Du har taget lidt på, et par gram. Nu ligner du mere Angsten, hvis du genkender og husker den?
Men jeg vil hellere skrive noget beroligende, finde en eller anden velsignelse, og forvente at kunne nå indad og dertil, hvor du gemte dig i mig som en dråbe liv fra alt mit sprog, sang og musik.
Sidst i 60erne var jeg musikanmelder og litteraturanmelder på Politiken og Superlove. Her mødte jeg mange musikere fra bl.a.:
Canned Heat, Jimmy Hendrix, The Doors, Jefferson Airoplane, J. Winter, Poul Simon, som jeg i øvrigt spillede med på Never Mind Club...
Min baggrund var, at jeg var Sangskoleelev, og gik i klasse med bl.a. skuespilleren Jesper Christensen Henrik Metz og Anders Koppel.
Vi var tvunget til at vælge mellem instrumenterne blokfløjte eller guitar, når vi ikke sang i kor i Domkirken til kongehusets konfirmationer m.m....
Hvilket instrument mon jeg valgte?
Vi fik hver især 40 kroner for at optræde... Også Poul Simon, og Bruce Springsteen, der begge var ukendte på dette tidspunkt i 1967.
Alle disse musikere var hyggelige og fine personer, der ikke spillede "stjerner", når man var tæt på dem, (som jeg var).
Historien for os alle er den samme: Der var engang en mand/kvinde, der boede i en spand... Spanden var af ler, nu siger jeg ikke mer.
Spanden fandt os meget blege, som om vi havde en druknets udtryk. Men vi var alt for kloge til at svare en spand på den slags.
Johnny Winter opløste en pille i sin whiskysjus, Jim Morrison drak hele flasken fra bunden, mens han ringede fra en vægtelefon på restauranten hvor vi spiste middag på Cheval Blanc nær Rådhuspladsen.
Han ville bare skændes videre med sin forlovede. Og tog flyet over til USA, selvom han skulle spille i Falconer Centeret næste dag.
Han nåede frem til koncerten, og gav den hele armen i sin hvide skjorte med sorte læderbukser og et Navaho sølvbælte.
Men han faldt en enkelt gang, og da vi skulle videre spurgte han mig: "Hvem er du!"
Resten af gruppen svarede for mig: - Det er Rolf, Der har hjulpet os hele vejen her i Danmark.!" "Well right!"
PS. Og så ville Morrison have en tur på min gule MZ motorcykel. Han sad op... Men det var trommeslageren John Densmore, der fik turen ud til Rosenvængets Allé, hvor jeg kendte nogle søde piger.
Bluesrock gruppen blev installeret på hotel ved lurblæserne på Rådhuspladsen. Jeg var inviteret til privat fest af "The Bear", der lå og bollede en kvinde, da jeg kom ind på værelset.
Han var en meget kraftig mand med en mægtig vom, som pigen sad på, mens han hilste mig hjerteligt, da jeg kom ind på værelset.
Hele gruppen var samlet omkring sengen (incl.mig)... "We love the danes!" forklarede "The Bear", og bollede videre...
Alt er enten tavst eller støjende, lige som alt andet, det meste af tiden. Det kræver mod at modtage sine fjender. Og endnu mere at modtage sine venner...
"The Bear" var helt kold over for alt det, når man nu var i gang med at elske.
"Hvordan er du nået hertil?" "Alle kvinder kan lide en smule tristesse!" sagde Jimmy, da jeg talte med ham, lige inden koncerten i Tivoli.
"Virkelig, det var måske derfor, at jeg overlevede mit ægteskab!" svarede jeg, og beundrede hans Fenderguitarer.
Min søn og jeg overværede koncerten, hvor Daniel græd på grund af den høje lyd fra Marshal højtalerne, der stod i bjerge på scenen foran den brændende guitar.
Han satte ild til den som en finish, og spillede i øvrigt gerne med tænderne, der var smukke og hvide...
Intet sker uden stjernernes susen. Alting indtræffer pludselig bundet i usynlig brint.
(Og så nåede han lige under besøget at komme tæt på en kvindelig kollega på redaktionen på Politiken... Al den pirrende smerte - og måske p.g.a. den brændende guitar! Og så var han også pludselig død lige som Jim Morrison.
IGGY
SvarSletDu har taget lidt på,
et par gram.
Nu ligner du mere Angsten,
hvis du genkender
og husker den?
Men jeg vil hellere skrive
noget beroligende,
finde en eller anden velsignelse,
og forvente at kunne nå
indad
og dertil,
hvor du gemte dig i mig
som en dråbe liv
fra alt mit sprog,
sang og musik.
MUSIK
SvarSletSidst i 60erne var jeg
musikanmelder og litteraturanmelder
på Politiken og Superlove.
Her mødte jeg mange
musikere fra bl.a.:
Canned Heat, Jimmy Hendrix,
The Doors, Jefferson Airoplane,
J. Winter, Poul Simon,
som jeg i øvrigt spillede med
på Never Mind Club...
Min baggrund var,
at jeg var Sangskoleelev,
og gik i klasse med bl.a.
skuespilleren Jesper Christensen
Henrik Metz og Anders Koppel.
Vi var tvunget til at vælge
mellem instrumenterne
blokfløjte eller guitar,
når vi ikke sang i kor
i Domkirken til kongehusets
konfirmationer m.m....
Hvilket instrument mon jeg valgte?
Vi fik hver især 40 kroner
for at optræde...
Også Poul Simon,
og Bruce Springsteen,
der begge var ukendte
på dette tidspunkt i 1967.
Alle disse musikere
var hyggelige og fine personer,
der ikke spillede "stjerner",
når man var tæt på dem,
(som jeg var).
Historien for os alle
er den samme:
Der var engang en mand/kvinde,
der boede i en spand...
Spanden var af ler,
nu siger jeg ikke mer.
Spanden fandt os meget blege,
som om vi havde
en druknets udtryk.
Men vi var alt for kloge til
at svare en spand
på den slags.
Johnny Winter opløste en pille
i sin whiskysjus,
Jim Morrison drak hele flasken
fra bunden,
mens han ringede fra en vægtelefon
på restauranten
hvor vi spiste middag på
Cheval Blanc
nær Rådhuspladsen.
Han ville bare skændes videre
med sin forlovede.
Og tog flyet over til USA,
selvom han skulle spille
i Falconer Centeret næste dag.
Han nåede frem til koncerten,
og gav den hele armen i sin
hvide skjorte
med sorte læderbukser
og et Navaho sølvbælte.
Men han faldt
en enkelt gang,
og da vi skulle videre
spurgte han mig:
"Hvem er du!"
Resten af gruppen svarede for mig:
- Det er Rolf,
Der har hjulpet os
hele vejen her i Danmark.!"
"Well right!"
PS. Og så ville Morrison have en tur på min gule MZ motorcykel. Han sad op... Men det var trommeslageren John Densmore, der fik turen ud til Rosenvængets Allé,
SvarSlethvor jeg kendte nogle søde piger.
CANNED HEAT
SvarSletBluesrock gruppen
blev installeret
på hotel ved lurblæserne
på Rådhuspladsen.
Jeg var inviteret til privat fest
af "The Bear",
der lå og bollede en kvinde,
da jeg kom ind på værelset.
Han var en meget kraftig mand
med en mægtig vom,
som pigen sad på,
mens han hilste mig hjerteligt,
da jeg kom ind på værelset.
Hele gruppen var samlet
omkring sengen (incl.mig)...
"We love the danes!"
forklarede "The Bear",
og bollede videre...
Alt er enten tavst eller støjende,
lige som alt andet,
det meste af tiden.
Det kræver mod
at modtage sine fjender.
Og endnu mere
at modtage sine venner...
"The Bear" var helt kold
over for alt det,
når man nu var i gang med
at elske.
JIMMY HENDRIX
SvarSlet"Hvordan er du nået hertil?"
"Alle kvinder kan lide
en smule tristesse!"
sagde Jimmy,
da jeg talte med ham,
lige inden koncerten i Tivoli.
"Virkelig,
det var måske derfor,
at jeg overlevede
mit ægteskab!"
svarede jeg,
og beundrede hans Fenderguitarer.
Min søn og jeg overværede koncerten,
hvor Daniel græd
på grund af den høje lyd
fra Marshal højtalerne,
der stod i bjerge på scenen
foran den brændende guitar.
Han satte ild til den
som en finish,
og spillede i øvrigt
gerne med tænderne,
der var smukke og hvide...
Intet sker uden stjernernes susen.
Alting indtræffer pludselig
bundet i usynlig brint.
(Og så nåede han lige under besøget
at komme tæt på en kvindelig kollega
på redaktionen på Politiken...
Al den pirrende smerte -
og måske p.g.a.
den brændende guitar!
Og så var han også
pludselig død
lige som Jim Morrison.
FORTUNE TELLER eller DIT NAVN i SORT
SvarSletSent eller aldrig!
"He got the crazy idea,
that he is operating
the joint alone...
Generer mørket dig?
Godt,
så drik det
som den fineste vin!
Leviathan smiler blegt,
selvom han p.t. er sort.
Just another cross purpose?
Misrygt af en spejlende sky.
Mens mine frosne fingre skriver:
"HUSK MIG! HUSK MIG"
Nu er månen kun
et knivskarpt segl.
Den eneste sandhed,
der er værd at dø for,
er vor korte tid på jorden.