Kalkplettede øjne
Store
henrivende Inge. Intenst og boblende og triumferende løber
erindringen af med Inge Pedersen, og brat er også læseren (f. 1968) et
besættelsesbarn. .
Inge Pedersen: Og halsen af en svane. 168 sider. 175 kr. Gyldendal.
JEG skulle ikke langt ind i Inge Pedersens nye bog Og halsen af en svane,
med undertitlen og genrebetegnelsen »Stumper af roman«, før jeg havde
overgivet mig til skriftens næsten hypnotisk sugende drive og glemt
alt om min initiale skepsis ved for penge at skulle læse endnu et stykke
barndomserindring inc. Hør bare den første sætning i andet kapitel,
»Citronæblet«; emnet kan ikke være mere ydmygt konkret, og det er morens
dækkede direkte tale, og ikke barnestemmen selv, der er i front, men
alligevel tvinges læsningen dramatisk op i fart med det samme:
»Køkkenbordet
i min mors første køkken havde været som seks af mine hænder lagt ved
siden af hendes, og køkkenvasken var af sort afskallet jern, bare hun
havde skrællet et par kartofler, var den stoppet, sagde hun.«
Ligesom
flere af de andre store og små og meget små kapitler kører
»Citronæblet« – som fortæller om morens fortælling om hendes og farens
første tid sammen – rask deruda’ uden inddeling i afsnit. Det er i en på
samme tid henført og viljefast strøm, der erindres, tumlende lige frem
med radaren konstant finindstillet på det ene fortidsnu efter det
andet.
Og den fortid, hvis nuer erindres, er en barndom i
Nordjylland under besættelsen; hvis vi tillader os at skæve til
flappens minibiografi, skal jegfortælleren forestille at være 3-4 til
10-11 år, og det passer meget godt, bortset fra, at pigebarnet lige er
de kritiske par grader mere intenst opmærksom på stort og småt i
verden, end almindeligt er for små pigebørn, nu som dengang. Og det,
der sker i den besættelsesbarndom, er det, der sker i sådan en
besættelsesbarndom, og det er ikke rasende interessant i sig selv:
noget krise mellem forældrene omkring farens sabotagearbejde og
fiskerdrømme, idylliske besøg hos farmoren og mormoren, en tante Kitte,
der er kommet i uføre, en flygtningefamilie, der må skjule sig for
tyskerne, mere eller mindre grimme/grumme oplevelser med lærere og
andre børn, altså uskyldstab på uskyldstab på uskyldstab, plus jo så
besættelsen, og alt hvad deraf følger af kendte rekvisitter og
kulisser. Men uden for sig selv, i écriturens flintrende vold i pigens
hoved, er dette hele ikke usædvanlige inventarium mirakuløst nok aldrig
mindre end interessant rasende.
Pigen har noget med ord,
et helt, lille kapitel handler om ordet Gestapo: »Det lå bare derinde
og knasede ge-sta-po som det grå cementstøv på fortovet.« Og ligesom i
Arthur Krasilnikoffs erindringsroman Hvalens øje og med samme
urimelige held poetiserer forfatterkvinden Pedersen uafladeligt jegpigen
Inges bevidsthed, her kan hun efter en ildebrand ikke falde i søvn:
»Æbleblomsterne skreg. Æbleblomsterne sneede. Himlen var lille og grøn
som snot, og til sidst lå jeg med opspærrede øjne under dynen igen.«
Sidste
kapitel, der handler om jegpigens hemmelige, nonsensiske
telefonsamtaler med ingen, hedder ligefrem »Et andet sprogs måner for
øjnene«, og afrundes med følgende heftige sætning:
»Så
jeg aldrig kunne blive mig uden fremmede åndedræt, uden susende skove
af fremmede kroppe at høre sammen med inde under ordene.«
Da er man ikke længere i tvivl om, at Og halsen af en svane
ikke bare er en smuk erindringsroman, men også en skarp kunstnerroman.
Der er en stor, lige præcis poetisk retfærdighed i, at Inge Pedersen
iført sit yngre, storøjede og renhjertede alter egos ham brænder så
stærkt og klart igennem, at det ligner et veritabelt gennembrud, i al
lynende beskedenhed.
Fra Politiken i dag:
SvarSletJohanne Bille og Hans Otto Jørgensen (fra Gladiator) skriver mindeord om forfatteren Inge Pedersen, Aarhus 82 år:
Inge debuterede sent, 46 år gammel, men alder betyder ingenting for værkernes evighed.
Evigheden i Inges skrift var tydelig fra første side i hendes manuskript til ' Vejen går gennem luften', som vi lykkeligvis nåede at redigere og udgive trods Inges sygdom. Det var et privilegium at udgive Inges roman og et endnu større privilegium at lære hende at kende både som forfatter og som menneske.
I Inge mødte vi en kvinde med et langt levet liv bag sig som skrivende og som en frihedselsker, der var sig selv bevidst. Bevidst om sin egen skrift, sin skrifts muligheder, men også om de begrænsninger, der kan følge med køn og ophav. Som Inge selv har formuleret det: »Da jeg havde debuteret i 1982, tænkte jeg ofte, at jeg egentlig havde det forkerte køn, den forkerte alder og den forkerte adresse. (...) Men måske fordi jeg er en stædig vendelbo (født i Brønderslev, Vendsyssels hjerte), tænkte jeg, at det sku' bli' løgn, at hvem som helst skulle fortælle mig, hvor (mit) centrum befinder sig, det sku' jeg nok selv finde ud af«. Og det blev ganske rigtigt løgn. Inge fandt sit centrum, i ordene, i digtene og i prosaen, og hvilke ord! Inges ord var både jordnære og vedkommende og samtidig skrevet med så poetisk sans, at de med deres insisterende og alligevel rolige klang havde et magisk skær over sig.
Inges skrift er duften af æbler og lyden af sangsvaner, et blidt pulserende ekko af verden. Nej, mere end det, den er verden, den er pulsen.
I samværet med Inge blev man set, lyttet til og ikke mindst beriget med en enorm hjertevarme og interesse. For nok var Inge 82, og nok havde hun et langt liv bag sig, men hun var også en varm kvinde, forelsket i livet og menneskene omkring sig, der insisterede på at kunne - og turde - lige så meget som tidligere.
Vi nåede sammen kun akkurat at færdiggøre ' Vejen går gennem luften', for Inges tid var knap. Så præcis en romantitel skal man lede længe efter, og netop denne titel er også så rammende som afslutning på Inges forfatterskab. For Inge var sproget vejen. »Jeg løber som på skyer«, skriver Inge i bogen, og sådan var det med Inge. Hun turde give sig hen, og hendes hengivelse smittede. Vi gav os hen til øjeblikket, til øjeblikket med Inge.
Og sikke et vidunderligt øjeblik det var.