Mesterværket 2 digte

Kirkeby er en fin og vigtig digter også, en betydeligt cool pioner-popdigter (se citatet fra debutbogen nedenfor) og siden skævt og skønt notat-sitrende, og så har han skrevet et enkelt mesterværk, og 1 er jo nok:, 2 digte, 1973, to henrevet overfladiske, farve-trippende, i staver faldende bestirringer - organiseret som montager/travellings - af rum/landskaber/kulisser, det andet digt begynder sådan her:

"fluer om generalens smukke hovedkvarter
i middagstimen vendte støvede patrouiller hjem i disen
de døde lagdes i værelser med blomstrende tapeter
her er et hvor margueritter og tulipaner ustandseligt danner triste kranse
et andet hvor mikkeldags tusindfryd i blide lysblå og olivengrønne farver fletter sig sammen til store sørgmodige hjerter
længere henne ad gangen et værelse roser triste røde roser og blågrønne blade og sammenfiltrede ranker med torne
et værelse er fyldt med bitter frugt her er frugter med blødt kød og hårde skaller med prikker og torne
sørgmodigt er værelset med de blå grønne og hvidlige farver der skifter for vinden
i forårets kolde farver kæmper anemonen sig frem og dækker hele væggen
de befriede en kattekilling fra nedløbsrøret
udenfor vinduet vender mågerne tilbage fra havet i store flokke
en nøgen ung mand ligger halvt oprejst i sengen og ser drømmende hen for sig
havde havde trukket sig tilbage selv om bølgerne stadig rullede frem og havde efterladt småpytter mellem kalkklipperne der spejlede de hærhgede kalkklinter og byens huse øverst i soldisen
en mand læner sig ud af vinduet og ser ned på terrassen
en kvinde lå på en havebænk hovedet er bøjet op ad armlænet og brysterne flader ud til store utydelige cirkler de bøjede ben ligger det ene over det andet så det ser du som hun løber
skodderne er slået for og i et værelses tusmørke lå en kvinde i sort chiffon med delikate mønstre"