onsdag den 24. januar 2018

Min far antruffet på fællesarealet

- fra erindringstekst af historikeren Steen Busck, vores nabo til højre, i nr. 55 fra 1980  (faderlig bonusinfo: Jes Adolphsen er (1972-fødte) Peter Adolphsens far):

"Så en dag først i 70'erne skulle jeg ud og spise til middag hos min gode ven Jes Adolphsen, som var filosof og marxist. Marxister var der mange af dengang. Han boede ude på noget, der hed Korshøjen i Vejlby Nord.
(...)
 Et stykke nede fandt jeg den vej, der hed Korshøjen. (Mærkelig nok har man kun brugt de gamle marknavne til kirken, som er opkaldt efter den ene af Vejlbys fire store vange, Ellevang. Resten: Nordland, Byløkken, Espedalen, Kanehaven og vist nok også Korshøjen m.v. er lokaliteter på Samsø). Der lå en stor flad butik. Nordland Super stod der. Jeg havde glemt at købe rødvin, så jeg gik ind. Det var heldigvis fredag.
(...)
Jes boede i Korshøjen nr. 7. Han åbnede vinen med det samme. Han var ikke afholdsmand, men det var sjældent han fik vin, sagde han. Huslejen tog alt, hvad de havde. Jeg spurgte, hvordan en god marxist som han kunne finde på at købe hus. Det var ikke købt, sagde han, de sad til leje. Det var der mange, der gjorde. Husene var ikke til at sælge. Det kunne jeg godt forstå, sagde jeg, sådan som de så ud. Det ville han slet ikke høre på. Det var alle tiders huse, meget bedre end parcelhuse. Det hele var næsten som et eneste stort kollektiv, sagde han. De rendte ud og ind ved hinanden, spiste sammen, og de var marxister næsten alle sammen: Flemming Harrits, Jørgen Bang, Østerud, Johs. Østergaard, Hans Fink, Jørgen Bukdahl, Peer E.Sørensen oppe på Skodshøjen og Torben Vestergaard inde ved siden af i nummer 3. Jeg kendte hele banden inde fra universitetet og var nu ikke sikker på, de var marxister alle sammen. "Og se haven", sagde Jes, "den er ikke ret stor. Alt det andet er fællesarealer. Vi har lavet både fodboldbane og legeplads med kravlestativer og alverdens ting, altsammen fælles."
Jeg skulle absolut med ud at se det kravlestativ. Der kom en fyr anstigende hen over legepladsen med bare tæer og en hel stribe unger bagefter sig. Jeg kendte ham godt. Det var Jørgen K. Bukdahl, et af de klogeste hoveder inde på universitetet. Han plejede at snakke så højfilosofisk, at det ikke var til at forstå. Nu snakkede han om kravlestativer. Det var ham, der var hovedmanden bag værket, sagde Jes. Jørgen var flyttet ind i Korshøjen 53, før blokken var færdig. Det var i 1968, det år deres ældste, Lars, blev født. De havde fået rigget en primitiv telefonledning til ned til huset i tiden op til fødselen. Jørgen og Lise havde købt for 250.000 med en udbetaling på 50.000, som de havde lånt i banken. Det var mange penge. Og det var noget værre roderi, én stor byggeplads det hele, med forskellige bygherrer for hver blok. De kunne ikke sælge husene, så de måtte leje dem ud, indtil der kom nogle bedre låneordninger.
Hjem til pizzaen. Den smagte noget så dejligt, og Jes havde en flaske rødvin mere end den, jeg havde købt, viste det sig. Den slap nu hurtigt op, for der kom en pige, en af naboerne, der var røget uklar med sin mand. Det måtte vi høre en hel del om, mens hun drak en masse rødvin."

Tak for det glimt, Steen!

1 kommentar:

  1. Kristine Adolphsen28. april 2019 kl. 21.52

    Hej Lars
    Tak for dette tilbageblik til vores barndom. Jeg bliver helt nostalgisk. Min far lever stadigvæk, men han er ikke helt så ivrig og engageret mere, som han var dengang. Han har haft et par hjerneblødninger og går dårligt og forekommer i det hele taget lidt mere træt.
    Jeg husker legepladsen meget tydeligt. Jeg husker din far svagt, men jeg glemmer ikke den stemning der var, når jeg var der for at lege med Dorte. Der var altid rum og plads til os børn. Jeg husker tydeligt alle dine tegneserier, der så vidt jeg husker, var placeret i en række kulørte træølkasser lige, når man kom op fra trappen og ind i køkken/stueafdelingen. Jeg husker også den fantastiske konstruktion af en seng din far havde lavet. Hvor man kunne gå ind i et rum nedenunder. Den beskriver du vist også i din bog. Den seng med rummet nedenunder var næsten magisk, når man ikke var mere end ca.5-6 år.
    Jeg husker også engang din far tog Dorte og jeg med på stranden. Jeg husker ham kun som rar. Og at man hos jer kunne få kakao - og jeg tror det har været Nesquick. Det var i hver fald noget man ikke kunne få hjemme hos os. Så det var store sager.
    Jeg læste forøvrigt din bog Korshøjen med stor fornøjelse. En meget fin bog. Efter jeg havde læst den, købte jeg den straks til min far.

    De bedste hilsner
    fra Kristine Adolphsen

    SvarSlet