I anden og sidste fase af Michael Strunges kritiske virke 1985-86 - efter de tidlige 80'ernes generationsopgør og -indpiskeri, eksemplificeret af Kim Skotte-anmeldelsen nedenfor og sent (og derfor så TYDELIGT) af Bazar-udsendelsen - fungerede han som anmelder på Politiken (og emstendels af andre end sig selv) og forlagskonsulent på Borgen (jævnfør igen min artikel: "Strunges strenge. 80'erne som kritiks opdrag" i En bog om Michael Strunge, med flere citatstumper). 20 anmeldelser blev det til og 23 konsulentudtalelser. Her er en aldrig før (i sin helhed) trykt konsulentudtalelse om et manuskript af Christian Bundegaard, der i 1986 blev til debutdigtsamlingen Billedlotteri, der viser den kritisk, men nysgerrigt nærlæsende MS i aktion og på (jo i første omgang - meget ustrungesk - anonymt) arbejde, på udkig efter det kvalificerede ikke-80'er-udtryk (frem for det rigtige og forkerte og efterklingende 80'er-):
"Konsulentudtalelse:
Christian Bundegaard: Jeg tænker altid på noget andet
Her er en slentrende, åben og associerende stil med elegante turneringer, f.eks. i det første digt, "legehus", hvor der snakkes om kusiner, beruselse, tog, vaser, sfinxen, skolegården og sluttelig legehuset, der peger godt tilbage til kusinerne. Umiddelbart minder det friske tonefald om Benny Andersen, men mindre vild og mere let om hjertet er Bundegaard. Når han så i næste digt nævner blod, bræk og slagmarker, virker det ungdommeligt og utroværdigt over målet. Noget studentikose, syens jeg, bliver disse første digte i samlingen hurtigt.
"En knække flise/ kan holde mig beskæftiget/ den tid det tar/ at pakke kloden ind i gavepapir/ og for postbudet at slæbe den/ op til dig på tredje sal". Det er meet hyggeligt og jovialt - og u-nødvendigt. Jeg falder ikke for den slags elegant-måde-at-snakke-rundt-om-tingene-på. (Der skrives for meget ufarligt på-den-eneside-på-den-anden-side lyrik i Danmark). I digtet "Meteorologi og kærlighed" kommer så en plat snak om solens impotens. Den slags (umiddelbart set) "anti-poesi" skjuler et kompleks over for f.eks. smukke, poetiske meteorer omkring - f.eks. - solen! Det ses ofte hos unge digtere: af angst for deres egen unge, patetiske trang til romantik og symboler, ja, så trækker de hovedsymbolerne i rendestenen. Meget almindeligt.
Bundegaard snakkker for meget rundt om tingene og hans pointer er oftest tilfældige sløjfer - hvad skal en digter med pointer? Men han har talent for en del, bl.a. for det causerende og det sagt uden nedladenhed.
Ind imellem anes lidt Nordbrandt-inspiration (jeg har aldrig forstået disse unge mænd med Nordbrandt-ambitioner ...), men det kræver meget talent at eterligne dennes snoede og litd kedelige arabesker fuldt ud.
Nu digtet "Høstbillede" - det er jo enkelt og godt! Digteren mener det tydeligvis, og han overdriver ikke, lidelsen bliver troværdig og jordnær. Det er et rigtigt digt, hvilket man slet ikke kan sige om næste digt, der har netop denne titel: løst flagrende associationer, forsøg på at charmere, men nej, irritationen vinder hos mig. Så rækker ambitionsniveauet i "Forholdsskib" mere sympati, men nej igen, de forskellige billedplaner råber til hinanden, først mod digtets slutning genvindes balancen igen med en halv Nordbrandt, starten må jeg opgive at se sammenhængen i. Måske er det en slags avantgarde, who knows ... Se nu digtet "Som vi er": de tre første linier er god poesi, vitsen om lommen er flad som en lomme, filmbilledet bedre, slutningen tung.
Men et sådant digt som sidstnævnte er et tydeligt udsagn om et talent, der endnu ikke har fundet sin form, og som endnu ikke er kommet sig over sin be-no-vel-se over at opdage, at han har bevæget sig umærkeligt fra gymnasiastnoterne i skuffen til noget, der, wow, sgu ligner den levede og levende digtnings tynde, fascinerende is!
Digtet "metafysik" er fra gymnasieskuffen. Det næste, "Forsvar for dovenskaben" er jo flot og ganske sydamerikansk i tone og temperament! Her kommer nu et par digte, der lover hele digtsamlinger i vente fra Christian Bundegaard. Overskud, mod og nødvendighed! Og så en stribe, der viser hans lyst til at eksperimentere og nå vidt omkring - egentlige øvelser, som næsten må overståes inden en endelig udgivelse. Det er godt, fordi det signalerer alt om talent og mod, som uhomogent. Og en for tidlig udgivelse af sådanne mere famlende, søgende digte, tror jeg, kan låse en ung digter fast. "Poesien taler" ganske ærligt "til digteren, men først når en digter glemmer at om poesien og det at fascineres over sin egen rolle som, jamen dog: digter, først da får vi hans blottede nerve at se - som regel, siger min ganske korte erfaring som konsulent.
Der er også en række ganske elegante digte omkring moderniteten og fremmedgørelsen i vi-form i dette manuskript, men er det ikke lidt passé og egentlig for tidstypisk - Jamen, hvem er Christian Bundegaard, spørger jeg, han skifter jo hele tiden. Igen et tegn på talent i udvikling, men næppe klar til udgivelse. Et lille digt mod slutningen, "Til hr. barn" viser endnu en evne - denne gang for det lette surreelle og måske automatiske. Ganske vellykket. Og så - vupti! - et afsluttende kærlighedsdigt med verdensmandsmine.
Det har være spændende og afvekslende at læse Christian Bundegaards Jeg tænker altid på noget andet, jeg har læst kronologisk, derfor udsvingene i bedømmelsen. Men skal jeg slutte af og konkludere, må det lyde sådan: Her er et forfriskende mod på eksperimentet i stil, flere små forgreninger af poesien prøves og beherskes ofte. Dog er det tydeligt, at C.B. ikke har fundet sit endelige leje, hvori han kan hvile stemmen og vise, hvad han egentlig kan, når poesien bliver livsnødvendig. Her er humor og en evne for speceille billeddannelser, ligeledes et vedkommende u-dansk temperament. Igen måjeg bruge ordet mod: C.B. tør tør prøve det hele, og han slipper som angivet ofte forbløffende smukt fra det. Han er ofte ude på poesiens tyndeste, knirkende hus af is - uden at vide det. Her er uskyld og erfaring tæt forbundet, som hos alle talenter. For et talent er C.B. - ingen tvivl om det. Igen noget af det bedste, jeg har læst som konsulent (foråret syens at højne kvaliteten). Og igen har jeg følelsen af, at en ny lethed og lige-ud-af-posen-tone er ved at indfinde sig, ovenpå firsernes alvorlige engagement i storby, krop osv. Men det er også noget der ligger fjent fra halvfjerdsernes snakken.
Imidlertid har jeg anført, hvorfor jeg ikke emner, at C.B.s manuskript bør udgives. Han bør eksperimentere videre, og jeg vil forelså, at han sender digte til Hvedekorn, Victor B. Andersen, og hvem der ellers er. Men jeg vil gerne høre mere fra ham om et halvt eller helt år. Jeg tvivler ikke på Bundegaards talent., og jeg er spændt på, hvor han vil finde sig selv, når han er kommet sig over det chok, det er - vitterligt -at opdage, at man selv har talent, og at man nu selv må finde sin helt egen poesi, man er alene med hvide pletter på poesiens landkort. "
- Strunge 1985 (ved receptionen i Kruts Karport for antologien Unge Strunge)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar