Ego-nyhederne

Der var den debat om dagbladskritik på Politiken 25. september til hundedyr billetpris - med mig og Kamilla Löffsttröm, og Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Jeppe Brixvold og Mikkel Thykier, med Jes Stein Pedersen som ordstyre. Vi kritikere og rektor Jeppe startede med korte bud på den gode pointe med anmelderi; Jes Stein citerede mig senere i Politiken for disse ord:

»På den ene side er jeg længselsfuld efter kritik, som vil tale om det hele, som er personlig og grænseløs, mens jeg modsat, på avisanmeldelsens vegne, gerne vil barbere ambitionerne helt ned til en minimalistisk fordring til mig selv om bare at nærme mig teksten, fornemme, hvad den kan«

Derefter fik Mikkel Thykier ordet til en lang, indædt opsang, hvorefter han simpelthen og som planlagt forlod arrangementet. På Henrik Majlund Tofts blog er M.T.'s "talepapir" (er det ikke en ministeriel Tamilsag-term?), medsamt partier han sprang over i sin oplæsning, aftrykt - og det handler godt nok meget om mig, navngivet og unavngivet (to af WA-anmeldelserne, disset i starten, af en novellesamling (af Lone Hørslev) og et Rif-efterladenskab, er signeret LB). Jeg kan særligt godt lide følgende uoplæste passage, hvoraf det fremgår, at jeg åbenbart er fucking Georg Brandes, men stadig en værre idiot og et forfærdeligt sjuskehoved og åh så håbløst provinsiel - jeg elsker også dig, Mikkel:

"(Det ville måske gøre det muligt at fremprovokere et kritisk nybrud, nye ting at orientere sig efter, nye måder at vurdere på. Det er noget vi ser alt for sjældent i Danmark. Bukdahl har som den eneste af de tilstedeværende i dag givet et helt selvstændigt bud på hvad der er værd at beskæftige sig med i dansk litteratur(historie). Det er ikke til at tænke på hvordan det ville have set ud uden ham. Der er mange ting at kritisere ham for: overfladiske læsninger, forsimplet værdsættelse af stilistiske nydelser, hastværk, indstillingen: skyd først, tænk bagefter – eller tænk slet ikke. Men lige præcis det at satse alt på, at ens egne præferencer også kan være en opdagelse for andre og at de kan slå enhver stivnet enhed i stykker – hvornår vil vi se det igen? Dengang, i 1990’erne, var der om ikke andet et fantastisk engagement i det han skrev. Det er mange år siden. Ingen andre har siden påtaget at stå for en lige så gennemført revision. I dag er alle igen i hovedtræk rørende enige. Det paradoksale er så, at da Bukdahl iværksatte sit opgør, så alle kunne opleve friheden ved, at der ikke længere var enighed om, hvilke forfattere der var værd at læse, var dansk film og musik for første gang for alvor begyndt at opfatte sig som europæisk, international ligefrem. Bukdahls orientering derimod var altovervejende lukket inden for de nationale grænser. Selv da han var allermest engageret og måtte kæmpe for at løfte litteraturen ud af sine fastlåste stillinger. Det er den stadig, lukket i den nationale historie. En stor mangel.)"