Uprofetisk

Der er infamøst Niels Lyngsøs nedhegling af Ursula Andkjærs Lulus sange og taler i Politiken og Erik Skyums absolutte afsmag for Harald Voetmanns debut i Information (til gengæld var Skyum genuint begejstret for Lulus sange og taler) - begge udkom i 2000 i et samarbejde mellem Lindhardt & Ringhof og Arena, og fordi jeg sad i Arenas bestyrelse, var jeg til min store fortrydelse og ærgrelse for inhabil (selvom jeg ingen part havde i selve redaktionsprocessen) til at anmelde de to bøger, som jeg umiddelbart var totalt vild med, især Lulu, hvilket betød, at jeg af årets stjernedebutanter (tænk hvis man havde være i debutantjury dengang!) kun anmeldte Larserne Frost og Skinnebach. Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad formåede i en dobbeltanmeldelse at gå fejl af den vilde talentfuldhed hos både Voetmann, nu topprosaist, og Andkjær, nu toppoet:

Om Kapricer:

"Der er i bogen et par enkelte prosastykker såsom skitsen "Ananas", der ikke forstøver i meningsløst pjank. Ellers må man sige, at det er et fejlskøn fra forlagets side at lade en forfatter debutere, der hverken har fundet et stof eller en stil endnu."

Om Lulus sange & taler:

Det havde kort og godt set bedre ud, hvis Olsen havde udvalgt og bearbejdet sine 30 bedste tekster frem for at følge det Laugesen-Turèll-Brandt-Bukdahls'ske motto om, at læseren nok skal finde frem til e eller andet godt, hvis digteren blot sammensætter en bog af tilstrækkeligt mange forskelligartede tekster."

(jeg håber og tror, at jeg ikke bliver bevist forkert i min vurdering af Victor Boy Lindholm)

Kultursula og Natursula bliver 50! Engang var hun kun en god anelse!

Som Ursula Andkjær Olsen skriver tidligt i den mirakuløse debut Lulus sange og taler, 2000:

FORSTAND FORNUFT
GODDAG FARVEL
KULTUR NATUR
TRAGIK KOMIK
NOK

Og det var heldigvis ikke på nogen som helst måde NOK!

Og hvor tit er genier rektorer, og hvor aldrig er genier succesfulde, herunder succesfuldt praktisk administrerende, rektorer!!???

Jeg fik anelsen af Ursula i løbet 1999, da hun blev færdig på Forfatterskolen (før da kunne jeg have læst hendes klassiske musik-anmeldelser i Berlingske, men det ved jeg ikke af at have gjort!?), vistnok først i det lille tidsskrift Det 3. Årtusind og så i enquete-antologien Kortprosa 1999 og derpå i Forfatterskolens Afgangsantologi, i hvert fald omtaler jeg hende i mit præmature generationsportræt i (af den unge kritiker Solvej Daugaard og den ung forfatter (fra samme årgang som Ursula) Marius Nørup-Nielsen redigerede) Dansk Noter 1, 2000, hvor hun selv bidrager med uddrag fra debuten og den af mig højtelskede poetik-tekst "Se at få at ord på!", en oprømt hyldest til polyfonien:

"Kigger man nærmere på et par af de mest talentfulde yngste, opdager man en flerstemmighed, der ikke bare er (mere eller mindre monotont) hvirvlende og pludrende, men også er prægnant, eksperimentelt/konceptuelt springende, i og mellem projekterne. Der er Ursula Andkjær Olsen, der hvirvler mesterligt, men som til afgangsantologien Farvel & Goddag har kreeret noget så eksotisk som et (japansk inspireret) NO-spil om (Leibniz') monader (...) (den anden jeg nævner er Harald Voetmann og hans "tre mono-rimede oversættelser af den samme Shakespeare-sonet" i Banana Split)"

Her er Ursulas tekst fra kortprosa-antologien, bandsat umiskendeligt genialt allerede, og nedenunder den forfatterportrættet i Dansk Noter:

TRÆ. VERSION NR. 1

"Overalt var kærlighed, og alt var kærlighed". Den første og den sidste eller den nederste eller den største og den mindste eller den længst til højre og den længst til venstre eller måske den inderste og den yderste og man skal ikke prøve at tælle, for tallet er i vejen, og i foråret stiger utælleligheden, mens regnkuglerne triller. "Nogle elskede glidende, nogle elskede grædende, asymmetrisk elskov, agtværdig elskov, hyggelig elskov, lysegrøn, gennemsigtig, mørkegrøn, blomstret, vissen, forblæst, i frø." Utælleligheden skygger, vinden blæser på den sidste og den øverste og den nederste, det bobler meget præcist af fylde, for ingen er helt den samme, og alle drypper hver især på omgangsformerne. Hverdagsligt, men virkeligt til at tage og føle på; mit bryst har runding og kaffen er god (det gode er ukorrumperbart) og duften er helt nøjagtig. Danper på afstand og slår persiennerne ned, så visse sekunder kom i klemme og måtte vente lidt. Så den længst til højre og den længst til venstre, stiger han op mod overfladen ekker hun ned mo jordbunden og sluger gruset omkring rødderne. Så den inderste. "På et tidspunkt spurgte man hinanden, hvor følelsens væsen var" (for sure tæer). Og den yderste og den største og den mindste og den og til sidst dem alle og de er beslægtede "og" kan forbindes i ranker, den første med den sidste og den øverste med den nederste og den længst til højre med den op ad rulletrapper løber andre slags sætninger, måske har de torne og hvor er din brod og der står en lind i in faders gård og synger. "På et tidspunkt ventede alle på opfyldelsens time". Og de kan spises og gør de godt eller smager de surt, og hvordan de smelter på tungen. Vinen er årsag, virkningen er rus. Smagen sidder på tungen, og er den nu årsag eller virkning, når den sidder dér midt imellem på tungen? Men hvad siger jeg dig, når jeg siger dit navn og tager dig i munden? Fyldtop, fyldt ud, man synger og udtømmer denne time som helt fyldt op folder mæthed i min mund. "Kom den overhovedet?" Jeg tilspørger bare (gnidningsfuldt). Spis langsomt, og du gør dig ingen forestillinger om, hvor du kan opfylde dig med den første og den sidste og den største og den mindste og andre. Din længsel er gemt et sted mellem "op" og "ned" og hver har sin kvist, hvortil den indædt kan håbes. Marguerittens blade er nærmest ens, men gør en forskel, og de kan falde som engle og fylde et efterår, så det bliver sart og stolt som glas, men dybt som Aladdins hule. Hvortil dette "fyld"-begreb (når en rose er en rose osv.) hvis det alligevel er tomt og hvorhen - op? Den ene elskov var af rosafarvet papir og den anden af røgblåt og den tredje af falmet-gult, og de var alle udpræget for store. De blæste også for vinden og imens læste rødderne noget under jorden og måske gik netop de i opfyldelse (opad?) "Men hvordan og hvornår skulle en følelse gå i opfyldelse, når den ikke er et ønske, men bare vokser og falder ned?" Den fjerde blir grøn og af glas og den femte har form som en kugle og den sjette og den syvende og hvorfra ved man de alle har dét til fælles, denne beruselse er til at brække sig over, og man dansede en slow-waltz i opkast, den sprøjtede blødt og snøvlede sølv for den ottende var måske af sølv eller guld, mit hjerte, og hvordan vil du have at de skulle gå i opfyldelse, når de selv fylder op (i bunker) om man må være så fri som en fugl? Og den niende af stål, og det lyder så hårdt, men er rustfrit og blir ikke til støv som de andre og til vinter klistres et lag af kulørt konfetti på top til tå. "Opfyldelsens time faldt af, én efter én, for at begynde forfra ved næstkommende lejlighed." Fyld timen op, hvis det skummer over, så hvad, men uden at udstoppe sjælens skema. Vi ville så gerne at sætningen flød fra nederst til øverst som vand og mælk imod tyngdekraften. "Hvem kom?

Basun-track

Fra debuten, Hvedekorn 2, 1987:

ernst 1921

elefant som første verdenskrig
støvsuger sigmund støvsuger
en bakke fyldt til randen
med de fineste abstraktioner
lige til at spise
landskabet er grumset
og spækket med fisk
for det er da ikke
minotaurus og ødepus
gamle venner
der gemmer sig bag snablens horn
5 metafysiske kaffekander
mens hun lokker lokker vildt meget
handsken er rødrødrødrødrødrødrødrød
stregen er tegnet
huden er igen hvid som sne
solen er en baseball
og hvorfor mon flaget er strøget
og stødtænderne helt gemt af vejen


nu, her, Blogdahl, 28. november, 2020:

ernst 1954 ("Les Canards")

ænderne er ænderne
3 ænder som den træske treenighed
som mine 3 smukke børn
men ænderne er ænderne
ænderne som ånderne som er med os overalt
ænderne som inderne som vi nægter at vide af
men ænderne er ænderne
ænderne som enderne som ikke vil mødes
ænderne som underne vi kan møde hvor som helst
men ænderne er ænderne
ænderne som onderne som dukker op ustandseligt
ænderne som ynderne som er skruet så fint på os
men ænderne er ænderne
som helle helle som jeg i 1987 ikke vidste fandtes
eller ville findes som skrivende som ingen andre
end helle helle og som har skrevet en ny roman
som ligger inde på forlaget men som ingen af os
andre dødelige kan få fat på endnu mærkbart
smerteligt nok og godt jeg ikke dengang havde
nys om hende og skulle vente seks lange år
på eksempel på liv ville sige det
ænderne
ER
ænderne
ÆNDERNE
er
ænderne
ænderne
er
ÆNDERNE
ÆNDERNE
ER
ÆNDERNE

Jeg er altid et nummer foran Jens (med 6 digte mere)

 nr. 1, 1987, med min debut (9 digte)

nr. 2, 1987, med Jens' debut (3 digte)

Blendstrup som rent tilfældigt eksempel

Et af Jens Blendstrups 3 debutdigte i Hvedekorn 3, 2020:

indimellem ønsker jeg at fortsætte

-alle disse drømme som forstøver

eller fylder som store

surmulende blylodder i min lomme

 

jeg har tit tænkt på at smide

de værste ud

de er så ufremkommelige at jeg glemmer

de mindste

 

indimellem ønsker jeg at fortsætte

 

mine arme klør måske er jeg ved at få vinger

i så fald

letter mit sind nok også udover

den stædige busk vi kalder jorden

 

indimellem ønsker jeg virkelig at fortsætte

 

udover den vulkanske aktivitet man mener

findes i en kvinde

engang er jeg faldet i en natlig gletscher

vi lå i en seng og trak

den våde kærlighed op om os 

- en af variationerne over samme digt i jubilæumsnummeret 3-4, 2020:

ind imellem ønsker jeg at fortsætte

alle disse oversavede møgfald som råbes ud over hjernens skakter

eller fylder som store surmulende flyttemænd ved Onkel Dannys plads

 

jeg har tit tænkt på at smide de værste ud

de er så øretæveindbydende at jeg glemmer at solen skinner på Arveprins Knud

 

ind imellem ønsker jeg at fortsætte

mine vagtelæg klækker

måske er jeg ved at blive far

i så fald må jeg være fornuftig en 18 års tid og se det hele lidt mere i fugleperspektiv

 

ind imellem ønsker jeg virkelig at fortsætte udover den sindsoprivende hverdag

man mener findes i ethvert menneske

engang er jeg faldet i et natligt pædagogmøde

vi sad ved et bord og drak te og trak den våde samarbejdsaftale op om os

har dit barn damp eller ADHD eller personlighedsbrist, Yvonne, 28, kan det sove eller har det absencer der minder det om døden i Lübeck? Hvad skal det blive? og har du sat tilstrækkelig ratepension ind til dit barn kan komme på hospitalet, ikke hvis men når det rammes af spiseforstyrrelse eller penismisundelse eller rhinskvin i åleforsamlingen af 1968

 

jeg har fundet en fejl, sagde pædagogen som hed Lillibeth Anemona

og hvad så råbte jeg, er vi ikke alle bare prærieulve og pileurt i livets tombola om jeg må spørge?

jeg hader dine lilla understregninger! din lurvslidte trækken på sætningers Sixten Sparre, din meningsudvekslingsbisiddepebermyntestruktur, din kalveknæede kælen for Sargassohavets plastik jeg har et barn, sagde jeg, det barn bliver voksent, om så det stammer og skyder brandbiler ud af øjenbrynene, al magt til forskellighed, og det man ikke kan beregne, sådan en pædagogisk sildetønde

så gik jeg

 

Jeg har fundet en sti, sagde hun, så gik vi

Kollektiv skabelse: HVEDEKORN 100 ÅR

Børn og tidsskrifter er man flere om at lave - her er Samuel med 100 års jubilæumsnummeret af Hvedekorn, nr. 3-4, 2020. som jeg har lavet sammen med 58 digtere, der er debuteret i Hvedekorn og som i nummeret svarer på deres debutbidrag

Athena roser Cecilie

Den svenske oversættelse, ved Jonas Rasmussen, af Cecilies Mit Barn (som på svensk hedder Mitt Barn) har fået en særdeles positiv anmeldelse i Dagens Nyheter signeret Athena Farrokhzad, det gør glad! Her et uddrag fra og et billede af den gode anmeldelse: 

"I 40:e graviditetsveckan läser jag danska Cecilie Linds ”Mitt Barn”, nyss utkommen på svenska i Jonas Rasmussens följsamma översättning. Det är inte första gången jag ska bli förälder, jag har mina aningar om vad som väntar. Ändå slår dikten mig hårt i de nedre regionerna, som en krystvärk eller en koliknatt. Känslan understryks av att boken består av ett hundratrettio sidor långt flöde, utan vare sig sviter eller andra vilopauser. Lind skriver fram ett lika delar skitigt och upphöjt gränstillstånd där all tid samexisterar. (...) Dikten själv ställer sig inte frågan, den skiter i vilket. Den talar bara, maniskt som nyblivna föräldrar ofta gör, om en av världens mest universella erfarenheter som om den ägde rum för första gången. Och efter hand sipprar världen också in i glimtar, i ett jag som förhåller sig till utsikten att socialen när som helst kan ringa på dörren och vill skydda barnet från våldet i sig själv: ”döden kallar på mig / svälten är så långsam / hjärtstilleståndet till följd av bulimin? fegislösning / kanske en kniv och min vackra handled, men jag törs inte / ett tåg! ett tåg! / alla ska slippa mig, så fort som möjligt / alla ska få ro / särskilt barnet / jag vill inte låta honom växa upp i mitt mörker / jag vållar skada (…) / det måste sluta / varför lät jag mig befruktas?” ”Mitt barn” är en skoningslös och ömhjärtad bok som borde läsas av många. Både av de som lever med barn och de som vill veta något om hur omsorgsarbetet genom sitt radikala beroende utgör samhällsbyggets urscen. I en annan tid skulle den delas ut gratis på barnavårdscentraler, tillsammans med de obligatoriska d-vitamindropparna"

Sebastian i drømme, men i virkeligheden

 Der er nyheder man bliver glad af! At forlaget Amulet, der foreløbig kun har udgivet det første fuldfede nummer af tidsskriftet af samme navn, i 21021, vil udgive Sebastian Nathans debutsamling - ifølge et Facebook-opslag:

"SEBASTIAN NATHAN. Digtsamling. Ømhed og højhuse. Titel kommer

Sebastian, født 1996, har jeg de største forventninger til. (sådan her skrev jeg om ham, da han bidrog til min Ud & Se-serie med ung poesi:  ”Sebastian skriver digte, der på en helt underlig, magisk facon både er vildt luftige og nærsynet koncentrerede, dugfrisk direkte og sammenkrøllet gammeldags”). Han debuterede i Hvedekorn tilbage i 2016 og har siden, på trods af meget tryglen, kun været med to gange (eller er det kun én gang!!??). Han er selvfølgelig med i Hvededebutant-antologien Flasher min tranebærmund og også med i 100 års jubilæumsnummeret 3-4, 2020, der udkommer i morgen og hvor han svarer på et af sine debutdigte. Her er et smukt digt fra Forfatterskolens Afgangsantologi 2019 med smukt ovenpå:

jeg var på tagensborg i mine tanker
og der følte jeg mig rig
meget rig

og jeg følger en tanke gå under

nogle gange føles det som om du sidder i min krop
og så gøre det ondt

der er rare drømme, men så vågner man
hele dagen er søvnig

vi er en gruppe mennesker under et stort lindetræ
den her regn er et kendetegn ved sommeren
voldsom
og pludselig

smuk som bare fuck især når den kommer om natten
det er ikke til at se igennem
men det driver over

Attituderelativistiske dedikationer

 (jeg skrev note i fredagens WA om Rifbjergs dedikationer til Brostrøm - denne her nåede jeg ikke at få med (link til det katalog HER)

[741767] RIFBJERG, KLAUS.Leif den lykkelige junior.Gyldendal, København 1971. 167 sider. Heftet med orig. omslag med smudsomslag. DKK 250* Førsteudgaven. Med stor dedikation fra Ping og Klaus (Rifbjerg) til Kirsten og Torben (Brostrøm): "Gud, hvor var det egentlig rædsomt at være mig./ Og dog".)

Jeg vil gerne fremhæve, som KRITISK SMUKT fordi de afløser hinanden - og dermed også var tvunget til at bekrige hinanden - som generationskritikere, Hans-Jørgen Nielsens dedikationer til Brostrøm:


741090] NIELSEN, HANS-JØRGEN.Verdens/billeder Udvalgte stykker.Borgens Billigbøger, København 1972. 79 sider. Paperback. Omslaget lidt plettet. DKK 300* Med dedikation til Kirsten og Torben (Brostrøm) fra Hans-Jørgen (Nielsen): " -den røde sandhed på side 22 er bl.a. for jer".

[741240] NIELSEN, HANS-JØRGEN &HENNING CHRISTIANSEN.Informations.Edition Panel 13/1. København 1965. [12] sider. Originalt omslag. Velholdt. DKK 850* Af største sjældenhed. Fluxus-udgivelse -uden sammenhængende ord -af Hans-Jørgen Nielsen og komponisten Henning Christiansen. ** Indlagt: Følgebrev til Torben Brostrøm af Hans-Jørgen Nielsen om bl.a. denne publikation.[741215]

NIELSEN, HANS-JØRGEN.'Output'. nye stykker.Borgen, København 1967. 1. oplag. 63 sider. Heftet med orig. omslag. DKK 300* Med dedikation til Torben (Brostrøm) fra Hans-Jørgen (Nielsen). Med tidstypisk, farvestrålende omslag af Poul Gernes.[741214] NIELSEN,

HANS-JØRGEN.Fra luften i munden. Fantasistykker. Borgen, København 1968. 1. oplag. 61 sider. Heftet med orig. omslag. DKK 250* Med dedikation til Torben (Brostrøm) fra Hans-Jørgen (Nielsen).

[741216] NIELSEN, HANS-JØRGEN.Vedr. visse foreteelser/en hvidbog.Borgen, Valby 1967. [12] sider. Originalt, sort, bogtrykt omslag. Velholdt. DKK 650* . ** Indlagt: Pamflet af Hans-Jørgen Nielsen -Modersmålets pris -Det Ny Samfund (c. 1968). Med dedikation fra Hans-Jørgen Nielsen til Torben Brostrøm.

740912] NIELSEN, HANS-JØRGEN.Hælen. Et digt.Tiderne Skifter, København 1981. 84 sider. Heftet med orig. omslag.DKK 150* Førsteudgave. Med dedikation fra H.J. og Taina [Ørum] til Kirsten og Torben [Brostrøm].[741026]

NIELSEN, HANS-JØRGEN.HAIKU. Introduktion og 150 gendigtninger. Kalligrafi ved Reiko Okada.Borgens Billigbøger, København 1973. 2. udgave. 184 sider. Illustreret i s/h. Paperback. Velbevaret eksemplar. DKK 300* Med dedikation til Kirsten og Torben (Brostrøm) fra Hans-Jørgen (Nielsen)

3000 er jo ingenting

- hvis man havde dem sådan bare liggende omkring - for den uopdrivelige førsteudgave af Dan Turèlls dåse-digte med smuk dedikation til Torben Brostrøm (link til kataloget HER):

Min Shu-bi-anekdote

Vores konfirmationshold skulle med vores konfirmationspræst, min fars gode ven, den senere Aarhus-biskop Keld Holm, ind til en eller anden kirkelig radioudsendelse, der jo nok hed "Tro" eller noget i den retning, og jeg kan virkelig ikke huske, hvad vi sagde, eller talte om, selvom jeg mener, at både min ven Christian og jeg kom til mikrofonen, men jeg kan huske, at vi måtte ønske et musiknummer, og så ønskede vi Shu-bi-duas helt nye Dallas-sang, men den måtte vi ikke ønske, og jo klart nok fordi den var for fræk, og det blev Keld Holm rigtheous forarget og vred over, hvis vi måtte vælge, måtte vi have lov til at vælge frit, og det synes vi var vældig cool, at han blev (jo sjovt nok en rigtig avantgarde-oplevelse og -erfaring: noget tekst er for galt forbudt) , her er teksten til sangen, gloriøst ja nærmest guddommeligt plat: 

Før var Dallas kendt som byen
Hvor Kennedy blev skudt
Men efter Ewing-klanen kom
Er byen fuld af krudt.
Vi elsker dem fordi - de er så menneskelige
Og så spiller de så godt.
Da Pam blev fri fra skolen
Og den sidste filipens

Fik hun Bobby Ewing
Og en stor Mercedes Benz.
Vi elsker Pam fordi hun er en naturlig pige
Og så gør hun Bobby glad.

Igen og igen og igen og igen og igen
Hun gør det igen og igen og igen og igen
Med Bobby i sengen - med Bobby i bad
Med Bobby når Bobby får morgenmad.
I næste uge gør hun det sikkert igen.

J.R. elsker olie og sig selv og andre pi'r.
Han stikker så'n til konen
At man sku tro han var fakir.
Vi hader ham fordi det er noget svineri
At behandle hende så'n.

Igen og igen og igen og igen og igen
Han gør det igen og igen og igen og igen

Jock er meget gammel, Jock er meget sløj
Miss Ellie synes, at livet kun er Jock i undertøj
Vi elsker hende, fordi selvom hun er rig
Ka' hun græde ligesom os
Igen og igen og igen og igen og igen
Hun gør det igen og igen og igen og igen
Køerne kælver, og Lucy ta'r på
Kulisserne skælver, hvordan ska' det gå
I næste uge, når Dallas kommer igen?
Igen og igen og igen og igen
Igen og igen og igen og igen og igen
Vores egne problemer er få og små
Det største er; hvordan ska' det gå
I næste uge, når Dallas kommer igen?

Behersket 18 år gammel Shu-bi-dua-påksønnelse

 I dag ville jeg være mere ubehersket begejstret for klassikerne (men sikkert lige så vranten på senværket)

En tanketorsk - en gulerod

13. december 2002 Weekendavisen.dk

Vuffelivovet. Gennemlæsning af Shu-bi-duas samlede værker leverer ingen tungtvejende argumenter for en fuld, poetisk rehabilitering.

FREDAG morgen havde jeg for mine kvikke studerende på Københavns Universitet kort gennemgået den danske pop/rock-teksts historie og fået nævnt både Steppeulvene, Gasolin, Røde mor (Smæk!), C.V. Jørgensen, Gnags, TV2, Kliché og næste og sidste gang skal min avantgarde-humoristiske danske litteraturhistorie selvfølgelig kulminere med rap: Den Gale Pose & Malk de Koijn & Zaki.

Da jeg efter timen slog et smut omkring redaktionen, blev jeg imidlertid ramt af akut dårlig samvittighed, for dér lå det gigantiske bogværk Den store Shu-bi-dua med de samlede tekster og becifringer og strålede sort. Jeg så ingen vej udenom at konfrontere mig direkte, og nu sidder jeg lettere udpumpet mandag morgen og skal mene ting i avisen. Og i al korthed er min mening, at Shu-bi-dua rent poetisk holder lige præcis den dér mindste smule, man havde mistanke om, og som i hvert fald kvalificerer til en linie eller fem i den humor-avantgardistiske litteraturhistorie.

Det eneste vægtige bidrag til litteraturen om Shu-bi-dua som litteratur er Dan Turèlls artikel Ti år med Shu-bi-dua: I samfundets storfamilie (optrykt i Turèlls As Time Goes By..., side om side med artikler om Per Højholt og Herman Bang, sigende nok). Turèlls ti sider strækker sig en god del længere end bukserne kan holde til, men hans pointer er stadig præcise nok, nemlig dels at problemet med Shu-bi-dua i en rockn roll-sammenhæng er deres nordjsællandske ubekymrethed, dels at de markerer vejen væk fra rock/pop og tættere hen imod en slags revy-form og gladeligt vedgår deres pjankethed: I tider som disse er det klart, de får at vide de repræsenterer anti-bevidsthed, forstået: lal. Og det gør de også. Lal er vigtig, også som befrielsesvåben og ikke kun i en skolegård.

Når man sidder og læser de over 250 tekster, slår det en, at der ikke bare er mængder af tungrøvet lal (og mergelgrave af julesange og hunde(lort)sange), men også oceaner af tyndbenet oprigtighed, især på de seneste plader, kærlighedsschlagere og posemandsoder, hvilket (uden synderligt held) peger bort fra lalle-identiteten. De mest mindeværdige Shu-bi-dua tekster er og bliver de mest energisk lallet vitsende og ordspillende, enten løsagtigt ud i det blå eller også tidens tegn-satiriserende à la gode gamle Ærbødigst; et godt eksempel på det sidste er nummeret Askepot apropos LaCoste-modetøj: Der vil altid være en dille/ et lille modedyr/ Som lever af at spise dine penge/ Hvis de fik det som de ville/ Dem der sidder og syr/ Så skulle vi gå/ Med tusind lapper på.

Man kommer ikke udenom, at det pureste pjat optræder på pladerne fra halvfjerdserne og allerførst i firserne, jeg kan stadig spontant bryde ud i det åndssvage omkvæd fra Livets pølse: Men sådan er der jo så meget/ Livets pølse er speget/ Odin og Thor/ sidder og glor/ og danser tutti-frutti hele natten. Men også på de senere plader er der nu og da ansatser til seriøs ekvilibrisme, disse linier er dateret 1997: Du kan gøre mig stør, når du ser på mig/ Du kan gi mig kuller/ Det er svært at finne en sild som dig/ Må jeg gyde på en vand. Og når deres rap-parodi Foggin rap først taler fupamerikansk således: I was just walking down the street and I felt like fog/ My girl just left me with my friend a big motherfogger/ And she herself is nothing but a koksokker og derpå undersætter til shubi-dansk således: Jeg gik ned ad hovedgaden med min røgmaskine/ Så mødte jeg et par piger der begyndte at hvine/ Så viste jeg dem da bare Boserups sokker/ Og stik mod forventning gik de helt amok, kan man da blive nødt til at overgive sig og vitterliggøre deres reelt eksisterende slægtskab med guddommelige Malk de Koijn!

Shubrealisme

 er surrealisme for begyndelser for så mange af os - Michael Bundesen In memoriam:

LIVETS PØLSE

Lysene tændes i Tokyo, Paris lukker skodderne til
men ovre i Thailand står der en vejmand
og sætter livet på spil
Han står og graver kloakker
og plus'li falder han i
så råber hans makker: iwouiioiiiiiii
Lysene slukkes i Tokyo, og solen står op på Parnas
og midt i Torino, står en albino
i skyggen og ta'r et par glas
men hans liv er i fare, ja om lidt er han væk
han lod sig narre og drak usynligt blæk

Men sådan er der jo så meget
livets pølse er speget
Odin og Thor
sidder og glor
og danser tuttifrutti hele natten

Mosekonen brygger i Tokyo, og tågerne lammer Paris

nok en albino blir født i Torino
og et thaibarn får et par ris
ak ja der sker jo så meget
det ka vær' svært at forstå
livets pølse er speget, kom lidt syltetøj på

Men sådan er der jo så meget
livets pølse er speget
Odin og Thor
sidder og glor
og danser tuttifrutti hele natten
Mosekonen brygger i Tokyo, og tågerne lammer Paris
nok en albino blir født i Torino
og et thaibarn får et par ris
ak ja der sker jo så meget
det' svært at forstå

livets pølse er speget, kom lidt syltetøj på
livets pølse er speget, kom lidt syltetøj på
livets pølse er speget, kom syltetøj på

Men glad for Lou og David selvdølgelig

 der er inkluderet med "Perfect Day" og "Life on Mars" henholdsvis

På en perfekt dag
er der liv på Mars

Og for syv søren "Joakim Vilandts Højskolesang"

fra samme Hvede-sangnummer, som jeg tror og håber jeg officielt foreslog sangudvalget, i bladet kan man se noderne til Hoakims egen uhyggeligt fængende og højskoleagtige melodi:

Joakim Vilandts Højskolesang

 

Grim du kan besydle


ov Skæbner trejke væk.


Men Viljan, den er vor Styrke


ov staar med Blod ov Blæk!


Ov hvis du kan leve


med Smerte ov Sod paa din Haand,

saa gravar du dybt,


hvor Ingan kan bunde,


hvor Jætten har sin Stavn!

 

Dø du flagrar Fanen,


ov Landet sejrar stolt.


Vor Sejr den kan vi fejrar


som Spillet med en Boldt!


Vort Land ær ej evig,


en Dødt førar kun til en Dødt,

ov gravar du dybt,


hvor Ingan kan bunde,


ve Jætten være med!

 

Skove ær kun Brande,


ov Have Salt ov Sand.


For hvem ær Kloden et Givat,

for hvem ær Livet Vand?


Ær Vand kun til Drikke –


ær Kjødet kun til vor Lyst –

saa gravar du dybt,


hvor Ingan kan bunde,


saa tales Jættens Ryst!

 

Mennesken det Onde,

gi osse Kloden fri.


La ikke Djævlene vinde,

ov Livet gaa forbi!

See, nu ær vi Ængle –


vi kjæmpar i Menneskens Navn –

ov gravar du dybt,


hvor Ingan kan bunde,


ær Jættens Hul din Stavn!

Hvor er min lighter i Højskolesangbogen

Jeg er åbenbart enig med Pia Kjærsgaard i at savne Shu-bi-dua i Højskolesangbogen, men endnu mere - og det fik jeg ikke nævnt i min anmeldelse, der burde have været i hvert fald fire gange så lang - savner jeg Line Knutzon, selvfølgelig "Hvor er min lighter"

men også den her fra Hvedekorns sangnummer, 4, 2014:

KVIST

(Bondesang ca. 1599)

 

Man tager en lille kvist

Og bærer den ved sit bryst

Så lægger man den lige her

Men så skal den ligge der

 

Så flytter vi den tilbage

Og lægger den f.eks. der

Men så kommer bonden og råber

AT NEJ, den skal ligge der!

 

Så går vi tilbage og tager

En kvist og lægger den der

Men så var det også den forkerte

I stedet, så ligger vi den der.

 

Og når vi så har taget

En kvist og lagt den der

Så begynder det at blæse

Og så ligger kvisten der.

 

Så ved vi ik` hva` vi skal gøre

For kvisten den ligger forkert

Så står vi længe og kigger

Det er faktisk virkeligt svært

 

Så lægger vi den på jorden

Og tænker: nu det nok

Men så kommer bonden tilbage

Og slår os med en stok

 

Senere på året dør vi

Af fattigdom, pest og kulde

Det er bedre at leve sit lorteliv

I mørket under mulde

HOJ/HØJ

 Denne uge har jeg anmeldt den nye

HOJ

+ den nye

HØJSKOLESANGBOG

og måske faktisk er det Hans Otto Jørgensens nye, Dead man walking / Mamrelund, der er den nye højskolesangbog