tirsdag den 11. september 2018

Håbløst forsinket tillykke

til min kæreste Cecilie - LIND! - med Statens Kunstfonds treårige legat, det var så dejligt for vildt, at jeg slet ikke fik det noteret på bloggen , opdager jeg - de andre litterære legatmodtagere er Theis Ørntoft, Caroline Albertine Minor - som jeg begge læser løbende og går ind for - og Sarah Engell, som jeg ikke har læst, og Pia Friis Laneth, som jeg ikke har læst, og Lars Movin, som jo er en kulturel arkivar og kronikør for herren - godt selskab!

Her er motivationen for Cecilies legat, jeg kan sagtens være mere enig! men jeg er helt med, især på den sidste sætning:

- og HOV! fordi, det er en PDF, jeg copypaster fra, lyriseres opsætningen automatisk, men det passer jo egentlig meget god!
"
Cecilie Lind (f. 1991)
Cecilie Linds sprog er strømførende. Hendes stemme
er manisk og monoman, for meget, men også lige på
et virkeligt pigeliv og gennemført musikalsk. I sin
e bøger, sine oplæsninger og på sin blog iscenesætt
er og
afsøger hun uforfærdet det pigede et sted mellem de
t groteske og det nuttede (det gurleske). Siden
debuten i 2010 med
Ulven åd min eyeliner
har hun udgivet ”usagnene” Dughærget pupil acceler
erer
tusmørke, langdigtet Strunk, prosasamlingen
Scarykost
og romanen
Til en engels forsvar
. Senest har hun
bidraget til
Orissa-bibliotektet
med
Ragusa
en gendigtning af Ola Juléns
Orissa
. Genrerne omgås
respektløst, og der springes med hovedet først ud i
enhver tænkelig og kropslig erfaring. Det hele dri
ves i
sjælden og suveræn grad fremad i en vekselvirkning
mellem formbevidsthed og uforfærdet afsøgning af de
mest uhyggelige såvel som de flygtigste erfaringer.
Cecilie Lind har allerede sin helt egen stemme i d
ansk
poesi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar