Gifs med Jeanne Moreau (1928-2017)

 

- alle 3 fra Jacques Demys Le Baie des Anges, 1963:

Smiley vs. Lene

Straks efter jeg har morgenset den bogstav-hadende, temmelg blankt støjende Emoji filmen i Sal 1 i Palads, sidder jeg i S-toget og læser dette digt af Lene Henningsen fra overmåde fint skramlende Stilhedsbilleder til et oprør, 2016:

"det jeg ved det jeg husker ansigtet jeg husker før andet

så er selv det mindste ord fyldt med betydning det spreder sig
hen over kuvøse-roserne i stuerne hen til portene

hvor ulykke angst i tidligt voksne ansigter lukkes ind
før showtime med bogstavlege fra guldalderen - "j" og "a" siger?
en mængde et bjerg en vinter der fortsætter"

3 x Peter & co.

August- og september-bøger fra Gyldendal, som jeg glæder mig markant til (3 af dem har jeg allerede eksklusivt læst, dem glæder jeg mig OVER!), men ikke fik nævnt i min Bogholderi-note om "Kommende attraktioner" i WA Bøger i fredags (hvor jeg på en top 3 (som om sådan en giver mening) nævnte bøger af Svend Åge Madsen, Ursula Andkjær, Kirsten Hammann (alle 3 tidligere glædet sig til på bloggen) suppleret med BREVKASSE af Line Knutzon og en truende epidemi-roman af Hanne-Vibeke Holst):

Peter Laugesen: Travelling

Peter Adolphsen; Rynkekneppesygen

Peter Højrup: Til stranden

Martin Larsen: Parasitsonetterne

Cia Rinne: L'Usage du Mot

Kenneth Jensen: Tragedie plus tid gange ni

Verificeret/sandsynlig glædelighed  x 6, realiseret om et øjeblik! 

Borgen-skibbrudnes grad af tørhed 6 år senere

(i en blogpost fra 2011 opregnede jeg udgivelses-skæbne for forfattere fra for dengang så godt som opløste, lidt senere Gyldenal-opkøbte  Borgens Forlag (forfattere med stjerne er dem, Borgen holdt fast på (og som holdt fast på Borgen) til eller næsten til det sidste (Gyldendal overog Borgen i august 2013) og som altså i marts 2011 stadig syntes at være udkommende på forlaget) - her en opdatering)

Annemette Kure Andersen - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Lindhardt & Ringhof, siden Artur

* Benny Andersen - 2011: skæbne uvis, 2011-2017 (august 2013?): bjerget af Gyldendal

Kim Blæsbjerg - før marts 2011: bjerget af Rosinante&Co

Kaspar Kaum Bonnén - før marts 2011 bjerget af Arena, 2011-2017: siden Vandkunsten

Anne Louise Bosmans - 2011 (efter midlertidig bjergning af nu lukkede Anblik) skæbne uvis, 2011-2017: stadig uvis (ikke nyudgivet)

Per Aage Brandt: 2011: skæbne uvis (midlertidigt og en miniature bjerget af Arena Kontra), 2011-2017: bjerget af Tiderne Skifter, siden Basilisk

Thomas Bruun - 2011: skæbne uvis, 2017: stadig uvis (ikke nyudgivet)

Lars Bukdahl - 2011: skæbne uvis (også for ham selv), 2011-2017: bjerget af Kronstork (til efteråret og næppe for good. men hvem ved?)

Claus Carstensen - før marts 2011: bjerget af Hurricane, 2011-2017: siden Antipyrine

Maja Elverkilde - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Republik, siden selvudgivende

Gordon INC - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: stadig uvis?

* Simon Grotrian - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Gyldendal

Lene Henningsen - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Poesiens Hus, siden Spring

T.S. Høeg - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Escho

Peter Højrup - før marts 2011: bjerget (under pseudonym) af Basilisk, 2011-2016: fortsat Basilisk (under eget navn), siden Gyldendal (til august)

F. P. Jac - før marts 2011: (som afsjælet) bjerget af Tiderne Skifter

Thøger Jensen - før marts 2011: bjerget af Gyldendal

John Bang Jensen - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: stadig uvis (ikke nyudgivet))

Mikael Josephsen - før marts 2011: bjerget af Gyldendal

* Janina Katz - 2011: skæbne uvis, 2011: bjerget af Rosinante&Co. frem til sin død 2013

Per Kirkeby - før marts 2011: bjerget af Tiderne Skifter

Thomas Krogsbøl - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Kronstork

Thomas Hvid Kromann - før marts 2011: bjerget af People's Press (stadig!?)

Maja Lee Langvad - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Gladiator, siden Gyldendal

* Marianne Larsen - 2011: skæbne uvis, 2011-2017 (august 2013?): bjerget af Gyldendal

* Peter Laugesen - 2011: skæbne uvis, 2011-2017 (august 2013): bjerget af Gyldendal

Birgit Munch - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af (blog og siden) Escho

Carsten René Nielsen - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Ekabtana

Rasmus Nikolajsen - før marts 2011: bjerget af People's Press, 2011-2017: siden Rosinante&Co

Peter Poulsen - før marts 2011: halvhjertet bjerget af Lindhardt og Ringhof (som print-on-demand), 2011-2017: siden L&R på helhjertet papir

Louise Rosengreen - før marts 2011: bjerget af Spring (stadig?)

Charlotte Strandgaard - 2011: skæbne uvis (?), 2011-2017: bjerget af Gladiator

Maja Swiderska - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af People's Press (stadig?)

Morten Søndergaard - før marts 2011: bjerget af Gyldendal

Søren Ulrik Thomsen - før marts 2011: bjerget af Gyldendal

Tomas Thøfner - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: stadig uvis (ikke nyudgivet)

Dan Turèll - 2011: (som afsjælet) skæbne uvis (ud over (måske!?) genoptryk af de allerede foreliggende udgaver og udvalg), 2011-2016: Genudgivet af Gyldendal og Gladiator

Peter-Clement Woetmann - før marts 2011: bjerget af Kronstork

Jess Ørnsbo - 2011: skæbne uvis, 2011-2017: bjerget af Lindhardt & Ringhof

- i 2011 var der hele 23 uvisse skæbner, i 2017 kun 5 (som jo også er uvisse i den forstand, at vi ikke ved om de har færdige manuser svævende), forfattere (minus de afsjælede - og som seneste skæbne) er blevet bjerget af (Borgen-ejerne) Gyldendal (10), Rosinate&Co (3 - men jo også Hvedekorn!). Kronstork (3), People's Press (2- nok ikke holdbart, resultat af midlertidig tilstedeværelse af eks-Borgen-redaktøre (også Nikolajsens visit)), Escho (2), Spring (2), L&R (2) og en lille flok med 1 bjergning hver - hvilket er OK, men også virkeligt skrøbeligt, mængden af spinkle, ildsjælafhængige småforlag taget i betragtning, smalheden er alt andet lige blevet betydeligt mere prekær ...

Poesi i ALVERDENS togmagasiner (OG I FLYMAGASINERNE!)

Malte Persson‏ @MaltePersson

 

DSB:s tågtidning publicerar nyskriven poesi. Något för @SJ_AB att ta efter? Ja?

Sorry, men hvad med mit undskyld, Janus?

Og det behøver jeg sgu da heller ikke, når Janus kodals ny bog, Undskyld, som jeg omsider har fået i hænderne fra mikro-forlaget OVO, er hans klart bedste siden Fyrsten Zibebes beskendelse - luksuriøst opkørt og alert, Havesk og Franksk, mest Kodalsk - men lad mig bare overfortolke et næsten tilfældigt digt, dette, til også at være en bagvendt undskyldning til mig for det vandpjaskeri dengang, så er det på plads for ever and ever:

"Undskyld, jeg ikke forfølger ideen
                  om et klovneskab
en næse der forstyrrer alt
                          jeg siger
som en sivende syre gennem
       personlighedens hinder
  stabil som en religiøs indsigt
 som et ægteskab indgået i graven.
Min er tvivlens tilstand
         flaksende og ufri i tvelyset
bagstiv som en flagermus i brunst."

- Og så kan jeg selvfølgelig i gårsdagen anledning blive nødt til at citere dette, heldigvis:

"Forresten, fik jeg fortalt om den aften i Soho
hvor vi var inviteret hjem til en amme
som havde malet et portræt af Ashbery?
        Fra svalegange i hendes lejlighed
så jeg at hun havde alle de rigtige bøger
opstillet i rødbrune eksklusivbind.
Ashbery skulle se maleriet for første gang
                        og kiggede væk resten af aftenen.
Det stod og skinnede på et staffeli i køkkenet
mens vi spiste de steaksandwiches
                       damen havde lavet.
Ashbery blev fuld, vrængede som et barn
               lavede kradsemærker i luften
                  tabte sin drink.
Jeg kyssede med damen
hen over tallerkenerne med afskårne
fedtkanter og rester af rødløg.
     Undskyld, jeg namedropper
men jeg kan se det virker. "

90 x 90 til den 90-årige

På lithub.com har de bedt 90 "friends, collaborators, and admirer" vælge en yndlings-Ashbery-linje og skrive 90 ord eller mindre om den, her er LINK til det hele, og her er de første 6 linjer + kommentarer:

"Damiano Abeni 

Seeming is almost as good as being, sometimes

–“Commotion of the Birds,” Commotion of the Birds (2016)

In this line of the title poem of his latest collection to date, lightness and heaviness are perfectly balanced, in a 100 percent Ashbery mode: you can look at it and simply laugh, enjoying the baffling irony of “almost” and “sometimes”; or you can gloomily think of our narcissistic era of fakeness and instant gratification, and perceive that maybe, just maybe, he’s telling us that Western “Civilization” is doomed. And you’ll be right and wrong at the same time, as always happens when you fall into John’s magnificent web.

Michael Almereyda

Anything can change as fast as it wants to, and in doing so may pass through a more or less terrible phase, but the true terror is in the swiftness of changing, forward or backward, slipping just beyond our control.

–“The Lonedale Operator,” A Wave (1984)

The sentence appears at a point in this fairly discursive prose poem when the narrator, recounting the first film he ever saw, flashes forward to describe a movie encountered when he was older. His memory blurs, incurring a sudden slide and plunge into wider speculation. A sense of wonder and dread fill the poem like dark water filling a ship. As ever, Ashbery simultaneously describes reality and calls it into question, drawing us to consider a larger order—or disorder—encircling our tame and tidy thoughts and spiraling beyond them.

Charles Alteri

That there is so much to tell now, really now.

–“As We Know,” As We Know (1979)

I love this line because of the brilliant contrast between “now” as a descriptive term and “really now” as an expression of urgency that brings out the full capacity of “now” to carry both the present tense and the act if seeing as that incorporates and wills an entire life. This line defines an inwardness without psychology or any assumptions about selfhood.

 Rae Armantrout

How they found you, after a dream, in your thimble hat,
Studious as a butterfly in a parking lot.

–“The Other Tradition,” Houseboat Days (1977)

I tried to choose just one line but it seemed impossible. The action is always somewhere in between, in transit, like the “studious” butterfly that settles briefly then veers off. A butterfly is never jaded. These lines might describe an Ashbery poem. They arrive in the wake of some event, perhaps momentous, perhaps quotidian. Who knows now? They (and we) are off to something else—the next parked car. John is the least pompous poet in the world. Here he / you / we are Thumbelina, in our thimble hats. At this scale, attention is intense and distributive.

Felix Bernstein

To tease me into doing it, on your level, and then you aren’t there

–“Paradoxes and Oxymorons,” Shadow Train (1979)

You exist to prop up the will to be seen seeing therefore I am seeing you where you are not: where you tapped in, leaving the levels of the memory palace always in place so as to lead back to the double inside, which remains outside of where the split would have been, had you not been. You’ve shored up there—where things don’t squirt all over, or miss each other, but only tap—not to memorialize the other, or memorialize the poem, but to make the poem itself another.

