Vrangkritisk svar 1

Sidste fredag havde jeg en kontrovers i WA Bøger med titlen "Vrangkritikere", der handlede om behovet for at få udfordret midladrende og yngre kritikeres avantgardistiske konsensus, og om de tre yngre/midaldrende vrangkritikere, jeg kunne få øje på, Nordjyskes Christian Stokbro Karlsen, KD's Rasmus Vangshardt og Berlingskes Mette Leonard Høeg og om min skuffelse over vranghedens styrke og lødighed.

Christian Stokbro svarede på Twitter:

"I dagens @weekendavisen ønsker @LarsBukdahl, at jeg (og et par andre anmeldere) dog bare "var formidable modstandere!" (med udråbstegn sgu) - som kritikere forstås.
Lidt ros får jeg dog (hvis altså man virkelig leder efter anerkendelsen), idet jeg udmærker mig "ved at anmelde også de mindste hæfter fra de mindste forlag, den slags yderliggående smalhed, der ellers kun når frem til nomineringer til Bukdahls Bet".
Tror dog dét er en eklatant fejllæsning fra min side.
@LarsBukdahl indtager i artiklen selv den position, at kun den "avantgardistiske konsensus" i egentlig forstand skaber ny litteratur. Men han blander tingene sammen, for avantgardistisk litteratur er ikke ensbetydende med eksperimenterende litteratur. Mit standpunkt er
at der ikke skrives ret meget god litteratur i DK i dag, for den har rigeligt med at etablere positioner og lege med sproget. Men jeg ønsker mere af litteraturen, den skal have noget på sinde, som rækker ud over den blot akademiserede underholdning af middelklassen.
Og så er det jo noget frygteligt bavl, "at god litteratur primært skrives fra en i bred forstand eksperimenterende position", hvis det dermed menes, at den eskeperimenterende position kun dækkes ind af den "avantgardistiske konsensus". Jeg er nemlig enig med Bukdahl i det
ovenstående, men der er flere eksperimenterende positioner end dem, der kan dækkes ind under dagens smag blandt kritikere og digtere, som udgør den konsensus, Bukdahl skriver om, og som jeg ikke helt ved, hvem reelt er (men generelt er konsensus vel en dårlig ting blandt
kritikere?). I Peter Stein Larsens doktorafhandling tales der om en monologisk over for en dialogisk litteratur, og så er værdisætningen ligesom lagt. Alt for ofte gives der nemlig et naivt og stærkt reduceret billede af den såkaldte "monologiske" litteratur. Her hører jeg vel

ind under selv, men jeg oplever ikke min litteratur som værende spor monologisk. Det drejer sig om, at i Bukdahl & CO.s vilde begejstring for alt det ny, det unge, det vilde - altså egentlig bare en bestemt form for moderne retorik - giver et stærkt reduktionistisk indtryk af
hvad litteratur er. Litteratur er jo mange ting, og når jeg er grødet i min stemmeføring omkring idealerne, så skyldes det egentlig primært, at jeg ikke har nogle idealer for den gode litteratur rent formmæssigt, men forventer ganske rigtigt en eksistentiel modenhed i dens evne
til at tænke og overveje. Men noget af det fede ved Bukdahls skriveri i dag er jo, at han efterspørger en udfordring af konsensus. Det er jeg med på, som allerede skrevet, for konsensus er lig med iltsvind, og det er lige præcis, hvad den danske kritikerstand og dens små,
velformulerede poder (uanset om de har gået på denne eller hin forfatterskole (og jeg har i øvrigt intet mod Forfatterskolen, jeg tænker blot (uanset de bedste hensigter), at det kan virke uniformerende)) lider under. Indtil der dukker mere formidable kritikere end mig selv op
fortsætter jeg så i mellemtiden på @nordjyskedk med at slå et nysgerrigt slag for den gode litteratur - uanset om den dukker op i centrum eller i periferien.
... og så tak i øvrigt for denne: "Forfriskende er til gengæld hans respektløse omgang med koryfæer som Henrik Nordbrandt og Knud Sørensen; aldrig har en lyrikanmeldelse forarget så meget, som da to stjerner- anmeldelsen af Knud S. blev bragt i Morsø Folkeblad"