"Hvor mange danske digte om elge findes der? Hvor mange gode, danske digte om elge findes der? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at Eske K. Mathiesen
ved det, og måske har han oven i købet til en udstilling på et
langelandsk galleri af en ukendt, fynsk akvarelmaler samlet dem i et
lille og udsøgt katalog. Sandsynligvis fandtes der slet ingen gode,
danske digte om elge før
Mathiesens eget suveræne nummer i den nye digtsamling, Tranedun, der som
den flyvende (titel)rosin i pølseenden følger med Bebops opsamling af
»poesi 2004-2008«; sådan lyder, i al forfinet selvfølgelighed, digtet:
»Den er så stor og så tung, elgen/
men den løber så let hen over/ den lysende sne i den grå
aftenskumring,/ forcerer et hegn i et svævende spring./ Jeg kender ikke
noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«
Måske har Mathiesen
skrevet digtet som en udfordring, en dare, til sig selv, for helst er
det mere beskedne og diminutive væsener (og dele (og effekter!) af
samme!), han portrætterer i sine digte (plus ingen ende på flora); i
Tranedun blandt andet muldvarpevinger (!), tranedun, en død mus,
»fuldstændig vindtør«, skyggen af en rovfugl, en mursejler, »smalle
lysegrå fisk med røde cirkelrunde øjne,« traner, ugler, en finsk
flagspætte, en sorlsorthun, en regnorm, en agerhumle(bi?), grønne geder,
citronsommerfugle (x 2), et fårekranium og en tudse, foruden - til at
holde elgen med selskab - endnu en undtagelse, »gårdens gamle trækhest/ en bred belgier med hvid flagrende manke,« der parallelt med elgen forener massivitet og omhu: da digteren sidst så hesten:
»Forsvandt
den ind i birkelunden, der så småt var/ ved at få et rødligt forårsskær
i kronerne,/ og den satte sine store hove så forsigtigt/ som vi andre
plukker anemoner.«
Ingen kommentarer:
Send en kommentar