Definition HIK af hikke

HIK I. Hik-ke, en. [ˈhegə] HIK i rigsspr. uden flt. (jf. Feilb.). HIK (ænyd. d. s. (jf. æda. hikkæn, HIK hykkæn (Harp.​Kr.34.62. HIK 73)), sv. hicka, no. hikke; til HIK II. hikke)
1) til II. hikke 1: HIK en slags aandedrætskrampe, HIK bestaaende i en stødvis HIK sammentrækHIKning af mellemgulvet, HIK ledsaget af HIK en ejendommelig indaandingsHIKlyd; spec. om saadan HIK krampe, fremkaldt af  HIK overdreven drik olgn. (jf. u. HIK II. hikke 1). Hun kunde HIK ikke tale for HIK hikke. Moth.​H204. HIK  Oehl.​I.49. Kan HIK man lede Patientens HIK Opmærksomhed bort HIK fra Hikken, saa HIK gaar den HIK over. Goldschm. I.393. HIK *Vi lo, til vi HIK næsten fik Hikke. HIK Drachm.​DG.90. HIK Panum.286. HIK  jf.: *Synge og HIK drikke | Til sidste Hikke (dvs.: HIK til sidste HIK aandedrag), | Saa HIK vare Forfædrenes HIK Skikke. Blich.​(19HIK20).IV.209. HIK
2) † HIK til II. hikke 2.1: HIK d. s. s. Hik 2.1. *Saa HIK faldte hendes HIK Ord, beblandt med HIK Suk og Hikke. Holb.​HIKMetam.20.  HIK