Straks efter jeg har morgenset den bogstav-hadende, temmelg blankt støjende
Emoji filmen i Sal 1 i Palads, sidder jeg i S-toget og læser dette digt af Lene Henningsen fra overmåde fint skramlende
Stilhedsbilleder til et oprør, 2016:
"det jeg ved det jeg husker ansigtet jeg husker før andet
så er selv det mindste ord fyldt med betydning det spreder sig
hen over kuvøse-roserne i stuerne hen til portene
hvor ulykke angst i tidligt voksne ansigter lukkes ind
før showtime med bogstavlege fra guldalderen - "j" og "a" siger?
en mængde et bjerg en vinter der fortsætter"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar