Anmelder beder om nåde

30 år senere (end Hvedekorn 1 og 2, 1987) og 10 år senere (end Alfabeter fra Pluto):

Jeg talte i telefon med Jens den anden dag, og han sad dødtræt og læste sidste korrektur på sin kæmpe, illustrerede bog om fynske seværdigheder, og jeg fortalte, at jeg havde fået mine frieksemplarer af min Korshøjen-bog, og at det forstyrrede mig overmåde; hele tiden tog jeg bogen op og læste i den og var bange for, at der var fejl, og for at opdage, at det hele bare var et fejlagtigt projekt, og det gjorde det bare værre, at jeg hver gang faktisk var glad for, hvad jeg læste, og endnu slemmere: rørt; er der noget slemmere end selvrørthed (ja, det er der helt sikkert (nu begynder jeg at tale ligesom min bog taler, i parentetiske pseudo-punkteringer af patos (og nu er jeg i gang med at analysere og anmelde mig egen bog STOP)))? Og at jeg var dirrende nervøs for eventuelle anmeldelser, for de lige ud hårde og grusomme - som sådan og i nådesløse sammenligninger med seriens øvrige bind og diskvalifikationer af Orissa-linket - og endnu værre: for de overbærende, patroniserende, måske endda medlidende, og for det værste jo: ingen anmeldelser overhovedet, ikke urealistisk for en bogserie på småforlag. OG JEG HAR INGEN RET TIL AT VÆRE NERVØS, fordi jeg for fanden har skrevet 1000vis af hårde og grusomme og overbærende og patroniserende og medlidende anmeldelser, for slet ikke at tale om de uendeligt mange anmeldelser, jeg IKKE har skrevet, af bøger, der fandtes og findes. Karma er i denne situation ikke min ven, men det er Jens heldigvis, til stadighed, og han mumlede forstående i skægget, og det hjalp heller ikke -