Gennem telegrafisternes vidtstrakte kontorlandskaber; over telegrafens tikken høres gråd —— Guldrandede
dokumenter, salgsaftaler, krøllede og fedtede traktater,
et udkast til en (på papiret) langt mere elegant
grænsedragning i en politisk sprængfarlig del af verden,
hede kærestebreve, ægteskabskontrakten, fødsels– og
dåbsattester, andre lødige attester, bunker af stive,
kaffeplettede attester, rødvinsplettede skilmissepapirer,
bandbuller, samizdater, festtaler en masse, opbyggelige!
limericks, partituret til både en strygerkvintet og en
fuldtonet komisk opera, librettoer, ere forkastet, men
også den, man i sidste ende valgte: Libretto di risparmio
per bambini... ——— Handel, krig, familie, litteratur:
Romaner og knækket poesi, skæbnefortællinger,
skjoldede folieark med blækket myresnak, tætskrevne,
pinagtige erindringer, følsomme, personfølsomme,
kælne og modvillige erindringer, små, smertefulde
glimt fra en tåbelig aften, løfter om nye tider og et
aldrigmere ligger og smuldrer, står i vakkelvorne
stabler svimlende, rådner.
&
Valsen er til ende. Orkesteret hviler.
Celloen er gået ud for at trække lidt frisk luft på dækket. Frisk luft og et nip af lommelærken, det er, hvad celloen går på dækket efter. Celloen er øm i lårene. Lommelærken er snart tom. Celloen savner sin familie derhjemme. Celloen betragter havet: Livligt. Celloen ser på sine hænder; ser især på den venstre. Hun stikker den højre — buehånden — i bukselommen. Med den nere hud på venstrehåndens tommel ngers blomme kærtegner hun den hårdere hud på de øvrige fi ngerspidser.
Violinen og bratschen konfererer med flyglet. Endnu en vals? Det lader til, at der er enighed om endnu en vals.
En træskovals!
Enkefru Karlsen slipper professorens hånd og parret bryder op. Fra bordet har man fulgt dansen med stor indlevelse.
Dommen lyder, at Dandsen var uhyre animeert!
Celloen er gået ud for at trække lidt frisk luft på dækket. Frisk luft og et nip af lommelærken, det er, hvad celloen går på dækket efter. Celloen er øm i lårene. Lommelærken er snart tom. Celloen savner sin familie derhjemme. Celloen betragter havet: Livligt. Celloen ser på sine hænder; ser især på den venstre. Hun stikker den højre — buehånden — i bukselommen. Med den nere hud på venstrehåndens tommel ngers blomme kærtegner hun den hårdere hud på de øvrige fi ngerspidser.
Violinen og bratschen konfererer med flyglet. Endnu en vals? Det lader til, at der er enighed om endnu en vals.
En træskovals!
Enkefru Karlsen slipper professorens hånd og parret bryder op. Fra bordet har man fulgt dansen med stor indlevelse.
Dommen lyder, at Dandsen var uhyre animeert!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar