Pege-Inger. Inge Christensens intrikat tankedansende essays genudgives
i ny, musikalsk, elegant sekvens, visdom fås ikke heftigere
Fugl Fønix: Findes stadigvæk ikke
Ingen Christensen: Essays – del af labyrinten &
Hemmelighedstilstanden. 264 sider. 299,95 kr. Gyldendal
Af Lars Bukdahl
Efter endt, rundtosset læsning af sønnen Peter Borums
re-komposition af essayene i Inger Christensens to navnkundige essaysamlinger, Del af labyrinten, 1982, og Hemmelighedstilstanden, 2000, til et
samlet bind Essays og efterfølgende, adspredt
bladren i sidste års kæmpebind med efterladte papirer, Verden ønsker at se sig selv, har jeg opdaget, at der er en
uskrevet tekst af Inger Christensen, som vi fatalt mangler! Og som det
forekommer yderst vigtigt at notere og begræde fraværet af:
Christensen skrev
til den såkaldte skriftrække Krise &
Utopi, udgivet af Gyldendal og redigeret af IC, Niels I. Meyer og Ole
Thyssen, i de første fire af de fem bind, der 1979-1981 nåede at udkomme, fire opslag
til et ”Forsøg på utopisk ordbog”, ”Afrealisering”, ”Arbejde”, ”Energi”, og ”Broderskab”,
som i deres frygtløst skarpsindige forfra- og gennemforgrubling af alt og det
hele ville have elevateret hende til instant
europæisk mesterfilosof,-status, hvis de var udkommet på fransk i et lille,
nøgent Galimard-bind i stedet for
skjult i en sen-70er-mudret såkaldt skriftrække.
I de efterladte
papirer optræder nemlig en utrykt tekst, ”Utopisk ordbog. Fortsatte
brudstykker”, med små definitioner, der henviser til både systemdigtet alfabet, 1979 – ”frygt: angst, ængstelse,, uro, bekymring, skræk, panik, rædsel,
forfærdelse, gru (se desuden terrorbalance/ Fugl
Fønix: findes stadigvæk ikke” – og til de fire tekster i Krise & Utopi-bindene. Og nu kommer
vi omsider til kriminalistikken: Under opslagsordet ”kærlighed” står der:
”(se Krise &
Utopi nr. 6, endnu ikke udkommet)”
Det vil sige, at
hvis Gyldendal ikke havde stoppe skriftserien, så havde Inger Christensen
fortalt os, hvad kærlighed er! Og det kunne vi jo nok have brug for at få at vide.
Læs bare det sidste, hun skriver om det skrumlede, gamle ord ”broderskab”, som
hun nemlig pudser helt nyt og lysende:
. ”Hvis det falder mig ind at sige ’jeg er en fisk’ – så er
jeg selvfølgelig ikke nogen fisk, men det primære er at jeg med denne sætning
kn få en viden ikke alene om fisken, men også om mig selv, som jeg ikke kan få
på andre måder./ På en sær måde er det det samme, når jeg siger ’jeg er et
menneske’. Jeg er selvfølgelig et menneske, jeg ligner et menneske, men ved at
lytte til selve udsagnet, og denne lytten er en undren, fik jeg en viden om mig
selv, men også om mennesket. Her begynder broderskabet, som en afrealisering af
min undren over at være menneske.”
Derfra skulle definitionen
af kærlighed begynde. Stavekontrollen sætter en rød streg under ”afrealisering”,
den utopiske ordbogs centrale og første ord, som Christensen har opfundet selv
som en modsætning til tidens løsen om at realisere sig selv: ”Min
selvrealisering, min magt til at lede og fordele min hverdag og dens uhyggelige
tryghed bliver eksemplarisk for den vestlige kulturs realisering af alt, rub og
stub, i billedet af den vilde vækst.”
Christensens formuleringer
er så højspændt, traktatagtigt koncentrerede og hendes formler for samfund og
eksistens så suverænt marsbo-originale, at jeg virkelig ikke tør parafrasere.
Dette er så tæt opslaget om afrealisering afslutningsvis når en definition af
samme, hold tungen lige i hovedet:
”Med min særlige
disposition (mine anlæg, som er det hvormed jeg henvender mig til andre) genkender
jeg verden på én gang som den er og uophørligt finder sted og som den ikke har
fundet sted. Ikke før. Det er dette ikke-sted, som hver gang et menneske fødes,
med rette kan kaldes en utopi.// Hvis denne utopi er opbrugt den dag barnet
træder ind i det vi kalder de voksnes rækker, begynder barnet at realisere sig
selv, for at der dog skal være noget til stede, i stedet for at afrealisere sig
selv, fordi alt allerede er til stede.”
Så giver jeg lige
min og læserens hjerne en kort pause!
Begge nu
sammenbragte og ”sammenflettede” essaysamlinger er opsamlinger af tekster
skrevet til alskens sammenhænge 1969-1994, i de seneste år fortrinsvis tyske
sammenhænge, eftersom Christensen på den anden side af grænsen opnåede stor
anerkendelse og måske faktisk større, på grund af anderledes selvfølgelig
genirespekt, end hertillands. Den ufærdige serie af opslag til den utopiske
ordbog ligner et fragment af det hele, fuldendte poetologsiek/filosofiske værk,
Christensen aldrig fik skrevet. I deres lynblinkende brogethed kan de samlede
essaysamlinger minde om Per Højholts essayopsamling, Stenvaskeriet, bortset fra at Højholt da allerede havde skrevet
hele to boglange poetikker. Til gengæld ligner forfatterskabet som helhed, med den
lille perlerække af poetiske mesterværker, det,
Brev i april, alfabet, Sommerfugledalen,
og så disse spredte, men brillante essays, slående T.S. Eliots forfatterskab
(bortset fra at Eliot ikke skrev tre brandoriginale romaner oveni). Mens selve
Christensens mix af poetisk tænkning og tænkende poesi i dag praktiseres
familienært af Ursula Andkjær Olsen.
Udover den utopiske
ordbog tæller brillant-teksterne det store essay, bogens yngste, om den
kunstneriske proces, ”Tilfældighedens ordnende virkning”, credo-essayet
”Terningens syvtal” (”Gud er ikke død,
siger jeg til mig selv. Gud er den samtale mennesket fører med sig selv, eller
omvendt: den samtale universet fører med mennesket for at komme til bevidsthed
om sig selv”), inspirations-essayet ”Hemmelighedstilstanden” og den hypnotiske remse
om Roms fontæner, ”Vandtrapper”, der virkelig ikke hører hjemme i en essaysamling,
men det har den så besluttet at gøre alligevel.
Blot fremragende er
fodnoterne til det og alfabet, de alt for korte nærlæsninger
af Dante, Ewald og Aarestrup, barok-præsentationen ””Jeg tænker, altså er jeg
en del af labyrinten” og de mere traditionelle, men samtidigt ekstremt
Christensensk tætvævede erindringsessays ”Frihed, lighed og broderskab i
sommerhuset” og ”Samspil”.
Men jeg vender
forbistret fascineret tilbage til den utopiske ordbog, som samtidens
økokritiske poesi stadig ikke er i nærheden at indhente. Den her smukke, vilde passage
er ikke tænkt og set fra Mars, men fra Neptun mindst:
”(…) Således er vi
med vores kroppe som dele af biologiske rum en slags afbøjning, en
underdrejning af et brat og udifferentieret varmespild, en slags omvej, en
rumlig forsinkelse af solens død, som er det vi kalder liv./ Sådan set er vi en
slags plaster på en diskontinuitet, en krusning over et brud, sammensmeltede
med de dampende sår vi prøver at hele ved ustandselig forvandling./ Vores trang
til fremtid, vores forplantning og vores arbejde, hele vores utopiske funktion
er vores evne til at transponere energi og formilde, måske ligefrem forskønne
nedbrydningen ved vores blotte eksistens.”
Hjertet bliver
klogere af at læse Inger Christensen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar