæne og tilsammen blive denne unikke roman, der som en ophøjet køkkenmødding skal gennemvandres med øjnene på stylter. Plottet er noget nær genialsk: I en præcis opdatering af Troldmanden fra Oz og parallelt med den opfindsomme brug af Kilroy-myten i Kilroy Kilroy, 1989, er romanens hovedperson det opvakte, 12-årige, blæksorte adoptivbarn Dorothea, der bor i Ringkøbing sammen med sine adoptivforældre, postbudet Tom og naturhealeren Thit, og sin kæle-abe Kong Tut. Dorothea har det ikke sjovt i skolen; hun bliver mobbet usseligt af klassekammeraterne, fordi hun går klædt i sin fars aflagte, ræverøde postbuduniformer. Hendes forældre har for travlt med et hemmeligt projekt omkring mayaernes opfindelse af jade-frimærket til at bemærke Dorotheas ensomhed og trængsler; hun har kun Kong Tut i hele verden, og selv om hans øjne udtrykker en dyb forståelse, så kan han ikke svare på hendes betroelser med andet end uartikulerede hyl og slag på brystet.m EN mørk og stormfuld nat står Dorothea og Kong Tut og kigger ud på naturens vanvidsdans, da pludselig et egern, et blåt egern, slynges mod hendes vindue og holdes fast dér af blæsten. Dorothea åbner vinduet og suges på stedet op i en voldsom tyfon, sammen med Kong Tut og det blå egern. Inde i tyfonen lyder der smægtende panfløjtetoner, som fra et indianerorkester på Rådhuspladsen, og Dorothea forstår et og andet om universets rævegrave. Tyfonen slipper sine passagerer midt i Wall Street i New York, men ikke det reelle Wall Street, et fordrømt Wall Street på vrangen, hvor al djævelskaben tydeligt for alle står i lys lue. Pludselig er Dorothea ikke længere en lille, kikset chokoladepige, men en stolt Masai-krigerinde med spyd i hånd, og Kong Tut afslører sig som selve den mytiske, kinesiske Abekonge, en mester med bue og pil, mens det blå egern forbliver et blåt egern, et betydeligt filosofisk velartikuleret, blåt egern. Som på et mexicansk vægmaleri eller en dansk altertavle - der er klare links til Troubadurens lærling, 1984 - indledes en apokalyptisk, hvis ikke direkte apoplektisk kamp mod mørkets kræftknuder. Til slut står vores tre über-menneskelige helte ansigt til ansigt med selve den inderste skakcomputer, og så kan det nok være, at de retfærdige øretæver sidder løst.. I referatet kan handlingen godt lyde langt ude kulørt, men det skal man ikke lade sig snyde af, for nede i brødteksten har vi hele tiden Ib Michaels fænomenalt kraftfulde og muskuløse sprog, herunder ikke mindst billedsprog, til at pumpe visionerne sanseligt op. Som fx her, hvor Dorothea kaster et blik på nattehimlen inde fra tyfonen: »Dorothea gjorde sombrero-store øjne: Deroppe hang stjernerne som et utal af stjernekastere bundet sammen på kryds og tværs med råbåndsknob som en hængekøje i en mexicansk sivhytte og lyste som en tindrende drøm om juleaften langt, langt fra Roskilde.« Det er smukt at se den gamle, politisk spruttende og Villy-eventyrlige 68' er fra Rejsen tilbage, 1977, gøre comeback i en ny, koboltblå superheltedragt med guldkappe og vise de små, duknakkede koncept-poeter, hvordan far her skruer pæren i den magiske agitprop-lampe med én knyttet hånd. Denne lykkeligt mørbankede anmelder er ikke i tvivl: Regnbue og pil syrer for vitterligt!.

Baun-æraen

Den, der er ren, er mest stenet

17. marts 2017 Weekendavisen

Kommentar. Det er en dårlig og enfoldig læser, der kun går entydigt ind for bøger, der entydigt tager parti for den rigtige entydighed.

JEG skal holde op med at gå så meget op i antallet af hjerter i Politikens boganmeldelser, det er ikke sundt for mit eget anmelderhjerte. Jeg går op i det enkelte hjerteantal, og jeg går op i de enkelte hjerteantal i forhold til hinanden og forholdet mellem hjerteantal og anmeldelsestekst - selvom jeg hele tiden forsøger at nøjes med at gå op i anmeldelsesteksten rent, hvilket i Politiken så også kan være mere end hårdt nok. Tag nu bare Mikkel Krause Frantzens anmeldelse af Christina Hagens Jungle. Som han gudhjælpemig giver sølle to hjerter. Det chokerede mig alligevel. Så nært vi kan komme en æstetisk objektivitet, er og bliver det hjerteantal fuldstændig urimeligt. Det er OK og forståeligt at anfægtes betydeligt af Hagens besyngelser af sorte mænds hudorme og stjerneskud ved Snaptun Havn, men først efter at man har bøjet sig dybt for hendes skiftevis og på samme tid drævende og fræsende sproglige mesterskab og selve den konceptuelle originalitet og ambition. Men det bliver værre nede i anmeldelsesteksten, hvor Frantzen helt ucamoufleret giver bogen politiske smæk: »Jeg er ikke forarget, det handler ikke om moral det her, men om politik. Det vil jeg gerne ind1rømme. Spørgsmålet er nemlig også, om det er så politisk ukorrekt at være racistisk i dag? Det er j1eg ikke sikker på. I dag synes racismen at være det korrekte, konsensus selv. Det er i det hele taget, som om Hagen har så travlt med at positionere sig i forhold til et indbildt og såkaldt politisk korrekt forfattermiljø i København, at hun glemmer at positionere sig i forhold til samfundet som sådan.« Som man kan høre, er det snarere det kontroversielle interview med Hagen i Information (omtalt her i Bøger 10/3 i kommentar og kontrovers) og den deraf afledte formodning om forfatterintentionen, Frantzen anmelder, end det uregerlige værk selv. Og den aflæste intention er så både grim og forfejlet og bare slet ikke i orden, politisk set. Hvad er så den modsatte bog af Jungle dette forår? Det kunne være Caspar Erics Avatar, der fik fem hjerter i Politiken, men det er nok snarere Peter-Clement Woetmanns langdigt Bag bakkerne, kysten, der også handler om hvide og sorte kroppe - digterens krop versus flygtningens: »Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten//Min krop er ikke blind passager fundet død ved landingsstellet i et fly i Heathrow.« Den bog facebook-priste Mikkel Krause Frantzen henført få minutter efter endt læsning: »Én bog har fået mig til at græde i 2017, én bog har fået mig til at tænke: det her er en bog om verden pt, én bog har skrevet om vold uden selv at deltage i den som bog (), én bog har bevist at det stadig - mod alle odds - er muligt at skrive digte i dag.« I Jyllands-Posten, hvor Jungle fik tre stjerner og Avatar fem, gav Nicklas Freisleben Lund med cirka samme åndeløshed Bag bakkerne, kysten fem stjerner. I Politiken til gengæld fik bogen, mod alle odds, kun tre hjerter - stadig én mere end Hagen - af en tredje, yngre, mandlig anmelder, Alexander Vesterlund, der fandt, at bogen til syvende og sidst forblev i sin »lyriske comfort zone« og sammenlignede den ufordelagtigt med en nøgtern liste, bogen citerer fra og linker til, over mennesker, der er døde under deres flugt til Europa. Den sammenligning gav anledning til endnu en vældig diskussion på Facebook, med deltagelse af både Caspar Eric, Woetmann, anmelder Vesterlund og nærværende kommentator, om anfægtelsen ved den poetiske udnyttelse af andre menneskers tragiske skæbner. Jeg ved ikke, hvad der er den rigtigste reaktion; jeg ved, jeg anfægtedes stærkt af Avatar og let - måske faktisk fordi den så let overbeviste mig i første omgang - af Bag bakkerne, kysten. Det, der anfægter mig hos Christina Hagen, er den ubændigt og uhelligt skridende flertydighed, og det, der anfægter mig hos Caspar Eric og Peter-Clement Woetmann, er den fikst og fromt fikserede entydighed. For mig er de to anfægtelser væsensforskellige. Den ene trækker mig ind i værket, malstrømsagtigt, den anden puffer mig væk, parkbetjentagtigt. Og derfor gør det ondt helt ind i kritikerhjertet med de to hjerter til Jungle, fordi det er en jungle, også det hjerte, og ikke noget ordentligt og oplyst rum. Som Hagen skriver: »Der er palmer, der er slyngplanter og nogle lidt klistrede svampe. Myrer er der også, og det er lidt irriterende, men de skal være der ().«.