LONE VINDER MONTANA - KÆMPESTE FUCKFINGER TIL BALDER OG THEODOR

Lone Aburas blev i går til delt Montanaprisen på Testrup Højskole for agitprop-hylet Det er et jeg der taler. Extremt velfortjent! Og jeg tænker både David Bowie og Michael Strunge ville være enige, hvis de var her i dag. Bogen er for øjeblikket blevet væk i mine bunker, hvilket jeg er meget forbandet over, så i stedet for at citere den, vil jeg fra Lones stadigvæk skidegode debutroman Føtexsøen (der i sin tid blev præmieret med publikumsprisen også kaldet Champagneprisen på det Tag & Læs-kursus, hvor også Montanaprisen uddeles, i år fik hun BÅDE juryprisen og publikumsprisen!) afskrive et afsnit, der i roligt knusende prosasti fungerer som en slags prolog til gennemflående Det er et jeg der taler:

"Til grillbaren hørte også en gård. Den var mindre end den derhjemme, og jeg kendte ikke børnene, som legede i den. Jeg ville helst slippe for at gå derud. Min mor, sagde, at jeg havde godt af frisk luft. At det ikke var sundt for et barn altid at sidde og glo inden døre. Så nogle gange tog jeg mig sammen og gik ud og satte mig på en trappe, der førte op til en af opgangene. Der sad jeg og bladrede frem og tilbage i mit glansbilledalbum. De fleste af glansbillederne havde jeg arvet fra min mormor, og motiverne forestillede for det meste blomsterkurve eller rundkindede børn, hvor drengene lignede piger med deres røde munde og hjerteformede ansigter. Ligesom på glansbillederne var drengen også her anderledes, end dem jeg kendte hjemmefra. I hvert fald havde de navne, som jeg ikke troede, nogen børn kunne hedde. En dag, hvor jeg sad på trappen, spurgte Balder og Theodor mig, om det var rigtigt, at min far var neger? Jeg rystede på hovedet.
  "Hvad er hans så?" spurgte de.
  "Han er fra Egypten," sagde jeg og krammede albummet.
  "Er han så ikke neger?"
  "Nej."
  "Er det så rigtigt, at I har høns og kaniner på altanen," spurgte Theodor og sparkede til en bold, som han havde haft med. Jeg fortalte dem, at jeg havde en kanin i et bur ude i køkkenet, men at det kun var om sommeren, at jeg stillede det udenfor, men det var, som om de ikke hørte efter. Theodor havde nemlig sparket bolden videre til Balder, og de fortsatte med at spille, så jeg til sidst troede, at de helt havde glemt mig. Men så var det, at Theodor råbte, mens han tyrede bolden af sted mod Balder, at jeg var født gennem min mors røvhul, og at det var derfor jeg var så brun. Jeg så ned på mit album, som var grønt, og som skulle forestille at have forskellige glansbilleder på forsiden. Jeg ville gerne have sagt, at Theodor mor var alkoholiker, men var bange for at komme til at græde, hvis jeg åbnede munden. I øvrigt lignede han heller ikke noget drankerbarn i sin Balltrøje og nye blå Levisbukser. Det var ikke ligesom Henriette og hendes storebror Jesper nede fra fritteren, de havde elvetaller ud af næsen, og som man måtte lade, som om man ikke kendte, når de stod nede ved Føtexsøen sammen med deres mor, der drak øl og råbte op sammen med nogle mænd, der havde hunde med.
  "Jeg har hørt, at tyrkerne knepper deres geder," sagde Balder.
  "Jeg har hørt, at tykerkonerne ønsker sig den samme barbermaskine til jul, som den deres mand har," sagde Theodor.
  "Men tyrkerne holder slet ikke jul," sagde jeg og heldigvis lød min stemme normal.
  "Nåhja," sagde Theodor og så ud, som om han tænkte på noget nyt, han kunne genere tyrkere med. Jeg talte til ti inde i hovedet og gjorde mig klar til at lukke ørerne, sådan som jeg prøvede at gøre, når Silles far fortalte vittigheden om forskellen på en flodhest og en tyrkerkone. Har I måske nogensinde set en flodhest i kjole, klukkede han og hev Sille i rottehalerne, så hun sagde av din røvbanan, og han sagde mage til fræk unge. Bagefter sagde han til mig med alvorlig stemme, at jeg ikke skulle tage det personligt, fordi min far både drak øl og holdt jul og ikke var som andre udlændinge, der for enhver pris ville holde fast i deres traditioner. Mens han talte, så jeg ned på hans sko, der havde små sortr kvaster i stedet for snørebånd, og jeg sagde ja og nikkede med hovedet, indtil han var færdig, og jeg kunne gå tilbage til Sille på værelset.
  "Får I så grillmad hver dag?" spurgte Theodor. Men inden jeg nåede at sige næh-min-far-laver-også-almindelig-mad, spurgte Balder, om min far så lå på et tæppe og bad til Allah, og inden jeg nåede at svare på dét, sagde Theodor, at Allah lød lidt ligesom Allan, og det var et ret lamt ord for en gud.
  "Men gør han så det?" spurgte Theodor.
  "Gør hvad?"
  "Ligger med røven i vejret?"
   "Nej, selvfølgelig gør han ikke det. Gør din?" spurgte jeg. Og havde alligevel lyst til at sige det om hans mor.
  "hvad tror du selv?"
  "Ikke noget."
  "Nåh, men så skrid, du er for lille," sagde han og viste mig sin lillefinger.
  "Gu vil jeg ej," sagde jeg og gav ham en rigtig fuckfinger.
  "Det fik til gengæld Theodora til at sparke mig hårdt over skinnebenene, så jeg alligevel begyndte at græde."

Det er et jeg der taler er den fuckfingers tilbagekomst i forpulet 3D, kompromisløst tåreløst.

(reportagefoto: Gita Pasternak)