Menneskesindets mulighed for at stige og falde, så ingen kan måle vidderne

Mens jeg var undervejs til Vejen modtog Signe Gjessing mildest talt fortjent F.P. Jacs Mindelegat og selvfølgelig holdt Asger Schnack en henrevet motiveringstale og selvfølgelig holdt Signe en stolt og offensiv forsvarstale for poesien - her et klip (og mon ikke man kan læse resten, hvilket man jo bør, hvis man går ind på dette Facebook-link?):

"Begejstringen over den kunstige nattergal er afvisningen af det uskabte, som lever i os. Den afvisning kender mange digtere fra samtaler med alle mulige, og de er vant til ikke at få ret, men alligevel at have ret, for nu at sige det som det er. Men den mekaniske virkelighedsanskuelse er ikke en slags anskuelse, der har løn i sig selv, den har i stedet en funktion, fordi den taler konstruktionens potentiale op, indtil den anskues som en måde at forbedre mennesket, og mennesket frivilligt lader sig degradere ved at lade sig konstruere.
Tingene er altså vendt på hovedet. Men et enkelt digt taler for menneskesindets mulighed for at stige og falde, så ingen kan måle vidderne. Det uskabte i os, som er vores ånd, har skabt al mekanik og teknik, går forud. I ånden kan veje afprøves, som lader meget tilbage at ønske hos den mekaniske infrastruktur. Niels Lyngsø fortalte mig sidste sommer, at Thøger Larsen i sin Sapfo-oversættelse, fordi han ønskede at harmonisere og udglatte digtets fragmentariske struktur, ’fyldte ud’ i lakunerne med hvad, han fandt på. Nye arkæologiske fund af samme digts originaler viste år senere, at Thøger Larsen i sin ånd havde fundet de linjer, Sapfo havde skrevet.
Ingen mekanik kan ane."

foto: prisopfinder Lars Gundersen (priskunst: Erik A. Frandsen)