Anselm Berrigan

My favorite JA lines include (all from Wakefulness [1998]):

a) Take this, metamorphosis. And this. And this. And this.
–“Baltimore”

b) No matter how you / twist it, / life stays frozen in the headlights.
–“Wakefulness”

c) All the wolves in wolf factory paused / at noon, for a moment of silence.
–“Laughing Gravy”

d) If everybody is so intent on illustrating what they know, / why is the ant syllabus closed
–“Deeply Incised”

Only the shy should choose. Rudy Burckhardt was fond of b, but I’m a sucker for c."

Gammel hilsen fra Nellie

- fra Niels Franks Genfortryllelsen, 1988:

"John Ashbery 

Først kommer den du elsker, så kommer kærligheden som en hofte du løfter ind til dig, som en hånd du løfter ind. Til sidst kommer billedet af dig selv midt i denne vandhimmel: Stjernerne ved hvem du er, en krop der synger nede i vandet."

Ørkenøjeblikke

Digt fra John Ashberys digtsamling FRA SIDSTE ÅR, Commotion of the Birds, som jeg købte som e-bog i går aftes og dybt fornøjet har læst lidt over halvdelen af denne morgen:

"DESERT MOMENTS

We watched his regular camera
until it became nervous.
There were other horns inside for us,
things the pasta brought, never to be paced over.

My gosh! The president of the United States!

Years and years went by like that.
It was impossible to keep track of them.
I'm all about truth, and meaning. In the end
they said they were delighted with what they found.

Circuits are busy. Of course, we are not going to sit here
and wait. I have met you in the small shops,
a large cookie presence. I was "robust."
Save me the czardas

at Puke University.
I'm glad he goes in there.
That was the president, you clucks.
Why is it taking so long?

We might come closer (the eldritch mother's refrain
over 23 years ago).
Oh, that's whar that is.
Then suddenly, it's forty years later,
and I was like, "Holy shit!
I'm just happy to be alive!"

It's almost like you've done someting
totally preppy. Your hands are a little dirty,
though.
Yrs and oblige,
Holofernes J. Cringleaf.

"Dear Smitten ...""


- Ashbery tildeles National Humanities Medal, 2012 

ASHBERY 90 !

Den amerikanske, vildt dejlige og dizzying digter John Ashbery bliver 90 i dag - collager han lavede i sandsynligvis de tidlige 2000-år  HER) 

Manifestivitas

HER i gårsdagens AK24syv ævler jeg om futurisme og Marinetti og især Marinettis første futuristiske manifest fra 1909, med dets eksplicitte kvindehad - her er et klip fra Valerie de Saint Points "Den Kvindelige Futurists Manifest" fra 1912:

"It is absurd to divide humanity into men and women. It is composed only of femininity and masculinity. Every superman, every hero, no matter how epic, how much of a genius, or how powerful, is the prodigious expression of a race and an epoch only because he is composed at once of feminine and masculine elements, of femininity and masculinity: that is, a complete being.

Any exclusively virile individual is just a brute animal; any exclusively feminine individual is only a female.

It is the same way with any collectivity and any moment in humanity, just as it is with individuals. The fecund periods, when the most heroes and geniuses come forth from the terrain of culture in all its ebullience, are rich in masculinity and femininity.

Those periods that had only wars, with few representative heroes because the epic breath flattened them out, were exclusively virile periods; those that denied the heroic instinct and, turning toward the past, annihilated themselves in dreams of peace, were periods in which femininity was dominant.

We are living at the end of one of these periods. What is most lacking in women as in men is virility.

That is why Futurism, even with all its exaggerations, is right.

To restore some virility to our races so benumbed in femininity, we have to train them in virility even to the point of brute animality. But we have to impose on everyone, men and women who are equally weak, a new dogma of energy in order to arrive at a period of superior humanity.

Every woman ought to possess not only feminine virtues but virile ones, without which she is just a female. Any man who has only male strength without intuition is only a brute animal. But in the period of femininity in which we are living, only the contrary exaggeration is healthy: we have to take the brute animal for a model.

Enough of those women whose “arms with twining flowers resting on their laps on the morning of departure” should be feared by soldiers; women as nurses perpetuating weakness and age, domesticating men for their personal pleasures or their material needs! … Enough women who create children just for themselves, keeping them from any danger or adventure, that is, any joy; keeping their daughter from love and their son from war! … Enough of those women, the octopuses of the hearth, whose tentacles exhaust men’s blood and make children anemic, women in carnal love who wear out every desire so it cannot be renewed!

Women are Furies, Amazons, Semiramis, Joans of Arc, Jeanne Hachettes, Judith and Charlotte Cordays, Cleopatras, and Messalinas: combative women who fight more ferociously than males, lovers who arouse, destroyers who break down the weakest and help select through pride or despair, “despair through which the heart yields its fullest return:’Let the next wars bring forth heroines like that magnificent Catherine Sforza, who, during the sack of her city, watching from the ramparts as her enemy threatened the life of her son to force her surrender, heroically pointing to her sexual organ, cried loudly: “Kill him, I still have the mold to make some more!”"

(tjek også Valeries futuristiske Begærsmanifest)!

Kævlens kommandocentral

Dana Ahsbrook -Bobby Briggs - i interview om Twin Peaks The Return :

"I’m amazed at how flawlessly the deceased actors have been given their due on-screen. The Major and BOB still get a significant amount of narrative action, plus those moving scenes with the Log Lady before Catherine E. Coulson passed away.
David has paid homage to and honored those people so beautifully. And we’ve lost a lot of people since the beginning. It’s a tearjerker. Catherine was really hard for me particularly and everybody else, too. She was one of David’s really dearest friends, and that all went down while we were working. That was pretty, pretty heavy. I loved the way that she got to be in it, because she loved the show and being the Log Lady. She kept that log with her. She was in charge of the log. She was a beautiful person and it was devastating for everybody. We were actually working when that all went down, so to see how David worked to ensure she was in it was heart-wrenching. The fact that those other actors were factored in, and in such a big way, was beautiful. I have no idea how he did it. David makes it classy. He doesn’t do it in any sort of tacky or exploitative or weird way. He’s a classy guy. Catherine was one of his oldest and dearest friends. It was tough on everybody."

