"Viceværten beskrev hende som utilnærmelig og asocial. Hun viste sig aldrig til beboermøderne eller den årlige sommerfest. Hun virkede mærkelig, nærmest uforskammet. Aldrig et venligt smil. Hun holdt sig for sig selv og ønskede åbenbart ikke kontakt med almindelige mennesker. Hun spillede lille og forsagt, men inde bag facaden følte hun sig højt hævet over sine naboer. Så afgjort et minus for fællesskabet i ejendommen, for ikke at sige ejendomsværdien. Den de troede var, om ikke helt som folk er flest, så dog ganske uskadelig, havde holdt dem for nar. Måske var det ikke første gang. Måke havde denne lejer haft et rend af subsistensløse udlændinge uden at det var blevet opdaget. Og hvor endte det hvis dette anarki fortsatte? Først nu så han det hele tydeligt. Hun var simpelthen skuespiller og havde taget dem alle ved næsen med sin foragt for fællesskabets skrevne og uskrevne love. Enten var man med flokken, eller også var man imod. Der var ingen mellemvej. Man måtte vælge. Og vlagte man fællesskabet, måtte man også være parat til at yde. Man kunne ikke bare flyde ovenpå og nyde godt af andres indsats for at vedligeholde deres dejlige fællesarealer. Han vidste med sikkerhed, at hun ikke havde deltaget i en eneste arbejdsweekend, hvilket understregede vigtigheden af at der blev statueret et eksempel. For fællesskabets skyld. De var ikke helt enige i opgangen og talte ikke med én stemme. Det stod enhver frit for at være uenig. delevede trods alt i et demokrati med demokratiske spilleregler."
Og - hov! - bagsideteksten, der er et romanreferat som faktisk poesi, meget vildt:
"Brudstykker af en kvinde Ingenting andet end andres projektioner Hun er den hendes yndlingslærere så i hende: en skuespiller
Selvmordet som det prisme hvori livet spejler sig Hun har efterladt sin sjæl i stjernetågen En mors vanvid "Kan man opdrage børn rigtigt og godt?" Solen forvandlet til et kæmpebryst Dråber af mælk hun ikke kan blive mæt af En forelskelse der aldrig hører op Et barn der er blevet voksent Hun skulle forsvinde for at blive synlig Ikke-eksistenser uden tag over hovedet Afgrænset med visne grene som et sygt territorium En datters desperation Hun kan ikke tåle at miste mere Desertør fra kunstens slagmark Den mishandlede, udplyndrede stjerneplanet Kroppe som bløde våben Hendes dobbelte graviditet Hun lægger forsigtigt hånden på sin datter mave Så let om hjertet, så gennemsigtigt lykkelig Så snart hun ankommer fremmed og hjemløs"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar