torsdag den 30. november 2017

NYT HOVEDVÆRK AF SONNE inde i Hvedekorn

2/3, som udkommer i dag, og som DERFOR er et dobbeltnummer, 1 nummer med bidrag af Kamilla, Jørgen, Hans Otto, Pablo, Mathilde, Ingrid, Anders, Marie Louise, Mette, Ida, Benedicte, Elias, Carl-Christian, Mikas, Rasmus, Morten, Halfdan, Amdy, Carsten, Thomas, Steen og så 1 BOG

Jørgen Sonne

EN-LINIERE  

- i forgårs til lanceringsoplæsning hos Rosinante&Co (tak til Jørgensen (I) (også for det ophængelige happenings-resultat!), Strandby, Zerlang, Echardt-Læssøe, Gallov Rasmussen, pludselige Gamst Skov, Graunbøl, Langstrup) læste jeg først 2 spalter Sonne, så mellem hver oplæser 1 spalte og til sidst atter 2 spalter, så Sonne lyste grundigt igennem! Her er endnu en tilfældig sekvens af dette travlt, umiskendeligt hovedflækkende værk:


-->
Uhyrernes Ø, overbefolket

Æventyret i Suppegryden
   med den bløde Kokkepige

Højt der oppe i Kult-træerne –

Stenjomfruerne må svede

Regndansernes tørre Hvirvler

Ilden, Isen, og Svien

Byerne nede under hele Havet

De er i deres utallige Stålhuller

Mælkevejens Flod og Ebbe

Evigheden er p.t. afbrudt

Nipflod gennem hele Kosmos

’Som jeg dog må græde nu,’
  sagde Sikkerhedspolitichefen

Drømme i Sand, Slotte af Blod

Grev Nul

Når Junglerne hørligt drømmer

På den anden Side, Tusmørke

’De store Skoves Mardrømme’

Alt Lysets Agoni

Tusind gange tusinde Floder

En sædvanligt tarvelig Vampyr

’Undskyld, men har D e set
   min hjemlige Planet ?’


onsdag den 29. november 2017

Værkhemmelighed

Den mest liflige værkhemmelighed - altså hemmelighed om færdiggjort, kommende værks FAKTUM (medsamt lige præcis titel, omslag (og omslagskoncept!), (afskrevet) bagsidetekst ) - blev (af opslagstavle - og derpå topchef) afsløret for mig i går aftes; og jeg røber ingenting andet end

MARTS!

mandag den 27. november 2017

JEG HEPPER PÅ EN ENGEL



Med stolthed proklamerer jeg: Min kæreste Cecilie Lind er nomineret til Krabbesholm Højskole og Jyllands-Posten litteraturpris SCHADEPRISEN for hendes roman Til en engels forsvar  og "hendes tilhørende virke som debattør" med denne motivering:

"Tilegnet dem, der kæntrer
Forfatter Cecilie Lind er indstillet for romanen "Til en engels forsvar" og hendes tilhørende virke som debattør.
I romanen "Til en Engels Forsvar" går en engel først i krig og får dernæst til opgave at drage omsorg for en pige, som den imidlertid forelsker sig i. Englen forvises og stilles til sidst for retten, hvor Gud griber ind. Pigen og englen er spejlinger af hinanden, en skrøbeligt uforsonlig dobbeltfigur med en legesyg selvopholdelsesdrift.
Bogen er en stærkt iscenesat, hyperæstetisk tekst og en ambitiøs fremstilling af begrebet "det gurlesque": En blanding af "girl" (pige) og "burlesque". I Danmark har det "gurlesque" eller mest været at finde i billedkunsten.
Linds tone er vrængende, sødladen og sårbart autoritær. Samtidig tegner Lind med stort mod billedet af en patetisk-kvindelig figur, et underskuds-individ, der normalt er tabubelagt.
Linds pige/ engel er ikke en moder eller anden omsorgsgiver, men en, der selv har behov for omsorg - en omsorg, der ikke eksisterer.
På den måde giver Lind indirekte stemme til dem, der falder igennem, og viser os flere måder, hvorpå man kan være til stede i verden.
Romanen kan læses i sammenhæng med Linds debatindlæg i dagbladene (f. eks. ' Dette er det tredje forår, jeg kæntrer', der fortæller om det psykisk sårbare menneskes outsiderposition i samfundet) og hendes poetiske "stream of consciousness"-fabuleringer på de sociale medier.
Med sin idiosynkratiske, anti-psykologiske, særegne og mediebevidste skrift rejser hun ikke bare vigtige politiske diskussioner om køn og samfund, men kommer også med sit helt eget bud på, hvad en roman kan være, skrevet med en kompromisløs stemme, der konstant er ved at krakelere."

De øvrige nominerede, hvoraf jeg skandaløst nok kun rigtigt kender (dele af) Vibrio, er: Rolf Nowotny og Glenn Christian for Vibrio + Jonas Georg Christensen, Kristian Sæderup og Mathias Sæderup for tidsskriftet Form og erfaring + Dea Antonsen og Ida Bencke for deres projekt Labratoriet for æstetik og økologi + Søren Andreasen for bogen Towards a lightness of mind and matter

 Værker og priser mødes og sød musik opstår i hjertet (og kasseapparatet)!

søndag den 26. november 2017

Lufthavnstaxatur

BJÆLDEKLANG
FJELDEBANG!BANG!BANG!

Jeg har spist grind med Kirsten Thorup i Tórshavn

JEG
HAR
SPIST
GRIND
MED
KIRSTEN
THORUP
I
TÓRSHAVN,
DET
SKRIVER
JEG
EN
ROMAN
OM
ENGANG,
DER
SKAL
HEDDE:
JEG HAR SPIST GRIND MED KIRSTEN THORUP I TÓRSHAVN
OG
DET
SKAL
STENSIKKERT
VÆRE
EN
KRIMINAL-
ROMAN
(vi snakkede om krimier, tidligere i Nordens Hus, at de nu bildte sig og andre ind, at de var de sande samtidsromaner i stedet for de reelle sande samtidsromaner, af fx KT, men det er der jo ikke noget at gøre ved, sagde hun et par gange med et viist, overbærende smil, som jeg håber engang at nå frem til, og så sagde hun også, at Tórshavn er den perfekte kulisse til en kriminalroman, så derfor)
MEN
INGEN
SKAL
DØ,
T V Æ R T I M O D !

nej, det er en bank!

havde kæmpet mig op af stejle gader
i nådesløs slud og faret vild gentagne
gange i parken Vidarlundin, men så omsider
fik jeg øje på den lysende, eddersmarte
arena højt oppe på klippen

Billedresultat for bank nordik torshavn

og blev glad: Dér var det nationale kunstmuseum!

Men, nej, det var en  BANK!

(jeg vendte om, fandt i en krog det faktiske,
betydeligt beskednere kunstmuseum

https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/2/23/Listasavn_F%C3%B8roya.jpg

som imidlertid - og nu føltes det som bestod mit ansigt
af slud - først åbnede om en time og 25 minutter ...)

Tórshavn =

San Francisco-
Lego-model
(c) drillesyg
dovregubbe
MED SNE PÅ

gnomisk-
labyrintisk
glidebane

i'll be back!

fredag den 24. november 2017

torsdag den 23. november 2017

Nordatlantisk wi-fi

Username: hvonn

Password: gestur123

Mere Eske. K Mathiesen-isme i i dansk lokapolitik

Klart eksempel på godartet eskeficering (fra artikel på politiken.dk):

"»Jeg har ikke hørt noget. Medierne har ringet, men jeg har ikke snakket med Tobias. Jeg går ude og kigger på sangsvaner i øjeblikket«, indleder Folmer Hjort Kristensen, da Politiken har spurgt ham, hvad han siger til, at Venstres spidskandidat nu antyder, at Venstres fire mandater i byrådet måske er klar til at gøre Hjort til borgmester.
Vel at mærke i stedet for Dansk Folkepartis Karsten Nielsen, der lige nu med et spinkelt flertal står til at blive Dansk Folkepartis første 'rigtige' borgmester nogensinde."

Og så af sted til Tórshavn!

- for at festforelæse for den 60-årige, bistert og generøst ufrivillige nationalpoet Tórddur Poulsen, og jeg tænker, hans digte er den bedste turistguide - det her er jeg lige kommet til i genlæsningen af hans første dansksprogede digtbind Standsninger, 1998:

rejsende

den anden hamrende tømrer
    i kælderen
    sludrer om såret i sjælen
den ene mener ikke at være dum
    har engang været oppe i Eiffeltårnet
    sammen med en
    der havde set det skæve tårn i Piasa
    som et blændværk da han sad
    i en telefonboks og gang på gang
    fik det samme forkerte nummer
    hos en som stod
    og delte fårehoveder med en sav
    og som fortalte ham
    igen og igen
    at Columbus
    lå stegeklar
    i sit æg
    nu fem hundrede år efter
    han fandt
    sin inderste lomme

Fornærmelsesstudier

Og så har jeg apropos Frejlif-anmeldelsen (selvom det er vidunderligt uklart, om den egentlig er positiv eller negativ!) i lufthavnskiosken købt bogen Scorn. The Wittiest and Wickiedest Insults in Human History - virker som højst nyttig faglig inspiration! - siddende i Gate A15 slår jeg tilfældigt op i den ikke lille sektion for "Writers, Publishers and Critics":

"Then Edith Sitwell appeared, her nose longer than an anteater's, and red som of her absurd stuff."
- Lytton Strachey

"I do not want Miss Mannin's feelings to be hurt by the fact that I have never heard of her. At the oment I am debarred from the pleasures of putting her in her place by the fact that she hast not got one"
-  Edith Sitwell on Ethel Mannin

"So you've been reviewing Edith Sitwell's last piece of virgin dung, hvae yoy? Isn't she a poisonous thing of a woman, lying, concealing, flipping, plagiarizing, misquoting, and being as clever a crooked publicist as ever."
- Dylan Thomas on Edith Sitwell

"He was a detestable man. Men pressed money on him, and women their bodies. Dylan took both with equal conetempt. His great pleasure was to humilate people."
- A.J.P. Taylor on Dylan Thomas

"Somebody's boring me. I think its me."
- Dylan Thomas, after talking for some time

DK's bedste og galeste anmeldelse

må være Frelif Olsens Ekstra Bladet-anmeldelse af Louis Levy af Det sidste århundrede og Escho nyligt genudgivne og jo heller ikke rigtigt velforvarede Menneskeløget Kzradock (lige så meget som den er Levysk, anmeldelsen, er den jo Storm P'sk, selvom Storm P i 1910 slet ikke skrev Storm P'sk endnu)

Forlaget Sidste Århundrede:


"Der kommer næppe flere anmeldelser af Forlaget Escho og vores genudgivelse af Louis Levys MENNESKELØGET KZRADOCK. Til gengæld har vi takket være Levys børnebørn Marie Levy og Morten Levy fået en ny gammel anmeldelse. Vi troede, at kun Berlingske Tidende havde anmeldt bogen i sin tid. Nu viser det sig, at også Ekstra Bladet formenlig har anmeldt den eller i hvert fald haft til hensigt at anmelde den d. 12. marts 1910. Billederne (se kommentarfeltet herunder) viser i hvert fald en kladde til en anmeldelse, og den er er helt lille kunstværk i sig selv. Anmelderen har initialerne F.O. og er dermed med stor sikkerhed selveste chefredaktør Frejlif Olsen, der giver en meget veloplagt pastiche på kapitelindledningernes hektiske stil":

"Det mærkelige ved denne Bog er – at den slet ikke er nogen Bog – men resterne af en Bastion, der under Frederik den Tredjes Regering blev bygget uden lovlig Bevilling. Man vil bedre forstaa – hvorledes L. L. har kunnet genskabe dette Værk af en vittig Aands Smerte over de moderne Havundersøgelsers Skæbne, dersom man vidste, at Louis Levy aldeles ikke eksisterer. Den utrolige og vanvittige Hemmelighed er den, at hvis L. L. eksisterede, vilde denne Bog ikke være blevet udgivet på Gyldendalske Boghandels Forlag. Det skete i Aaret 1873 i Store Strandstræde, paa det Sted – hvor det Hus nu er bygget – hvor Ill. Tid. [Illustreret Tidende] har Kontorer, men det viste sig siden – at det var lutter Opspind. Dog – til Belysning af Spørgsmaalet om Indpodning af Difteri i en døvstum Hund i Trance – og uden hensyn til – at Tandlæge Ruben er flyttet – er selve dette Forhold af en Betydning, der ikke kan undervurderes af noget æstetisk interesseret Menneske med Sans for det Louis Levyske Forfatterfysiognomi. Forhaabentlig vil Menneskeløget Kzradock ikke lægge Gennemførelsen af Forslaget om Masnedø-Broen uoverstigelige Hindringer i Vejen – men i hvert Fald tør man næppe over for en så talentfuld Forfatter gå i Detailler over for meningsforstyrrende Trykfejl i Grundudgravningen – selv om Kaffen koger over. Man står betaget og forvirret – Kranse frabedes – og Telefonbogen er i år udsendt i 65.000 Eksemplarer. Nstrzupqufg 387&H A vumzptabodum.
F. O.
12. marts – 1910"

onsdag den 22. november 2017

Forkastede genrer (til fri afbenyttelse)

Peter Seebergs forslag til genredefinerende titler på den forunderlige og akkurat genrefriske portræt-liste  i Nordisk Råd-vindende Om fjorten dage, der endte med at hedde "Tildækninger og afdækninger" (fra noterne til den nye tekstkritiske udgave):

"Tolv ovaler på hójkant
Tildékninger og afdékninger
Optiske situa(overskrevet:posi)tioner

TOLV PUSLESPIL

ANTI-PluT " 

(den sidste skal sikkert hentyde til Plutarchs (meget nagelfaste) helteportrætter)

Jeg er enig med mig selv om lykken på den søndag

Foto taget af mig:


Citat fra artikel på dr.dk:

"Et babelsk cirkus med fine glimt

En af de bog-professionelle, som er fast deltager ved Bogforum, er Lars Bukdahl. Anmelder for Weekend-avisen og redaktør af det litterære tidsskrift Hvedekorn.
Han er godt tilfreds med årets bogmesse, hvor han både var gæst, interviewer på forskellige scener og deltager med en stand for Hvedekorn.
- Bogforum er altid et cirkus, en umulig blanding af babelsk kaos og så de mange fine ting, man kan opleve, hvis man stopper op det rigtige sted, beskriver Lars Bukdahl.
Den bedste oplevelse han fik ved messen denne gang, var en oplæsning med forfatter Peter Laugesen.

Blev lykkelig af oplæsning

Digteren læste op af sin digtsamling fra 1979 'Tohuvabohu'. En unik begivenhed, fordi Peter Laugesen selv havde glemt, at han havde lavet den digtsamling, indtil forlægger Asger Schnack fandt et gammelt eksemplar og genudgav den i år.
- Jeg er ærkefan af Peter Laugesen, så det var intenst. Det gjorde mig meget lykkelig, fortæller Lars Bukdahl."

Et af de digte, der lykkebringende fik stemme:

"blomsterne er visne
og brostenen
ligger parat
men tænk dig om
før du bruger dem
lad dem ikke ramme
noget levende
hvis du kaster dem
håret synger om den tid
der var
og kroppen krymper sig
i moderigtigt tøj
de snævre bukser
klemmer nosserne
og hindrer blodet
i at løbe ud af tæerne
det skal ned gennem benene
og det skal op igen i hjernen
gennem hjertets kamre
og hjertet hamrer

Det er svært
at være her
og ingen
andre steder
være henne."

Og sikker vi stod og duvede, Asger Schnack og jeg, skulder ved skulder dér til en side som to fyrretræer i forårsvind

tirsdag den 21. november 2017

Syre-mesteren JLM 75

Johannes L. Madsen ville være fyldt 75 i går, og i aftes ekstemporallæste jeg med eleverne på Forfatterskolen for Børnelitteratur, men jeg kunne ikke lade være med også at fejre Elektriske Iohannes, der jo har skrevet 2 fantastiske syre-børnebøger, Godmorgen jord, din gamle forvandlingskugle og Læs igen bog, der begge er inkluderet i den af mig og sønnike Eli I. Lund redigerede og notorisk uopdrivelige JLM Johannes L. Madsen Samlede, sammen med et af flere fund, vi gjorde til den bog, den omvendte billedbog (teksterne skrevet til syre-tegningerne af Erling Tingkær) Fra den psykiske planet, jeg læste det her skønne (Madsen er jo simpelthen også bare en af de skønnest skrivende digtere i dansk poesi nogensinde) stykke op, det kan man godt kalde et selvportræt som syredigter:

"han bed sig fremdeles fast i en elektrisk spytklat og stod
skråt ud i luften da han vågnede med handsker på / han havde
haft en mærkelig drøm den nat / hans store dinglende grøntsagshoved
fik ham til at miste balancen ja der måtte søm til / og tyst
skød det højre øje ud på en blomsterstængel og spejdede
rardaragtigt op mod himlen / han målte eftertænksomt hvor langt
der var mellem hans hænder / der var et godt stykke / han
blæste sit venstre øje op som ballontyggegummi og
gloede indædt ud af øregangen / han frostod ingenting af det
der var hændt"

mandag den 20. november 2017

Sætningsmesteren

er HELLE HELLE -

fordi hendes bøger på samme tid - i langsynet og nærsynet læsning - er fremragende romaner og fremragende sætningsansamlinger.

Dagens Helle-sætning (fra Hvis det er - der kom i 2014, og der er aldrig før gået 4 år mellem HH-bøger (de sidste 3 gange er der gået 3 år), det er helt ærligt meget hårdt at vente så lang tid!):

"Næste gang mødtes de på et bøfhus."

søndag den 19. november 2017

Sætningsdigtere, top 8

Digtere der skriver i sætninger /sætning-ansamlinger - uprioriteret, generationelt organiseret - og 1 (rimelig tilfældig) sætning af hver:

Knud Steffen Nielsen
"Deres behov for det sidste ord/ tager plads op"

Peter Nielsen
"Du ligner jo et velskabt barn på benzinstationen, siger hun.
 
René Jean Jensen
"Glem det i en eller anden forstand."

Pejk Malinovski
"Digterens kanin hedder Klementin."

Majse Aymo-Boot
"Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?"

Josefine Graakjær Nielsen
"Har du prøvet at munden sover?"

Andreas Pedersen
"Man skænker mig et jag, så vi kan tænke anderledes, mig og katten, når vi tænker på life."
Sophia Handler
"Ryggen forbliver en plastikkælk."

Gode sætninger

(underviste i "Den gode sætning" på Forfatterskolen for Børnelitteratur - bad eleverne om at finde 4 gode sætninger - i egen tekst, hørt eller læst den forgangne uge, i børnelitterær tekst, i ikke-børnelitterær tekst (3 sætninger fra Hvis døden, 2 sætninger fra Kongens Fald) - her er min egen liste:)

-->
Gode sætninger:

Selvskrevet:
”Elholm undergraver desuden sin egen konstruktion fatalt, når han i artiklens flagrende vilkårlige eksempelkatalog skurkagtiggør lidet »velfriserede« Ina Munch Christensen og Jacob Skyggebjerg og helgengør ekstremt formalistiske Niels Frank og Helle Helle (hvem passer karakteristikken: »Hver enkelt sætning synes at være bearbejdet til hudløshed« bedre på?).”

Læst den sidste uge:
"Er der en vogn fra køkkenet til at transportere kagen fra indgang ind til rummet?

Børnelitteratur:
”Er nogens næse måske nogensinde blevet klemt flad af en flødehummer?”

Ikke-børnelitteratur:
”Hun står med sin halskæde og taler om fremtiden.”

Bang Foss-nyhed!

Endnu ej ny roman, hårdt nok!

Men fin og rigtig pris:

"Beatriceprisen til Kristian Bang Foss
– der som satiriker er på vej imod scherfigske højder. Hans romaner skildrer idioti uforsonligt, afstumpethed uden formildelse, forsumpning uden glamour eller eksistentielle dybder, men altid med et stort og respektindgydende stilistisk overskud."

NAJA SKAL BARE VINDE ALLE PRISERNE

FORDI HENDES BOG ER SÅ GOD

Nu er nomineringerne til Montanas Litteraturpris offentliggjort - og de er som sædvanlig gode rigtige og helt okay og vel selvfølgelige, mest lækkert, at Martin Larsen omsider er blevet nomineret til andet end  Blogdahls Bet:

Parasitsonetterne

Til stranden 

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Velsignelser

Det er et jeg der taler

Et hjerte i alt 

Den dejligste selvfølgelighed vil være, at Naja får den første af de mange priser, hendes bog fortjener, ja.

fredag den 17. november 2017

Vennesæl er et vennesælt ord

- fra min Bogholderi-note om Vild med bøger og K. Hammann inde i WA Bøger:

"Ergo startede programmets buddhistisk smilende, vennesæle vært, Flemming Møldrup, med at spørge Hammann, hvorfor hun ikke brød sig om at blive interviewet. Og Hammann svarede - som hun gjorde det flere gange, når hun blev stillet et dumt spørgsmål (om dumme spørgsmål) - med at læse et stykke op fra sin gode bog."

- fra Mikkel Bruun Zangenbergs kommentar på bagsiden af WA Bøger om Bogmesse og Vild med bøger:

"Problemet er, at de samtaler, litteraturen giver anledning til på begge slags scener - samtaler, som jeg også selv har bidraget til i tidens løb - for ofte er så helt utroligt vennesæle og kun på skrømt kritiske. For der skal skabes god stemning; det skal være hyggeligt, sjovt og trygt, glæden ved litteratur skal formidles og befæstes, og der skal promoveres og brandes og omsættes lyriske kontanter og litterære figurer"

torsdag den 16. november 2017

Kingos GOT-synops

Game of Thrones synes at have stjålet titel og plot direkte fra 2. strofe i "Sorrig og Glæde de vandre til Hobe", slog det mig under afsyngelse i Sct. Thomas Kirke i går:

"Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt.
Tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt.
Kongernes bo
er skøn uro,
Himlen alene gør salig og fro."

onsdag den 15. november 2017

Madsen & Girl Squad

Svend Åge Madsen og forfatterne til Luder-manifestet signerende bøger på samme tid hos Arnold Busck på Bogforum, køen til Madsen var klart den længste:


Knutzonkatalysatoren 6512


Line Knutzons udgave af Per Højholts 652- HOLDT SAMMEN MED GAFFATAPE & MED RØDVINSPLET (?) - i screenshot fra Vild med bøger, hvor Line begejstret fortæller om bogen og dens detonator-agtige betydning for hende og hendes skrift - OG læser en masse op fra Camille Cloud og også bliver interviewet noget, hvilket også er fedt nok, når det nu er hende. 

tirsdag den 14. november 2017

Sebastian & Line

er begge centrale Hvedekornsdigtere :


Momenter af Jørgen

(jeg prøvede at fotografere Leth oplæsende sine 1962-digte og så kom jeg åbenbart til at filme i stedet (og meget magisk, i nr. 2 klip, akkurat ordene: en klump latter (hvilket jeg først opdagede efter jeg havde sat dem i overskriften på blogposten nedenfor!)!)






mandag den 13. november 2017

o skibet! midt i en klump latter

2 ikke-digtsamling-opsamlede digte (er de med i de samlede, som jeg ikke lige har ved hånden?) fra Hvedekorn 2, 1962, som jeg bad Jørgen Leth læse op ved Hvedekorn-oplæsningen på Bogforum i går sammen med debutdigtene fra nr. 4, 1961, og det suveræne, eksklusive, helt nye (men skrevet før han blev 80 følte han trang til at understrege) digt fra det kommende nummer, 2/3 - og det gjorde han sgu selvfølgelig godt (han bemærkede, at Pasha-digtet virkede forfærdeligt aktuelt)

Udfor Nile Hilton

Pletsyg, brystspændt
til gammelrosaplukning –
Det er skibet, o skibet,
varsomt fremkaldt, mens
tiden rørt så til, og
ømt kopieret
i tusind rystende
           hænders fikserbad


Soliman Pasha, Cairo

I en stor bue
udenom minut kværnen
                                 Pludselig
midt i en klump latter
tætstående om et blodigt
                                   hoved,
en blodfos, løftede, dryppende
                                  hænder
Infernalsk tilskuercirkel
                                     snøres til,
jeg har ingen stemme, ser kun
den mørke kilde, det lukkede
                                   ansigt –
Og endelig
som et sjældent syn i flodsiv :
Cirklen rives op,
                                den blodige
løber. Falder.
Bag ham står vi
og ryster af latter.

søndag den 12. november 2017

Rifbjergs profetiske Bogforumdigt

(fra Hvedekorn 6, 1962, læst op om afslutning på Hvedekorn-oplæsningen på Spotscenen i dag)

Lortetræet

siger du ikke skyldig
i ekskrementernes blomstring
hidsige eftermiddag med
rorscharchskjorternes
styrtrygge

jorden accepterer appelsiner
korender og grapefrugter

sang fra ajletoppe
strittende kaffebønner
og det lange sår
forsvindende sommeræbler
bag ploven

møddinggaler på ægbjerget
oliebrækkere
se lortetræet vokser
ind i himlen

lørdag den 11. november 2017

Frederikst

"***** DEN ULTIMATIVE FREDERIK-BIOGRAFI" citerer en annonce på forsiden af WA Bøger BT for at have skrevet og bestjernet.

Men den ultimative Frederik-biografi er og bliver da Ebbe Kløvedal Reichs Frederik fra 1972!

Billedresultat for ebbe kløvedal reich frederik

fredag den 10. november 2017

Med Bogforum i nakken

Hvad er det manden,
der går foran mig 
i mørket 
på Tranegårdsvej
rasler af? 
Mønter?
Kastanier?
Eller har han mere 
end 1 skrue løs? 

tirsdag den 7. november 2017

Men i virkeligheden

så vi i dag Kirsten Thorup sidde med en veninde på Café Europa med en lille flaske champagne og en lille æske chokolade, vi havde lige rejst os fra vores eget bord, os to og min faster EM, og ville ikke forstyrre, men vi kunne ikke lade være at stirre, og så fik hun øje på os, og så sagde vi, at vi ikke ville forstyrre, selvom vi lige havde gjort det, vi ville bare vinke, og så (mens min faster ønskede tillykke og snakkede med hende om Trampolinhuset, hvor de begge vistnok sidder i bestyrelsen) vinkede og atter vinkede vi

søndag den 5. november 2017

Genganger på Tunesia Bar

I Kirsten Thorups forfatterskab går personer, steder, episoder igen i et væk.

Dette slående sammenfald - i visse passager, markeret med fed af mig, decideret ord til andet - mellem Erindring om kærligheden, 2016, og Bonsai, 2000 (Thorups egen yndlings-KT-bog ifølge interview i Politiken: "Hvilken er forfatterens favorit? »’Bonsai’ ligger mig nær, og det gør den nyeste også altid«. Hvorfor er ’Bonsai’ så vigtig? »Det handler om følelser og form. Efter tre lange romaner vidste jeg, at det ville jeg ikke gentage, og jeg ville gerne eksperimentere mere med formen. Det har jeg også gjort med min seneste, hvor jeg har nedslag i tiden og i hovedpersonens liv«) har du, Cecilie, opsporet i din tilbundsgående gennemlæsning:

Fra Bonsai:

"3/7 66

Jeg har fundet et sted, som jeg holder meget af. Det hedder Tunesia Bar. Jeg kommer der, fordi der mange udlændinge. Jeg kan godt lide at snakke med fremmede og høre om, hvordan folk lever i deres hjemlande. de har allesammen rejst vidt omkring og kender verden. Jeg lærer meget af dem. Nu da jeg er holdt op på universitetet (til jeres store bekymring) er Tunesia Bar mit universitet. Jeg sidder og nipper til min sodavand. Jeg har ikke råd til at drikke til restaurationspriser, men siger ja tak, hvis jeg bliver budt.
  I lørdags kom en udenlandsk mand hen til mig og spurgte høfligt, om han måtte sætte sig ved mit bord og købe en drink til mig. Da han kom tilbage med drinken, lagde han sin hånd over min og spurgte, om jeg ville gå med ham hjem. Men kunne han ikke se på mig, at jeg var gift? Og hvorfor havde han lige netop valgt mig og ikke en af de andre kvinder, der sad på Tunesia Bar og ventede på at blive budt op til en dans, som ville rive dem ud af ensformigheden og opfylde en drøm om nærhed og troskab?
  Han sagde, at han havde spurgt flere før mig og fået afslag, og han havde knapt turdet se på mig, så pinligt var det for ham endnu en gang at bede en ukendt kvinde om noget så stort som at være hans gæst. Men så meget havde han se, at jeg var godheden selv. Men jeg vidste jo slet ikke, hvordan man bar sig ad med at være god, sagde jeg og undgik hans blik.
  Jeg tog med ham hjem. Udelukkende fordi han bad mig om det, og fordi hans øjne var bedrøvede. Han boede i et værelse på en loftsgang, et lille rum på tolv kvadratmeter med bræddevægge af råt, ubehandlet træ. (I ryster nok på hovedet af sådanne boligforhold): Han bød mig på te og søde kager og spillede musik, som slyngede sig opad mod loftet i bløde spiraler. Vi sad på gulvet på store spraglede puder. Sengen var det eneste møbel.
 (...)
  Han sagde, at han aldrig ville kunne gifte sig med en europæisk kvinde, for han respekterede ikke de europæiske kvinder. Hans eget lands kvinder var smukkere, blidere. De var rigtige kvinder, der ventede på manden indtil bryllupsnatten. De europæiske var kun halvkvinder med et sexliv som mænd. Han ville ikke gå i seng med en af sine egne kvinder og bagefter forlade hende. Han ville først gifte sig med hende og så indtage bryllupsnatten som et længe ventet festmåltid. Han syntes det var synd for de europæiske kvinder. han havde medlidenhed med dem. De havde mistet mandens beskyttelse.
  Jeg sagde, at jeg ikke behøvede mandens beskyttelse. Jeg var en fri kvinde. Men når han talte til mig på den måde om europæiske kvinder, som om vi slet ikke var mennesker, men kødstykker han kunne kassere, når han blev træt af smagen, skulle han ikke kommer for tæt på mig, men jeg ville selvfølgelig overholde vores overenskomst, indtil han havde lært mig at kende i dybden."

Fra Erindring om kærligheden:

"Hver fredag og lørdag aften tilbragte jeg på Tunesia Bar for at møde interessante mennesker og danse til levende musik på det firkantede dansegulv. Jeg havde gennemført en streng slankekur: afkog af kartoffelskræller og ingefærte. Kiloene var raslet af mig sammen med angsten for at færdes udendørs. Den sorte BMW holdt ikke længere på den anden side af gaden. Jeg var igen begyndt at pleje mit udseende og lægge makeup, før jeg forlod min lejlighed. Der var som regel propfuldt på Tunesia Bar. Jeg sad klemt inde ved det store runde midterbord i selskab med flygtige bekendtskaber. Uden at jeg havde lagt mærke til det, havde parrene forladt bordet for at danse. Jeg var alene tilbage med en mørklødet udenlandsk mand som der mange af på Tunesia. Han sad længe og så ned i ølglasset foran sig. Pludselig rettede han sig op og spurgte høfligt og stilfærdigt, om han måtte købe en drink til mig. Jeg var endnu for medtaget til at kaste mig ud i en tilfældig kærlighedsaffære, men ville ikke afvise hans venskab og sagde ja tak. Musikken var så høj, at vi kun kunne tale sammen i pauserne, for han talte et dansk jeg havde svært ved at forstå.
  Han rykkede nærmere og lagde sin hånd over min og sagde at han ville blive sendt ud af landet, medmindre han kunne finde én der ville gifte sig med ham. Jeg spurgte hvorfor han havde valgt lige netop mig som sin fortrolige og ikke en af de andre kvinder der sad på Tunesia Bar og ventede på, at noget skulle ske, noget som ville rive dem ud af ensomheden og opfylde en drøm om nærhed. Han sagde, at han havde spurgt flere før mig og fået afslag, og at han knap nok turde se på mig, så pinligt var det for ham endnu en gang at bede en kvinde om noget så stort. Men så meget havde han set, at jeg havde et godt hjerte. Det kom helt bag på mig at hans betroelse var et frieri, og jeg bad om betænkningstid. Jeg var ikke færdig med den mand som jeg kort før afskeden med TL havde troet jeg skulle have et barn med.
  Nogle uger efter blev vi gift på Københavns Rådhus (...)
Jeg var helt uforberedt på at han bagefter ville bebrejde mig at jeg brugte ses som et følelsesmæssigt kyskhedsbælte.
  Han sagde at han aldrig for alvor ville gifte sig med en europæisk kvinde, for han respekterede ikke europæiske kvinder. Kvinderne i hans hjemland var smukkere, blidere. De var rigtige kvinder der ventede på manden indtil bryllupsnatten. Europæiske kvinder kun halvkvinder med et sexliv som mænd. Han syntes det var synd for os europæiske kvinder at vi havde mistet mandens beskyttelse. Jeg sagde at jeg ikke behøvede en mands beskyttelse. Jeg klarede mig fint uden mænd. Og han skulle ikke tro at han i sin kvindeforagt var så meget anderledes end europæiske mænd. Hvis han gik i seng med mig uden at respektere mig, så var det fordi han ikke respekterede sig selv. Den logik var kvindelogik, sagde han og lo højt. Hvorfor havde han brudt proformaægteskabets spilleregler ved at blive personlig overfor mig? Og hvis han ingen respekt havde for europæiske kvinder, hvorfor rejste han så ikke bare hjem og giftede sig med en af sit hjemlands vidunderlige kvinder? spurgte jeg og ramte med vilje hans ømmeste punkt.
  Jeg havde også brudt spillereglerne ved at gå i seng med ham, råbte han."


Foto af nu forsvundne Tunesia Bar (fra 1993): Hanne Fabricius, Istedgade. Porten til Vesterbro, 2014 - tak for lån

Okay, poesiversionen

KNUD SØRENSEN

BENNY ANDERSEN

JESS ØRNSBO

KLAUS HØECK

JØRGEN LETH

PETER LAUGESEN 

VIGGO MADSEN

PER AAGE BRANDT

ESKE K. MATHIESEN

LAUS STRANDBY NIELSEN

NIELS SIMONSEN

KNUD STEFFEN NIELSEN

Så mangler vi bare (prosaversionen)

(danske mesterprosaister over 70, der ikke har fået Nordisk Råds Litteraturpris - Grønfeldt er født 12/12, 1947 (der er så vildt mange poeter!))

PREBEN MAJOR SØRENSEN

SVEND ÅGE MADSEN

HENNING MORTENSEN

LOUIS JENSEN

KNUD HOLTEN 

JENS SMÆRUP SØRENSEN

VIBEKE GRØNFELDT

lørdag den 4. november 2017

Næstdummeste Nordisk Råd-interview

Det dummeste vel stadigvæk det her (citat fra John Chr. Jørgensens bog Kommer De som ven eller kommer De som interviewer?):

-->
"Hvor galt det kan gå, når en kritisk tv-journalist med et på forhånd fastlagt program støder ind i en sagesløs forfatter gav Danmarks Radio et skoleeksempel på, da man lod journalisten Stig Andersen, ekspert i økonomisk kriminalitet og anerkendt fir sine erhvervskritiske tv-programmer, interviewe Dorrit Willumsen, da det i januar 1997 blev meddelt, at hun havde vundet Nordisk Råds Litteraturpris – en pris man ikke kan søge, kun få. I ”Profilen” den 29 januar 1997 forhørte Stig Andersen forfatteren, som hun have taget af kassen eller prøvet at afsætte ubrugelige produkter. Interviewmetoden var den, Kurt Strand kalder ”fikseringen”.
  Andersen spurgte Willumsen, hvorfor kunstnere skulle have priser, når bagere, pædagoger og vejarbejdere og andre godtfolk ikke får. Han spurgte også, hvad han egentlig skulle bruge hendes bøger til. Præmissen for interviewet var en fundamentalt skepsis over for kunstneres betydning generelt. Dorrit Willumsens bog (romanen Bang LB) havde intervieweren ingen holdning til, øjensynlig heller ingen viden om."

Men Willumsen, blev dog interviewet! Da Aftenshowet havde en forfatter i studiet aftenen efter, at Kirsten Thorup havde modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, var det krimiforfatteren Sara Blædel, der skulle fortælle om, hvor vældig succes hun havde med sine bøger og sin networking i Amerika. SIGH!

Og dagen før, på selve prisdagen, blev jeg og den sympatiske, Forfatterskoleuddannede spændingsromanforfatter Thomas Rydahl interviewet i DR2 Dagen (DR2!) - hvilket jeg allerede har fortalt om i min Kirsten Thorup-kommentar bagpå fredagens WA Bøger
(link til udsendelsen HER -
spol en time hen, hvis linket ikke rammer præcist)
med denne geniale vinkling
(og prøv bare at se på screenshottet, hvor mange kræfter jeg bruger på at tale et andet sted hen):












- for at det ikke skal være løgn, kunne Torben Skjødt Jensen, manden bag den splinternye, rigtig fine portrætfilm Hjemme i verden, samme aften meddele:

Er da nu pænt stolt over at have lavet en film om kvinden der lige har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket er helt fortjent. Lidt mindre stolt over DR's Public Service princip som foreskriver at de mener at filmen er alt for kedelig, selv for et DR-K publikum....


- Hvis der er noget, DR ikke er, er det da vist glad for litteratur.

Lars er lost i Thorupville

Mig (på sms):
Går rundt og
farer vild på
Vesterbro,
pinligt!

Dig:
Det er ok! Vi er
ikke street

Mig:
Nej, vi er allé.
mindeallé! 

Dig:
Skal du have
hjælp?

Mig:
Nej, fundet nu!

(= Beat på Enghave Plads -
jeg var stået af på Carlsberg St.
og havde forvekslet
Vestre Fælledvej med
Enghavevej, eller noget!?)

fredag den 3. november 2017

Brandtale som kampdigt

(WA's udsendte reporter Klaus Rothsteins snapshot af manuskriptet til Kirsten Thorups takketale, som hun ikke nåede at få op af lommen og derfor måtte forsøge at huske ordlyden af, hvilket hun jo gjorde i sigende præcis grad)


torsdag den 2. november 2017

Effektiv normineringstekst

ved det ene (det andet er Peter Stein Larsen) af de to medlemmer i den danske jury, Elisabeth Friis (hendes første opdatering i aftes: "jesus jeg er så revnestolt og kæften min har jeg holdt Kirsten Kirsten Kirsten"):

"Kirsten Thorup debuterede i 1967 med digtsamlingen Indeni – Udenfor og har således 50 års forfatterjubilæum i år. Thorup har skrevet i alle genrer, men det er først og fremmest som forfatter til en række dybe, eksemplarisk vedkommende og socialt engagerede romaner som for eksempel Lille Jonna (1977), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987) og Bonsai (2000), at hun har sat et blivende præg på nyere dansk litteratur.
Romanerne har givet deres mange læsere et spejl, hvori vi (som Shakespeares Hamlet siger) har kunnet se vor egen tids form med samt de kræfter, der har skabt den form. Romanerne skildrer det enkelte menneskes indviklede liv, og dette menneskes lige så indviklede sociale relationer – både til de nærmeste og til det samfund, der hos Thorup altid kræver sit. Romanerne giver ofte stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt, de skrøbelige, de marginaliserede, de “forkerte”, og sådan er det også i den nye roman Erindring om kærligheden. Hovedpersonen Tara står egentlig over for et gennembrud som Hamlet i en eksperimenterende opsætning af stykket, men bakker ud af engagementet for bl.a. at kaste sig ud i et arrangeret ægteskab med en asylansøger, og Taras liv udfolder sig herefter som en planløs rutchebanetur. Hun er, som Hamlet, fanget i en tøven, hvad gælder hendes eget liv. Til gengæld rækker hun konstant hånden ud til samfundets udsatte – endskønt hun på sin vis er ligeså udsat og hjælpeløs som dem, hun hjælper. Tara får lidt tilfældigt datteren Siri, hvilket er en opgave, som hun har svært ved at klare. Og romanen følger deres forhold igennem en årrække: Et hjerteskærende og nådesløst forløb, hvor spørgsmål om det nære-som-det-svære, ret og pligt, det private og det politiske – og ikke mindst kærlighedens styrke og pris – behandles i en stadigt fordybet form. Vi når til den yderste grænse – og ud over den. Tara ender på gaden i nutidens København. Men det slutter ikke her. Siri er i mellemtiden blevet en politisk engageret performancekunstner, og Erindring om kærligheden bringer også en stor forsoning med sig i en mother/daughter-performance, hvor det feministiske perspektiv på bevægende vis forløser den spændte relation.
At betegne Erindring om kærligheden som en mor/datter-roman er dog både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi Tara og Siris relation er den kærlighed uden hvilken intet. Forkert, fordi romanen med sit brede og detaljerede samtidsperspektiv også handler om alle de relationer, vi er bestemt af. Og måske i særdeleshed de relationer, som vi vægrer os ved at indgå i – f.eks. relationen til den rumæner, der hver dag står og tigger foran supermarkedet.
Erindring om kærligheden er også i dét perspektiv en kulsort, uendelig nuanceret og viis roman. Den trækker vod i dybet, i vores fælles dyb, som kun virkelig litteratur kan gøre det."

For et øjeblik siden

på scenen i Helsinki (video på dette link)

"Det er meget overvældende og en stor ære. Jeg vil gerne takke juryen for at have valgt Erindring om kærligheden. Det er meget uvirkeligt at stå her, på denne scene og i denne store sal, som i et beskyttelsesrum, afskåret fra verdens trængsel, afskærmet fra den rå virkelighed, som jo er litteraturens element. Litteraturen befinder sig derude, lige ude på den anden side af væggene og murene, ude i kulden og sneen. I katastrofelandskaberne, i ruinerne, i blæsten gennem gaderne, i hjemløsheden befinder litteraturen sig. I smerten og sorgen, i ekstasen og kærlighedsvanviddet, i menneskevrimlen og i de lykkelige og ulykkelige, i mørket og i lyset befinder litteraturen sig. Tusind tak, hjertelig tak for prisen.

onsdag den 1. november 2017

For halvandet år siden

"Viceværten beskrev hende som utilnærmelig og asocial. Hun viste sig aldrig til beboermøderne eller den årlige sommerfest. Hun virkede mærkelig, nærmest uforskammet. Aldrig et venligt smil. Hun holdt sig for sig selv og ønskede åbenbart ikke kontakt med almindelige mennesker. Hun spillede lille og forsagt, men inde bag facaden følte hun sig højt hævet over sine naboer. Så afgjort et minus for fællesskabet i ejendommen, for ikke at sige ejendomsværdien. Den de troede var, om ikke helt som folk er flest, så dog ganske uskadelig, havde holdt dem for nar. Måske var det ikke første gang. Måke havde denne lejer haft et rend af subsistensløse udlændinge uden at det var blevet opdaget. Og hvor endte det hvis dette anarki fortsatte? Først nu så han det hele tydeligt. Hun var simpelthen skuespiller og havde taget dem alle ved næsen med sin foragt for fællesskabets skrevne og uskrevne love. Enten var man med flokken, eller også var man imod. Der var ingen mellemvej. Man måtte vælge. Og vlagte man fællesskabet, måtte man også være parat til at yde. Man kunne ikke bare flyde ovenpå og nyde godt af andres indsats for at vedligeholde deres dejlige fællesarealer. Han vidste med sikkerhed, at hun ikke havde deltaget i en eneste arbejdsweekend, hvilket understregede vigtigheden af at der blev statueret et eksempel. For fællesskabets skyld. De var ikke helt enige i opgangen og talte ikke med én stemme. Det stod enhver frit for at være uenig. delevede trods alt i et demokrati med demokratiske spilleregler."

Og - hov! - bagsideteksten, der er et romanreferat som faktisk poesi, meget vildt:

"Brudstykker af en kvinde       Ingenting andet end andres projektioner       Hun er den hendes yndlingslærere så i hende: en skuespiller
       Selvmordet som det prisme hvori livet spejler sig       Hun har efterladt sin sjæl i stjernetågen       En mors vanvid       "Kan man opdrage børn rigtigt og godt?"       Solen forvandlet til et kæmpebryst       Dråber af mælk hun ikke kan blive mæt af       En forelskelse der aldrig hører op       Et barn der er blevet voksent       Hun skulle forsvinde for at blive synlig       Ikke-eksistenser uden tag over hovedet       Afgrænset med visne grene som et sygt territorium       En datters desperation       Hun kan ikke tåle at miste mere       Desertør fra kunstens slagmark       Den mishandlede, udplyndrede stjerneplanet       Kroppe som bløde våben       Hendes dobbelte graviditet       Hun lægger forsigtigt hånden på sin datter mave       Så let om hjertet, så gennemsigtigt lykkelig       Så snart hun ankommer fremmed og hjemløs"

50 år før!

Det er ikke en
mand der bøjer sig
for at snøre sin sko -
det er
en barnevogn.
Det er ikke et
mord -
men en elskovssyg kat.
Det er ikke
sort himmel med stjerner -
det er et
slag på øjet.
Det er ikke en sommer -
men vinter.
Det er ikke sorg
der fremkalder tårer -
det er løg.
Det er ikke
armstrækninger -
men knæbøjninger.
Det er ikke ting -
det er mennesker.
Det er ikke en dør -
men et nøglehul.
Det er ikke en fugl -
det er en sten
der kastes gennem luften.
Det er ikke gammelt -
men nyt.
Det er ikke én -
men mange.
Det er hverken
surt eller sødt.
Det er noget andet
nu.

Billedresultat for kirsten thorup