Merete Torps ekstradigte

Jeg omtaler i en note i dag i WA om tavse digtere "mesterlige" Merete Torp (de største 80'erdigtere er, med langt ned til nogen nr. 3, Jac og Torp), hvis Digte III, vi har ventet på siden 1996, da hun udgav mesterværket Digte II. Torp debuterede som 16-årig i Hvedekorn 3, 1972, med tolv digte, hvoraf de otte ti år senere indleder debutsamlingem Digte II, 1982 - her er de fire ikke mindre fremragende, som ikke fik lov at komme med i debuten (og i går skrev jeg et brev, hvor jeg inviterede hende til at bidrage til Hvedekorns 100 års jubilæumsnummer, 3, 2020, gid hun svarer - med poesi!):

skriget,
brændes længere end muligt,
i tankens snoede verden,
svævende som troen,
diffust som fantasien,
enkeltkommunikation, fælles,
glæden blir forjaget,
bort fra sine marker,
hvor er det, det sker,
med livet,
med dig,
den smule drejer,
drejer og gir op,
for os alle,
det er alt,
det blir intet,
der skal gi.

rusens tindrende bjerge,
lysende som solen,
gir mig den kraft,
som jeg troede var skjult,
fantasien maler,
maler de billeder, der blev tænkt,
mod det skærende intet,
som i virkeligheden
var den flugt,
flugten,
flugten, som kom ridende den nat,
natten, hvor virkeligheden var skjult
bag et slør af tåger.

solen,
lyset kører,
glæden hvirvler,
glæden består.

savnet,
det tome savn da du rejste,
følelsen, der danser,
danser den sidste dans på nåle,
når jeg ksal til at banke,
banke på din væg,
hører jeg en stemme, der siger:
spar dine kræfter,
der er ingen,
ingen på den anden side,
så sætter jeg mig ned og venter,
venter en time, et døgn, en uge,
jeg rejser mig,'
banker,
jeg hører en lyd,
svaret,
banket,
det er skut med at vente,
vente på svar