De bedste digte af Prins Henrik (1934-2018), fra i alt 5 samlinger (alle, stadig mere vrissent, anmeldt af mig i WA) er velsagtens Per Aage Brandts radikalt frie, veloplagt metriske (og Aarestrup-tilegnede) fordanskninger af prinsens umetriske rap-forpludringer i første bind, Cantabile, 2000 - det her tog jeg med i min antologi Digte for drengene (og Johs. V.-referencen er helt på PAaB's egen regning):
KUNSTEN STIGER
Som dreng skar han ingen skibe,
men blæste konstant i en pibe;
og han skingrende skalaers toner
buldrede dumpt son kanoner,
når han slog sine campagnoller.
Han skar sine sofaer op i takt;
med stortrommes klanglige pragt
ramte resterne vægge og ruder;
madras, sengebund og puder
opgav ånden under hans dans
med en dybt musikalsk resonans.
Kunsten steg år for år, og til sidst
overgik han enhver pianist,
fløjtenist, paukist, janitshar.
Og når han kom hjem og var
træt af trommer, slog han på Ella,
konen, indtil han sang a capella.
Sådan vandt han sit strålende ry
som det største geni i sin by.
Og det havde han vel fortjent
som musikke, som dirigent,
virtuos, af format symfonisk -
navnlig rytmisk, melodisk, harmonisk.
Jamen, hvis det er det bedste, så står det skidt til med den nu afdøde prins' digte. Han skulle tage et kursus hos Rilke, da han skrev Tidebogen, for at få ordentlig flow i rytmen. Indholdet lyder også banalt: selvforherligende trods den villede humor.
SvarSlet