eller omvendt
3. defintion af knirke i ODS:
3) (jf. gnirke 1.2; l. br. i rigsspr.) som udtr. for gnavenhed, utilfredshed olgn.: gnave; knurre; brumme. *(flere) Der jævnt hen knurre og knærke som Du. Blich.(1833). Suppl.203. D&H. som ytringsverbum (jf. u. bet. 1.2):
“Jeg har set i Kirkebogen,” sagde Pastoren, “og Barnet bærer Moderens
Navn – Faderen er angivet ubekendt!” – “Hm! Hm!” knirkede Borgmesteren.
“Man kender Knebet!” Tandr. K.99. (jf. u. bet. 1.2) især om børn: klage; klynke. D&H. Feilb. knirkende, gnaven; klynkende; skranten. den knirkende, gudelige Højtidelighed.Ipsen.LP.125. Barnet er knirkende, fordi det skal have tænder. OrdbS.(sjæll.). (jf. indknirket; dial.) i videre anv.: være skrøbelig; skrante; ogs.: have det smaat; sidde i fattige kaar. OrdbS.(Loll.-Falster). Feilb. jf. knirket (dvs.: skrøbelig, syg). MDL.
- men alrså, ODS, der findes vel også, især hos børn, fro, tilfreds knirken!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar