Selvfølgelig og helt rimeligt mener han, at Lind-bindet, er det betydeligste:
"Tættest på den oprindelige, og også mest spændende, tror
jeg, er Cecilie Linds Ragusa, små noter om graviditet og mental
skrøbelighed. Hendes skrift kan ellers godt blive en
næsten uigennemtrængelig mur af ordspil og henvisninger til en piget og
sort gotik, hvor måner og feer og perlekæder danser runddans med døden
og trangen til at ødelægge sig selv. Det klæder den helt enormt at blive ordknap. Så får det oppiskede sprog modvægt af noget både hverdagsligt og trøstesløst."
Han er også glad for Myginds Bergamo og knap så glad for Hallings Norske stjerner (som jeg er virkelig begejstret for, finest knirkende maskine jo da!) og i rimelig grad indtaget i Korshøjen:
"Lars Bukdahl er digter, men jo først og fremmest kritiker på Weekendavisen. Han
er også kæreste med Cecilie Lind. I sit bidrag, Korshøjen, skriver han
om sorgen ved den foregående, snarere end den kommende generation. En af
sætningerne i Orissa lyder i al sin enkelthed »Jeg savner min far«, Bukdahl skriver så om sin egen far, teologen Jørgen K. Bukdahl, der døde som 45-årig for snart 40 år siden. Det
er rørende, selvfølgelig, og også nyt i forhold til Bukdahls tidligere
digte, at han skriver så direkte og nærmest ukunstlet om sorgen. Erindringslimt
fra livet som barn - med faren - og fra den morgen, faren lå død i
sengen, blander sig med noter om det stadige savn. »At
evigvente i børnehavehelvede på Citroënlyd// Cigar// At ryge cigaren,
jeg prøvede engang at ryge en af hans cigarer, jeg kommer aldrig til at
ryge cigaren// Chokoladekiks som MIN cigar (at fejre i Citroën Ami at
være på vej HJEM fra børnehave)« Jeg kan godt lide blandingen af tab og
barnlig fryd, der ligger i de her linjer. Derudover føles bogen mest af
alt afklaret, på trods af alle Lars Bukdahls parenteser og indskud og
store bogstaver nærmest stilfærdig. Korshøjen - den gade, hvor
barndomshjemmet lå - skriver om et mørke, der har fundet sin plads, som
ikke længere overvælder én og vælter livet omkuld. Det er også fint."
Det bedste er den kollektive konklusion:
"Orissa-biblioteket er en enormt sjov og god og vellykket
idé. Selvfølgelig er der tale om et formeksperiment og en stiløvelse,
men på den allerbedste måde.
Og hvornår er det? Jo, når
de nye formkrav tvinger forfatternes skrift nye steder hen og giver
plads til nye stemninger, nye udsagn, nye former for præcision. Når kravene udvider digternes virkefelt og måske også udvider litteraturens."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar