Jac-manifest 1981

F.P. Jacs udødelige speak til Claus Bohms film Nattens engel (genset for 117. gang i anledning af den nye Strunge-dokumentar, Væbnet med ord og vinger, der har premiere næste uge - og hver gang jeg ser den, Nattens engel, hvor jo Strunge er den gennemgående person og generationstalsmand, bliver jeg gladere for dens inderligt 80'er-autentiske selvhøjtidelighed):

-->

"Jeg er digter, døsig, dyrisk, dranker og 25 år. ’

Jeg har en total frihed til det, jeg gør. Jeg har også en total frihed til at være fantastisk fattig. Men hvis man vil have frihed til penge, så må man først have frihed til fattigdom.

Siden min første digtsamling har jeg ikke lavet andet end københavnerture, digtsamlinger, piger og depressioner.

Mine digte handler om piger og København. Det er ligesom det, der laver mine digte. København er en nødvendighed for mig som digter. København er ligesom at drømme. Den fører fortiden ned i hænderne. Samtidig med, at man går ind i byen, går man ind i det tredje, det fjerde, det femte, det sjette århundrede. Og det er for mig eventyret.

Det starter som altid med Café Dan Turèll eller Café Sommersko. Og man kommer ind. Og de får fantastisk mange flotte servitricer. Der kommer næsten en ny om ugen. Atså et ansigt, man ikke kender. Og jeg har altid haft en svaghed for to ting: Hænder, hvor jeg altid kigger efter blodårene for at se, hvor hårdt folk har levet. Og så kigger jeg efter brysterne, for at se hvor længe de har ligget på maven. Jo større patter, jo mere har de ligget på maven, og jo mindre, jo mindre trygge har de været i deres barndom.

Min død er en fantastisk problematisk død. Og det er ikke en fysisk død, men en psykisk død. Som altid opstår i mit fjæs, når jeg har været to eller tre dage i byen og så får det her delirium, hvor man kun ønsker én ting: Enten at få 10 liter vand ind i munden, fordi man har en tørst hele vejen gennem hele kroppen. Eller også ønsker man simpelthen at dø. Og dér kommer den dér dødsangst ind, som spiller en ret så stor rolle i digtene. Fordi døden kører altid ind som en mulighed og ikke som en slutning. Og det er dér, altså hvis man bliver ved med at læse dem, at man kan se, at det er et digt. Fordi den dér død, den slutter ikke noget, den begynder et eller andet. "

- screenshot fra filmen (YouTube link HER)