Har jeg egentlig nogensinde være rigtig streng overfor Ib Michael

(s bøger)?

Ork, ja, jf nedenstående to tekster - en aversionsopsummering og en anmeldelse

Men nogensinde uretfærdig?

Mais non!

Yndlingsaversion nr. 6: Det knager i regnbue-isen

22. februar 2008 Weekendavisen 

Er hint møgforkælede smertensbarn, orlogskaptajn Ibbermand Michaelsens havblånende charmeadjektiver.

Endnu en aversions-klassiker: Ib Michael og begyndelsen på hans kitschfest af en roman fra 1997, Prins. Jeg har med sorg og glæde anmeldt Ib Michael siden 1990 (= digtsamlingen Vinden i metroen, poesi som et forfatterskabs tekniske uheld: sne på skærmen), men sidst i 1990erne, efter min transfer fra Kristeligt Dagblad til WA, måtte jeg ufrivilligt gå på en kold tyrker, hverken Prins, novelle(op)samlingen Atkinsons biograf eller - suk - dagbogen Mit år blev øremærket mig.

Jeg kan huske, at jeg specifikt med Yndlingsaversionerne for øje købte et Gyldendal Paperback-eksemplar af Prins inde i Hovedbanegårdens Gad-bogshop. Som nu, da jeg havde brug for bogen til føljetonen, pludselig var forsvundet, og hvor søren kunne den være blevet af? Måske har jeg bare glemt den ude i virkeligheden engang, for det er nogle år siden, jeg gik over til friskere Michael-aversioner som Rosa Mundi, Grill, Blå bror og sidste års Sorte huller (i de psykedeliske uldsokker).

Jeg syntes, det var interessant at se, om et lavpunkt som Prins i et populært forfatterskab som Ib Michaels stod in print og til salg på boghandlernes hylder og planlagde i formiddags følgende ekspeditionsrute: Gad på Hovedbanegården, Kleins Boghandel på Gl. Kongevej, Gad i Frederiksberg Centret, Frederiksberg Bibliotek, men sørme om jeg ikke var heldig allerede på Hovedbanegården, hvor den lille, violette paperback, jeg kendte så godt, stod og skuttede sig ved siden af en fed hardbackudgave af (reelt glimrende) Vaniljepigen, og kostede sølle 98 kr. (men ingen anmelder kvier sig ikke ved at give penge for en ny bog).

Hjemme igen tjekkede jeg i boghandlernes og forlagenes (nu kynisk nedlagte) fælleskatalog, hvad der faktisk var kommet af gode prosabøger i 2007, og flere, Kirsten Hammanns Bannister, Christina Hesselholdts Udsigten, Hans Otto Jørgensens Riggo havde ikke noget imod det abstrakte, Pablo Llambías' Rådhus, Henning Mortensens Tvillingerne, er faktisk til at købe i samle- og billigbogsudgaver ifølge gyldendal.dk, men hvad så med Janina Katz' sorgmuntre erindringsroman Putska, ja, hvad med alle Katz' (i også et internationalt perspektiv) aldrig mindre end fremragende prosabøger, hvoraf ingen, selv ikke WA- og BG-pris-kandidaten Drengen fra dengang, 2004, er in print, hvad med DEM!?

Ib Michael er et smertensbarn, fordi han kvalitativt er så forbandet ustadig, og ikke er det med vilje, men kun med vanilje, for han er ikke bare et smertensbarn, han er et møgforkælet smertensbarn, der indtil nyligst fik hysterisk begejstrede anmeldelser no matter what (Politikens Søren Vinterberg på bagsiden af paperback-Prins: »Han har skrevet sit hidtil modneste mesterværk.« Nej, snarere sit hidtil umodneste makværk, men det kan åbenbart komme ud på et).

Ib Michael er ikke som Jens Christian Grøndahl en cyborg, han er en forvildet, oprigtig talentfuld inka-fortæller, på hvis ømme skulder en selvfed, oprigtigt talentløs lyriker-abe troner, der i kritiske, det vil sige uinspirerede, stunder har det med at overtage kontrollen og lyrisere løs kækt og insisterende; den nyindkøbte begyndelse på Prins lyder sådan her:

»Det begynder i dis [og som fis LB]. Højt oppe på kloden, hvor ingen mennesker ser det, sprækker isen med smæld over hvide fjorde. Der bliver havblåt mellem flagerne, natten, som varer det halve år, hvor solen står under horisonten, er omme. Det knager i iskanten, revne jager revne [girl-on-girl-action? LB], da et glasbjerg - på størrelse med eventyrslottet, med tårne og takker og vinduer, som sneen længe har dækket - knækker af og står til søs med de hylende vinde.«

Det er hverken kling-klangfylden (æ'er, k'er, t'er) eller polar-Disneyficeringen, jeg vil pege fingre ad, det er det, lille, altafslørende farveadjektiv: »havblåt«: for hvad er det, der er havblåt, det er HAVET, som det dukker frem mellem isflagerne, OG HVAD I ALVERDEN FOR EN SLAGS BLÅ SKULLE HAVET ELLERS VÆRE? Top-tautologien afslører, at Ib Michaels lyrikerabe slet ikke er interesseret i, hvad hans lyriske abekattestreger betyder, men bare i at de lyder - lyriske.

Af en prinsefarvet prins, der skriver litteraturfarvet litteratur sortfarvet sort på hvidfarvet hvidt.

En rose så jeg skoddet

14. april 2000 Weekendavisen

Misfoster. Når Ib Michael har skrivekrise, skriver han lyrik, eller er det omvendt?

Ib Michael: Rosa Mundi. 92 sider. 175 kr. Gyldendal. DET er nøjagtig ti år siden, Ib Michael sidst skrev en digtsamling, Vinden i metroen var titlen, og den er der garanteret ikke særlig mange, der kan huske. Med god grund, for den var ikke særlig god, men selvfølgelig fik den gode anmeldelser (oh Erik Svendsen). Mere gny står der om Michaels første digtsamling, Himmelbegravelse, fra 1986 (flapcitat af (oh) Jens Andersen: »Den er esoterisk, eventyrlig, tindrende, blåøjet og klokkeklingende«), som heller ikke er ret mange sure flyvefisk værd, men der er jo alt det her med Tibet og lige netop himmelbegravelsen (gribbenes afpilning af den dissekerede munk, way to go), en vældig citron, som Michael har forstået at presse til det yderste (kilroy, kilroy, kilroy, KILROY). Metro-bogen har bare Rom, nogle Pound- og Malinowski-identifikationer og en gumpetung hval-legende, grundlæggende er det dog to versioner af det samme åndsforsnottede, pseudo-dybsindige, lalleglade kunstneriske forlis. Og nu gentages operationen så - Nordkaperen hjælpe mig - en tredje gang, med den nye digtsamling med den ikke just lavmælte titel, Rosa Mundi, der jo betyder så meget som Verdens Rose, en rigtig Mystisk sag, som digteren ikke rigtigt kan stille noget fornuftigt eller interessant eller sjovt eller smukt op med, men det lyder jo dybt, igen og igen og igen, og så kommer der helhed på vagheden.

Bogen er bygget op af en række ikke videre sammenhængende (åh jo, der er fugle og Ikaros og en digters fald, MÅ JEG VÆRE FRI!) scener, eller med et passende fisefornemt ord, suiter (det bør bogstaveres sweeter), der mere eller mindre overlappende og ustadigt afløser hinanden. Dette usikre format er bogens grundlæggende, for ikke at sige eneste motor og struktur: der arbejdes ikke med noget, der bare ligner værkmæssig dynamik i eller mellem digtene. Hvilket jo alt i alt bliver til en hoben kvaliteter, eller mangel på samme, som jeg ellers plejer at propagandere gladelig for her i spalterne, distraktion, digression, roderi, ujævnhed, etc. Men det er jo alt sammen kun noget ved, hvis det udføres med poetisk engagement og temperament, og med en fundamental forkærlighed for forskelle. Ib Michael nøjes med at lade ligheder sløvt dejse ind i hinanden i en løs, selvforelsket notatstil. Her er et karakteristisk umarkant eksempel fra sweeten, Jagtfugleidentifikationer: »Resten oplever jeg i dyrets mørke./ Han taler længe med en enhjørning/ (hesten tripper uroligt under ham)/ han synger en vise af helligt enfold/ under jomfruens tårn.// Han rider ned til stranden/ forvandlet til en troubadour/ i grønne hoser. Han mumler med/ bølgerne - og brændingen/ stjæler hans ord.// Han hægter en ring om min fod/ placerer mig på saddelknoppen,/ og sidder af. Han samler sten,/ slår dem mod hverandre, lader dem/ strømme med dagklare lyde/ fra hånd til hånd.« Hvad skal vi dog bruge det til, og hvad skal digtere dog bruge det til? Teksten udviser en næsten total mangel på spænding og energi, de få, små forsøg på prægnant tale bliver enten til pinlig patos , »Brændingen/ stjæler hans ord« eller rene anstrengtheder, »dagklare lyde«, for slet ikke at tale om »hverandre«! Det er, som om Ib Michael gør en genre af sin manglende inspiration. Forfatterskabet har da også siden erindringstrilogiens andet bind befundet sig i en veritabel kunstnerisk krise. Som for tre år siden kulminerede i kitschfesten, Prins, der til gengæld er blevet en stor succes i (oh) Amerika. Og det kan jeg da godt forså, at forfatteren er forfjamsket over: Skal han blive millionær, eller skal han besinde sig på den kunst, der var engang. Men hvad har poesien dog gjort, at den skal lægge ryg til det. Sådan her formulerer manden det selv i et interview her i tillægget: »Nu skriger de internationale forlæggere på en roman. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle lave en digtsamling. En digtsamling er en akut proces, så fri mig for enhver central-lyrisk analyse. Jeg håber kun, at digtene er flygtige nok til, at du tvinges til at læse dem igen og igen. Som Gunnar Ekelöfs digte, han er min Vergil.« En virkelig imponerende blanding af ydmyghed og indbildskhed, må man sige, og til overflod, beskæftiger en af suiterne sig med Arthur Rimbauds liv og digt. Indledningsvis kunne Michael jo forsøge at leve op til f.eks. Rolf Gjedsted (modløst gøres der forsøg med både Gjedsteds gotik og Laugesens samfundssatire). Det eneste dette sjask kvalificerer ham til, er akut indlæggelse på Arthurs trommehospital for engle. I en enkel sweete er han lige ved at tage sig sammen, han buser på med både semisystemisk struktur og semimetrisk klokkeklang, men heller ikke her vil skriften kendes ved nogen grænser (og så kan de jo heller ikke overskrides) så det bliver bare til højere fims i stedet for lavere: »Jeg stiger nu og vinden stiger til en hylen; de øvre stokværk/ mangler sten og tegl og store huller lyser ind i himlens/ bare grundstof. Gelænderet som førte mig så vidt er (..)« Stiger og stiger, himlens bare, gelænderet fører ikke for vidt, tværtimod, læseren rutscher nedad, og han får splinter i røven, og det er altså ikke den slags torne, poesiens rose er gjort af.