Kaspar er stadig poesiens fremtid

I anledning af Kaspar (nogen gange også: Kaum) Bonnéns 50 års fødselsdag i går et genoptryk af en anmeldelse fra 2000 i WA Bøger for at erindre os og ham om, hvilken stærk og vigtig digter, han -  ved siden af sin fortjent kanoniserede billedkunst - i al for stor hemmelighed var og til stadighed er og bliver:

Fortalte abstraktioner

25. februar 2000

Rum. Kaspar Kaum Bonnén er det nye årtusindes elektriske Aladdin, appelsinerne falder og falder ned på hans forskruede turban.

Kaspar Kaum Bonnén: Træning - øvelser for rum. 59 sider, 162 kr. Borgen. 

JEG har set poesiens fremtid, og den hedder Kaspar Kaum Bonnén. Tror jeg nok! Da jeg læste Kaspar Bonnéns første bog, Vælg alt fra 1997, glædede jeg mig over dens kantede kaos. Da jeg læste Kaspar Bonnéns anden bog, Det nye kvarter fra 1998, blev jeg begejstret over dens sejlende rod. Og da jeg læste Kaspar Bonnéns nye bog, Træning, med undertilen »- øvelser for rum« blev jeg - jeg ved ikke, hvad der er det rette ord, men måske er det faktisk: betaget over dens flydende uorden. Der er dét besværlige ved Bonnén, som har en hel del med det betagende at gøre, at han er umulig at fastholde, elegant undflyer han ethvert forsøg på fiksering. Selv da han i de to første afsnit i Det nye kvarter« forsøgte at overholde en vis motivisk centrering, blev pointen i høj grad netop ufastholdeligheden, henholdsvis utopiens og den elskedes, hvilket jo så til gengæld med sin tydelige utydelighed var en ret klar og nærmest pædagogisk pointe, den var med andre ord til at skrive ud, i f.eks. en anmeldelse. Sådan er det ikke med den nye bog, den er ganske vist også udstyret med noget, der ligner en motivisk centrering, nemlig det her med det trænende, øvende rum.

Systemet er indrettet på den intrikate måde, at der er 11 tilsyneladende overordnede afsnit med titler som »Så mange døre, så få rum« og »Interview af de nære omgivelser,« som består af rimeligt ens udseende, flosset lyriske tekster af forskellig længde, men uden sideskift; på tværs af den overordnede inddeling løber imidlertid to andre organiseringer, en der på ikke uden videre indlysende tidspunkter tæller op fra I til XXXVI og en, der lige så lidet indlysende inddeler i følgende rum, »Entre« (herimellem kommer det eneste rent og nøgternt rumligt betitlede afsnit, »Suite, balkon, kammer,« hvis status dermed bliver prekær), »Hall,« »Atelier,« »Altan,« »Gang,« »Telt,« »Veranda,« »Stue.
Køkken,« altså bortset fra teltet en udmåling af (noget af) et forholdsvis normalt hus. Og flere af teksterne, eller rettere meget af teksten, tager rigtignok også udgangspunkt i digterjegets omgivelser, men ikke specielt mange og ikke specielt specielt, fra den formelle rumorganisation udgår sådan cirka nul styring (det samme gælder den romerske optælling, og jeg skal huske at sige, at det synes jeg er helt i orden og helt fedt). I stedet tages der udgangspunkt hvor som helst når som helst. Der står godt nok meget »jeg,« og det ville være forkert at kalde det et anonymt eller opløst jeg, man måtte måske snarere oprette et næsten totalt adspredt og rastløst jeg, der i sin glidende og fortumlede undersøgelse af sig selv og verden, eksistentialerne og abstraktionerne ikke skal bruge mere end to linier for umærkeligt at nå fra den køligste, nærnaive nøgternhed til den skæveste, mest hårrejsende hallucinatorik. Det meste foregår naturligvis i mellemtiden som en slags klarøjet overgivelse til selve den snublende bevægelighed på tastaturet og i livet og alle de lykkelige, frie og fro formuleringer, den kaster af sig. Hvis jeg må have lov til at udtrykke det så uklart, for man aner måske mit problem med den ærede håndsæbe. Man kunne også tale om en blanding af Jørgen Leth og John Ashbery, men det hjælper vist heller ikke. Jeg vil straks hente et ekstensivt citat ind til eftersyn, og jeg tror, jeg vil slå helt tilfældigt op, for det tror jeg, at man kan, bladre, bladre, nederst side 36 og øverst side 37: cMEN min verden sover håbløst, grene og vind/ bevæger sig gennem luften,/ monstre af ubetydelig størrelse, der sniger sig mellem/ husene med den genstandsløse kærlighed./ Jeg siger kærligheden er et hus i mit hoved,/ som ikke vil forlades. Derfor fylder jeg det med glæde./ Af øjne hvilende mod hinanden, som om det var noget nyt,/ at jeg elsker at stå og se på dig, dine bukser og alt hvad de gemmer./ Dine øjne og alt hvad de råber efter folk på gaden. Dit køn,/ der tårner sig op mod mit ansigt og ikke lader ordene passere.//XXII/ Genstande er uden betydning for mit liv. Jeg bryder/ mig ikke om noget som helst, min ånd trives bedst/ i ensomheden, men ensomheden øver sig også uden mig,/ jeg driver rundt på gaden med anklager til alle og enhver./ Jeg tigger folks penge og kysser deres munde med foragt,/ imens sted efter sted driver forbi, som var de til stede i en endeløs diskussion. Hvad er rummet/ andet end en diskussion? Hvad er begæret, når det genstandsløst raser fra flade til flade og skaber sine egne/ billeder, sine egne tilstande af højtspillende lirekasser,/ skørt materiale, klingende koklokker og ølklirren?/ Vi kan lade solen stå op eller månen dø her et sted,/ som hverken er vores ben eller nat. Det er lyset, som/ trækker forbi. Det er årstiderne, som kører i ring./ Det er motorvejen, som jeg endelig har opfundet.« Ja, Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe! Og apropos Kingo, kan vi i denne eksemplariske samling sludder og skønhed og sandhed og vrøvl få øje på et af Bonnéns yndlingstricks, den rigtig barokke ting, at billedliggøre, nej fabulisere abstrakterne: Kærlighedens hus i hans hoved, ensomheden der øver sig for sig selv og begæret, der skaber sin egen tilstand af højtspillende lirekasser. At Bonnén, en halvflippet kunstakademielev, slentrer lige ind på centrallyrikkens mølædte scene og opfinder poesien på ny, som om det var den letteste sag i verden, forekommer faktisk helt rimeligt. Mærkeligere ting er (næsten ikke) sket, og/men hvordan skal vi komme videre uden mindst én sublim fejltagelse. Han hedder Kaspar, hvad er rummet andet end en diskussion, og det er motorvejen, som han endelig har opfundet.