C.V.'s bortnærværelse, H.U.G. i hak

Det  er bare så irriterende, at geniet Lars H.U.G. lavede udødelige sange af visse debutdigte i Søren Ulrik Thomsens debutsamling City Slang, fordi jeg aldrig kommer til at få dem ud af hovedet, og det ville ikke have været tilfældet, hvis han ikke havde lavet sange af dem, så ville de være forblevet stabile, men fjerne ekkoer ligesom 100.000'er af andre ikke-dårlige digte, jeg har læst, af fx også Henrik Nordbrandt, som jeg, i gennemsnit (han har så også publiceret væsentligt flere digte end SUT, der ikke har publiceret synderligt mange digte, måske jeg faktisk, i gennemsnit, ville synes bedre om SUT, hvis han havde publiceret flere digte, hvis han ikke skulle pudse og polere dem så håbløst udglattende), er væsentligt gladere for, uden at han er et decideret idol (hvis digte helt af sig selv bliver siddende i mit hoved, som fx og fremfor alt Per Højholts), og hvis nu bare C.V. Jørgensen - mens han, for helvede da også, bliver ved med ikke at lave en ny plade med egne sange - lige havde lavet en plade med sange over Nordbrandt-digte, så kunne jeg i det mindste også have dem uhjælpeligt i hovedet konkurrerende med de forbandede, fantastiske City Slang-sange:

Lana vs. Henrik

Lana del Rey er international popmusiks Henrik Nordbrandt (hvad angår både medfødt vellyd, genial og rig monotoni og bundløs melankoli),
bare bedre! 

- slutningen på del Reys "Summer Bummer" fra den nye, skønne plade Lust for Life:

(Verse 3: Lana Del Rey]
"White lies and black beaches
Miles in between us
Is this love or lust or some game on repeat?
It's like making me crazy
Tell me, "have patience"
Baby, I need this
White lines and black beaches
White lies and black beaches
And blood red sangrias
We traveled for weeks, just to escape your demons
But you've got your reasons
In making me crazy
But you've got your reasons
White lies and black beaches

[Bridge: Lana Del Rey & A$AP Rocky]
High tops in the summer (top out, hop out, hop out)
Don't be a bummer, babe (top out, hop out, hop out)
Don't be a bummer (top out, hop out, hop out)
Don't be a bummer (top out, hop out, hop out)

[Chorus: Lana Del Rey, Playboi Carti & A$AP Rocky]
Hip-hop in the summer (What? What? What?)
Don't be a bummer, babe (What? What? Yeah?)
Be my undercover lover, babe, hmm
(What? What? What? What? What? What? Yeah
What? What? What?)
High tops in the summer (summer, what? What? What?)
Don't be a bummer, babe (summer, what? What? What?)
Be my undercover lover, babe (What? What? What? What? What?)

[Outro: Lana Del Rey]
Don't be a bummer, babe
Ooh ohh, ooh ohh
Ooh ohh, ooh oh"

- digt fra Nordbrandts Besøgstid, 2007:

"Lav sol på skodder:
Sensommeren og døden
på ét koldt hængsel"

Præsidenten elsker balloner

og undrer sig underligt over dem*





* Helium som bæregas
Da helium er "lettere", dvs. har en lavere massefylde end luft, bruges det til at fylde luftskibe og balloner for at få dem til at stige til vejrs. Selv om Brint har en endnu lavere massefylde, foretrækker man alligevel helium, da denne gas modsat brint hverken er brændbar eller giftig.

- og se, Donald, svævende skyskrabere:

Jørgen Leths Tour de France-kommentar er hans årlige Dickens-roman

(Den gule trøje i de høje bjerge hans dekonstruerede hyper-Dickens-roman) 

Ah, at høre Jørgen sige ordet

DICKENSAGTIG

(om colombianerne og deres heftige livshistorier)

Hvad er ligheden mellem Jussi Adler-Olsen og Chris Kraus?

DE ER BEGGE BOLIGSPEKULANTER

(Kraus som måske stadigvæk primær indtægtskilde - Adler-Olsen som betydelig, men med tiden klart sekundær indtægtskilde)

- fra Jonas Langvad Nilssons biografi Jussi:

"Jussi Adler-Olsen er en mand, der forvirrer. Han forvirrer, fordi han ikke opfører sig som andre forfattere. Det viser sig, at han er mindst lige så meget forretningsmand, som han er forfatter. Og på overaskende vis er det lykkedes ham at kombinere de to roller, som ellers virker uforenelige. Jussi mener ikke, at det at skrive en bog nødvendigvis behøver optage en hel arbejdsdag og fylde al tankeaktivitet. Det interesserer ham mindst lige så meget at starte nye virksomheder, investere aktier og købe og sælge ejendomme. Det sidste har han gjort, siden han var ung, og filosofien er den samme som dengang. Han køber billigt, sætter i stand, flytter ind og bor der nogle år sammen med sin familie og venner, inden han sælger med skattefri fortjeneste. Siden de var unge, har Jussi og Hanne boet på 12 forskellige adresser i hovedstadsområdet, og hver gang er de flyttet videre til en bolig, som var nøkket bedre end den foregående. Han forklarer det som glæden ved at tage noget, der forfalder og gå ind for fuld kraft og rette op på det forsømte, se det blomstre og gøre en god forretning.
  De seneste 20 år har parret boet i Allerød Kommune og været glade for det. men nu er de begyndt at se sig om efter noget nyt, gerne tættere på København, hvor mange af deres venner bor. Jussi Adler-Olsen monitorerer boligmarkedet dagligt, og senest har han købet en lejlighed på Peblinge Dossering. Huset ligger på det eftertragtedes stykke mellem Søpavillonen og Dronning Louises Bro og består af ti lejligheder. Han fortæller, at parret ikke har tænkt at bo der selv, men at de havde brug for et projekt af den kaliber.
  "Vi havde rent ud sagt for mange likvider, som vi ikke anede, hvad vi skulle bruge til. Vores revisor har punket os for at komme i gang."
  Hvorfor?
  Han kigger på mig et kort øjeblik, men må vende blikket tilbage mod vejen.
  "Hvis du sætter pengene i værdipapirer, så har du bare et stort slæb med at kontrollere, om de går op og ned hos Vestas og A.P. Møller. Jeg havde brug for andet end papirer. Jeg havde brug for mursten. Der er noget trygt og fantastisk over mursten."

- fra Guardian-interview med Chris Kraus:

"Why is Sylvie (hovedperson Kraus' Torpor) so obsessed with property, with creating a perfect domestic realm?
When you can’t participate in one arena, the thing to do is to create another. The value she attaches to the domestic is compensatory. One model for Torpor was George Perec’s 1965 novel Things: A Story of the Sixties, a brilliant parody of consumerism. I got Sylvie and Jerome’s names from the couple in his book. They’re obsessed with English leather shoes and having a certain kind of blotter on the desk.
She is also, like you, a landlord.
Yes. I chose early on not to pursue full-time teaching, and property management has been a means of supporting myself. I still own the buildings I bought in Albuquerque in 2005, and I spend a couple of hours every day dealing with leaking roofs and plumbers and laminate floors."

- fra Kraus' I Love Dick:

"EXHIBIT M: SCENES OF PROVINCIAL LIFE

Thurman, New York
Thursday, January 5, 1995: 10:45 p.m.

Dear Dick
  Tonight we went to the Thurman Town Court as plaintiffs against our former tenants, the O'Malley's, sandwiched in between the bad check writers and drunk drivers. This should pretty much evoke for you the world we live in. We can't imagine you in that position. Actually we can¨'t imagine ourselves there. When it was all over and we won, we both agreed we couldn't care less about material possesions. We were just sick of being had all the time by everyone, even these stupid hicks who we sued for non-paymnet of rent, and who will all all eventually get the better of us. Oh Dick, I wish you were here to save us from life in the provinces.

Signed,
Charles and Emma Bovary "
 

I gårs usete Lynch-film

Rapport fra Twin Peaks-panelet på Comic Con i San Diego:

"Though Frost and Lynch did not make it to San Diego, Lindelof kicked things off with a film from Lynch. It was a short, strange piece that kept cutting out and piling on the strange developments. Lynch began by saying hello, but then he started yelling at someone off-camera. At that point, it sounded like a man fell from a great height. Lynch came back and said, “I’ve got to show you something” — and lifted up what looked like a dead hand. There was something in the hand: “This supposedly is the last golf ball O.J. Simpson hit before going into prison.” The film cut out again and then Lynch was back: “Today you’re going to meet some great actresses and actors …” Lynch began, but then, off-camera, it sounded like total chaos was breaking out. Lynch: “You can’t bring a horse in here. Manuel, take that gun away.” Fans packed into Hall H heard the sound of a horse whinnying. And then the film finally abruptly cut out."

& Hendrix

STOR TAK TIL ASGER OG STEEN SOM HEMMELIGE BAGMÆND FOR "LAMENT FOR JIMI", DK'S BEDSTE ROCK-DIGT:

Asger Schnack

"HØJHOLT / HENDRIX: 1) I bookletten til ”tilbage til TURBO” (2001) (som består af to cd’er, ”tilbage til TURBO” og ”TURBO” selv, lp’en fra 1968) bliver Per Højholt spurgt af Jesper Ravn (idémand og producer): ”Hvordan opstod ideen til Turbo?” Per Højholt svarer: ”Selve digtet har udgangspunkt i Jimi Hendrix. Da vi fik stereo i det lille hjem og rockmusikken kom frem, gik jeg fuldstændig agurk over Jimi Hendrix og tænkte: Sådan må man fan’me også kunne skrive, og så prøvede jeg. Og det blev Turbo.” 2) I ”Smerteskolen og andre digte” (1979) står Per Højholts fremragende digt ”Lament for Jimi”: ”Jimi, for helvede, er der noget at sige til / at de indledende akkorder hvor du samlede / al musik før til sekunder og så uden videre / kastede den fremad, forud, hen hvor du ikke / var nået endnu selv, men lidt efter alligevel / stod, grinende, kold i røven, og greb den / og sendte den endnu et vildt kast ud, videre, / vildere, nærmere din egen, – at den greb os, / din øredøvende friktion mod den totale pavse / som også dit sidste da halvt sanseløse kast / der kastede kasteren ud hvor ingen griber, / aldrig, og ingen musik, omsider, forudanes?” 3) Da Bandet Nul besøgte Per Højholt i november 1979 og skrev digtet ”Rejsen til Højholt” (og den sidste aften sammen med Per Højholt skrev digtet ”Seks makreller udsat for vejrlig”), havde Per Højholt et job (et show på et slagteri) den ene dag og bad os om at lade, som om vi var hjemme. Vi fandt Jimi Hendrix: ”Electric Ladyland” i pladesamlingen og spillede den på Per Højholts grammofon. I ”Rejsen til Højholt” lyder strofe 102: ”et piblende elektrolys / i Jimis mørke / så mange græshopper / ude af stand til midnatshimmel / altså farvel til goddag / eller rettere: goddag til farvel”."

Comments

Steen Møller Rasmussen  "Du har selv mere end en' finger med i Per Højholts fremragende digt ”Lament for Jimi” - For da jeg skulle udgive "On The Rocks" med rock fotos og digte/tekster i 1978, mødtes vi og du sagde: - F.P.Jac og Per Højholt skal også med, du gav mig Højholts telefon nr. og jeg sendte et foto af Jimi Hendrix til Per. Retur kom ”Lament for Jimi” - F.P. Jac skrev om Ray Davies og du om Dylan. ”Smerteskolen og andre digte” udkom 1979 som du skriver."

4) Digtet "Månen forklaret" fra PRAKSIS 10: Manøvrer, 1993:

Haven vånder sig derude i sen sne.
For et sidste træt blik sortner
vejens spor, nattefrost jager som en gigt
i tyndskindede birke og plaget
hælder asken, skør i grenværket.
Jeg har slukket alt lys, fra rum til rum
går jeg og ser månen falde ind
på gulvene og fråde i køkkenvasken.
Kun ét lys er tændt, det pulserende røde
i den gamle Luxman-forstærker:
Huset dundrer: Hendrix i højt gear.

5) Ved bisættelsen i Silkeborg, efter SUT og Pia T havde talt, tændte Højholts søn Terkel for Hendrix på den medbragte ghettoblaster

At instruere en fluejagt

- fra interview med Amy Shiels, der spiller Candy i Twin Peaks The Return

"We’re reintroduced to Candie and get into her mind-set thanks to an extended fly-swatting sequence this week. How did David direct you in that scene specifically, since it’s well over a minute of you walking around aimlessly?

I was told I was going to have this red handkerchief and I’m going to be swatting a fly — the fly is flying all over the room and you’re going to keep on trying to hit it. It’s going to be down there; it’s going to be up here; it’s going to be over there. I knew we really had to just go for it. David would shout direction while I was walking around the room. It’s up your left! It’s down! It’s to the side! It’s to the right, Candie! It was really fun. And then you reach down and you pick up the remote control, and then it goes up in the air, and then it goes down and lands on his face, and then it goes off again. David was very specific. I didn’t feel silly doing it with Candie, because I felt so crazy all of the time anyway. I was in her world every day. I was like, “This is just a normal day in Candie’s world!”"

Den mægtigste nødvendighed er de lilleste unødvendigheder

Jeg bliver så både broderligt og professionelt muggen over Linea Maja Ernsts anmeldelse i WA Bøger i går af Blendstrups og Gundersens Havelågebogen, som jeg synes der er så suverænt meget præcis SØRGMODIGHED OG VISDOM OG HUMOR i - og sgu også både VISION OG FILOSOFI (skæbne som en bogstavelig(gørende) fabel, vi fortæller/fortælles, der stivner/punkterer) - og netop i og med sin vitsagtige shine og uanseelighed og fulde fart. Linea skriver trælst:

"Der er for eksempel et billede af en trælåge med et vindue i midten, hvorigennem et hjerteligt hundehoved kigger ud.

Billedteksten lyder: »Her boede manden, der ville være Jan. Når folk mødte ham, tegnede han en usynlig bue, som betød, de meget gerne måtte lade ham forlade sit navn og gå med ham hen til det andet, som var Jan. På arbejdspladsen sørgede han altid for at fremstå nyansat. Så folk uværgeligt måtte spørge ham, hvem han var. Jeg hedder Kim, sagde han straks, men du må meget gerne kalde mig Jan. Når havelågen gik, var det som en stille betoning af et fjernt, men solidt navn.« Nu citerede jeg fra en af de bedre, reelt forunderlige tekster, men De må tro mig, når jeg siger, at mange af billedteksterne er vældig undværlige. Og selv de charmerende, som Janlågen, kan man leve et fint og fuldt liv uden at have læst.

Havelågebogen er en »gakket« udgivelse - med store, tydelige citationstegn. Jeg får meget hurtigt spat af den insisterende, bralrende pudsighed, der kendetegner mange af teksterne.

»Her boede Fidel Gastro. Han overtog sit kapitalistiske tarmsystem med en voldelig revolution for 53 år siden og styrede det siden på socialistisk antifascistisk vis.« Det er høhøhumor under niveau.

Der er jo ingen tvivl om, at Blendstrup kan skrive, især i andre udgivelser, men egentligt også her. Der er fine, originale, eftertænksomme, giftige tekster. Men ingen af dem synes at være tekster, der bare måtte skrives." 

Jeg er lige strålende lykkelig for manden, der ville være Jan, og for Fidel Gastro, og det er for mig en frygtelig tanke, at jeg skulle have undværet disse fabelagtige figurer i mit læsende liv. Linea tror måske, hun er Mogens Mundlæder i den anmeldelse, men det er hun nikke nikke nej, og altså, hey, for nu at være så blodigt patetisk, som skamløs talentfuldhed og -udfoldelse fortjener: Det er åndssvagt at være andet end grundigt taknemlig for disse som smurt knagende Havelåger. Og her Mogens:

"HER BOEDE Mogens Mundlæder. Hans mund var formet og hærdet af ondskabsfuldheder. han var ekspert i at sige ting, der gik lige ind. Harpunsandheder. Neptuns forbandelse. Ballistiske svinemikler. Kortfattet økse. Indsæbet sortsmudsker. Han sagde det på den særlige drevne facon, hvor ordene ligesom slæber sig af sted. Man kunne leje ham, når man ønskede at blive skilt, men var for blid til at sige sandheden. Så stod han i døren og lod sit læder blafre, indtil konen eller manden gik sin vej." 

Moustacheudødelighed

(fra Guardian-artikel)

"Experts who exhumed the body of Salvador Dalí to collect samples for use in a paternity claim have revealed that the enigmatic artist’s trademark moustache still graces his face almost three decades after he died.
Narcís Bardalet, the embalmer who tended Dalí’s body after his death in 1989 and helped with the exhumation on Thursday night, said he had been delighted to see the surrealist’s best-known feature once again.
“His moustache is still intact, [like clock hands at] 10 past 10, just as he liked it. It’s a miracle,” he told the Catalan radio station RAC1.
Dalí is buried in a crypt beneath the museum he designed for himself in his home town of Figueres, Catalonia.
His remains were disinterred to help settle a long-running paternity claim from a 61-year-old fortune-teller who insists she is his only child.
Bardalet described the moment he had laid eyes on Dalí. “His face was covered with a silk handkerchief – a magnificent handkerchief,” he told RAC1.
“When it was removed, I was delighted to see his moustache was intact … I was quite moved. You could also see his hair.”
He said Dali’s body resembled “a mummy; it was like wood”, adding that it was so hard that experts had to use an electric saw rather than a scalpel to collect bone samples.
Bardalet predicted Dalí’s body would last a good while longer. “The moustache is still there and will be for centuries,” he said."

Vi har så meget brug for Hammann tilbage i gear

- lad os tro på Det er et jeg der taler-kickGENstart-comeback-effekten på den her

(og tilgive KH for at stjæle titlen på Christian Yde Frostholms jo ret fantastiske net-cut-up-samling, som den jo nemlig så bare har at være mindst lige fantastisk som):

Ofte Stillede Spørgsmål - Kirsten Hammann - Bog

Af Kirsten Hammann

Vejl. pris: 199,95 kr.

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hammann er et vildt, vredt, rasende morsomt, udleverende og ikke mindst selvudleverende portræt af kunstneren som modsætningsfyldt menneske.

Omslagsgrafiker: Clara Birgersson

Fakta om Ofte Stillede Spørgsmål

Forfatter(e)	Kirsten Hammann
Genre(r)	Skønlitteratur
Udgivelsesdato	22/09/2017
ISBN-13	9788702246780
ISBN-10	8702246780
Indbinding	Hæftet
Sprog	Dansk
Udgave	1
Sidetal	200

Krimimessedrømmen, raslende

- det her minder mig om at jeg skal have læst Kamilla Hega Holsts Rud, som jeg har inisterende høje forventninger til (efter min skuffelse over På træk), og det er måske derfor jeg tøver, den ligger ellers lige deroppe i den høje ulæst-bunke øverste på Den Dynamsike Reol:

Kamilla Hega Holst

"I Samlerens Bogklubs månedsblad kalder de RUD for en filosofisk (suveræn :-)) thriller; og måske derfor eller på grund af min konstante pengenød eller fordi jeg keder mig, var jeg til krimibogmesse i nat, i en meget lille garage på Grønland, der var kun lige plads til et bord og så mig og Jesper Stein (aim high), Jesper havde noget krimiudstyr på, metal af en slags, det hang på ham i noget, der lignede nøgleringe, og støjede voldsomt under samtalen. Publikum fulgte med på en skærm fra Danmark og var fuldstændig uinteresseret i eller vant til Jespers påklædning, i hvert fald spurgte ingen ind til det. Det undrede mig helt vildt.
#krimimesse #venterpåeninvitation "

Hvordan man lærer at tale sort

- fra Evan Kindleys anmeldelse i New Republic af Karin Roffmans The Songs We Know Best: John Ashbery’s Early Life:

"Ashbery was attracted to boys from the time he was in kindergarten, and anxieties about his homosexuality and its possible discovery were a constant feature of his childhood and adolescence. He made only careful, coded references to homosexuality in his journals and letters, which Roffman has patiently deciphered with the help of the author himself.
After an early sexual experience in 1941, when he ejaculated for the first time after fooling around with a male friend during a sleepover, Ashbery jotted a “poem-note” in his diary “made up of phrases from their conversations that he did not want to forget”:

tulip garden
                       old dutch
                       home all our own until
                       recall once more
                                   fashion in shows
                       dog cast in
                                   days before
            were almost learning to forget
            happy             fear came from
                                               a trough
                       kin

It’s remarkable how closely this fragmented, unsyntactical text, written when Ashbery was thirteen and had yet to encounter any modernist poetry, resembles his avant-garde experiments with verbal collage in The Tennis Court Oath and other books. Compare, for instance, this excerpt from “Europe,” written two decades later when Ashbery was living in Paris at the epicenter of the global avant-garde:

                       songs like
                       You came back to me
                       you were wrong about the gravestone
            that nettles hide quietly
            The son is not ours.

Roffman argues, plausibly, that Ashbery’s practical need to disguise his homosexuality led him to cultivate his taste for ambiguity and indirection, and she analyzes many of his early poems along these lines. This way of understanding Ashbery’s cryptic aesthetic isn’t new—it’s been around since at least 1994, when John Shoptaw’s On the Outside Looking Out argued for a “homotextual” interpretation of his work—but Roffman opens up a whole new archive of powerful biographical evidence supporting it."

Jeg kan god lide den diskrete, men klare biografistiske skepsis, der afslutter anmeldelsen:

"A writer like Ashbery is, in one way, a scholar’s dream. His work is full of cross-references to be tracked down and mysteries to be decoded, and it is in consistent dialogue with both its contemporary historical moment and with the literary canon (however eccentrically that canon is defined). On the other hand, a sense of privacy and inscrutability is intrinsic to the experience of reading him: An Ashbery whose work had been fully explicated wouldn’t be Ashbery at all. The Songs We Know Best lets us see, clearer than ever before, how the poet’s mind works, and how it developed. Still, you can’t help remaining a little nostalgic for the mystery."

Salomé strikes back

Så fin, skarp og delikat en KONCEPTplade, Jarvis Cocker og Chilly Gonzalez' Room 29, "om" et værelse på Los Angeles' legendariske hotel Chateau Marmont - Her Cockers tekst til sangen "Salomé":

"Don't know what to do
I seem to have lost my head over you
Now see it rolling on the ground beside your feet

So shake your tambourine
Maybe it will cast out this wicked dream
That took root in my heart
Whilst I was just wandering about
Then bang - my head was gone
But hey good looking
Haven't I seen you somewhere

Salomé
Viewing figures went though the roof
Salomé
Breakdown or breakthrough

I saw a head in a box
The head was mine
I got quite a shock
I dropped it and then they re-boxed it

I saw a crowd out in the street
My money box kept them sweet, yeah
They made it turn a pretty profit
You shook your tambourine above it

Salomé
Viewing figures just went through the roof
Salomé
Breakdown or breakthrough

Oh there goes my head
Still in a box
Tucked under your arm
Now I'm at a loss
But I just love to watch you dancing
One more time
I'm out of my box
I'm out of my mind
Oh, but you're the boss
Yes you know that you are
So shake your pretty money maker
Yeah shake your pretty money maker

Yes shake your tambourine
Maybe it will cast out this wicked dream
That took root in my heart
Sometime while I was not really looking
Hey good looking"

Jeg har lige læst Oscar Wildes fængselsbrev De Profundis, og Wilde skrev jo i 1891 et skuespil om Salomé, som Cocker garanteret har i baghovedet - det slutter blodigt sådan her, og nu er det hende, der har ordet:

"SALOMÉ
[She leans over the cistern and listens.]
There is no sound, I hear nothing. Why does he not cry out, this man? Ah! if any man sought to kill me, I would cry out, I would struggle, I would not suffer. . . Strike, strike, Naaman, strike, I tell you. . . . No, I hear nothing. There is a silence, a terrible silence. Ah! something has fallen upon the ground. I heard something fall. He is afraid this slave. He is a coward, this slave! Let soldiers be sent. [She sees the Page of Herodias and addresses him.] Come hither, thou wert the friend of him who is dead, wert thou not? Well, I tell thee, there are not dead men enough. Go to the soldiers and bid them go down and bring me the thing I ask, the thing the Tetrarch has promised me, the thing that is mine. [The Page recoils. She turns to the soldiers.] Hither, ye soldiers. Get ye down into this cistern and bring me the head of this man. Tetrarch, Tetrarch, command your soldiers that they bring me the head of Jokanaan.
[A huge black arm, the arm of the Executioner, comes forth from the cistern, bearing on a silver shield the head of Jokanaan. Salome seizes it. Herod hides his face with his cloak. Herodias smiles and fans herself. The Nazarenes fall on their knees and begin to pray.]
Ah! thou wouldst not suffer me to kiss thy mouth, Jokanaan. Well! I will kiss it now. I will bite it with my teeth as one bites a ripe fruit. Yes, I will kiss thy mouth, Jokanaan. I said it; did I not say it? I said it. Ah! I will kiss it now. . . . But, wherefore dost thou not look at me Jokanaan? Thine eyes that were so terrible, so full of rage and scorn, are shut now. Wherefore are they shut? Open thine eyes! Lift up thine eyelids, Jokanaan! Wherefore dost thou not look at me? Art thou afraid of me, Jokanaan, that thou wilt not look at me? . . . And thy tongue, that was like a red snake darting poison, it moves no more, it speaks no words, Jokanaan, that scarlet viper that spat its venom upon me. It is strange, is it not? How is it that the red viper stirs no longer? . . . Thou wouldst have none of me, Jokanaan. Thou rejectedst me. Thou didst speak evil words against me. Thou didst bear thyself toward me as to a harlot, as to a woman that is a wanton, to me, Salomé, daughter of Herodias, Princess of Judæa! Well, I still live, but thou art dead, and thy head belongs to me. I can do with it what I will. I can throw it to the dogs and to the birds of the air. That which the dogs leave, the birds of the air shall devour. . . . Ah, Jokanaan, thou wert the man that I loved alone among men. All other men were hateful to me. But thou wert beautiful! Thy body was a column of ivory set upon feet of silver. It was a garden full of doves and lilies of silver. It was a tower of silver decked with shields of ivory. There was nothing in the world so white as thy body. There was nothing in the world so black as thy hair. In the whole world there was nothing so red as thy mouth. Thy voice was a censer that scattered strange perfumes, and when I looked on thee I heard a strange music. Ah! wherefore didst thou not look at me, Jokanaan? With the cloak of thine hands, and with the cloak of thy blasphemies thou didst hide thy face. Thou didst put upon thine eyes the covering of him who would see his God. Well, thou hast seen thy God, Jokanaan, but me, me, thou didst never see. If thou hadst seen me thou hadst loved me. I saw thee, and I loved thee. Oh, how I loved thee! I love thee yet, Jokanaan, I love only thee. . . . I am athirst for thy beauty; I am hungry for thy body; and neither wine nor apples can appease my desire. What shall I do now, Jokanaan? Neither the floods nor the great waters can quench my passion. I was a princess, and thou didst scorn me. I was a virgin, and thou didst take my virginity from me. I was chaste, and thou didst fill my veins with fire. . . Ah! ah! wherefore didst thou not look at me? If thou hadst looked at me thou hadst loved me. Well I know that thou wouldst have loved me, and the mystery of love is greater that the mystery of death.

HEROD
She is monstrous, thy daughter I tell thee she is monstrous. In truth, what she has done is a great crime. I am sure that it is. A crime against some unknown God.

HERODIAS
I am well pleased with my daughter. She has done well. And I would stay here now.

HEROD
[Rising.]
Ah! There speaks my brother's wife! Come! I will not stay in this place. Come, I tell thee.

Surely some terrible thing will befall. Manasseh, Issadar, Zias, put out the torches. I will not look at things, I will not suffer things to look at me. Put out the torches! Hide the moon! Hide the stars! Let us hide ourselves in our palace, Herodias. I begin to be afraid. [The slaves put out the torches. The stars disappear. A great cloud crosses the moon and conceals it completely. The stage becomes quite dark. The Tetrarch begins to climb the staircase.]

THE VOICE OF SALOMÉ
Ah! I have kissed thy mouth, Jokanaan, I have kissed thy mouth. There was a bitter taste on my lips. Was it the taste of blood ? . . . Nay; but perchance it was the taste of love. . . . They say that love hath a bitter taste. . . . But what matter? what matter? I have kissed thy mouth.

HEROD
[Turning round and seeing Salomé.]
Kill that woman!
[The soldiers rush forward and crush beneath their shields Salomé, daughter of Herodias, Princess of Judæa.]"

En Yeah-nostalgiker

Iøjnefaldende, under kortlægning af ung litteratur-reception, hvor massivt kanoniseret Theis Ørntofts Digte 2014 er - og jeg føler en skarnagtig pligt til at indrømme, at jeg altså bryder mig en betydelig grad  mere - en betydeligere, hedonistisk, Titanic-koncertpublikum-fornøjet grad nemlig - om debuten Yeahsuiten, 2009 There I said it! Her er et af de gamle, dejlige digte, ingen vil eller får lov til at analysere, fordi de for altid nu er præ-dystopiske:


Verden uden søvn

Prøver at tænke lidt på hvis man aldrig skulle sove
så ville man fyre rundt og være godt sindssyg!
jeg tænker på en person der hedder Klaus
helt blæst person
han ligner en af dinosaurerne fra Landet for længe siden
den skrøbelige kiosk er forsvundet
en kvinde viser mig ondskabens skulder
jeg skal forestille mig, at jeg kigger ud gennem et par øjne
ud gennem et par solbriller, ud gennem en gade
ud gennem en by, men det er fandme meget svært
jeg er bare en måde at opleve på

Jeg tror på PLASK!

Tidligere i dag snakkede jeg en time anmelderi og litteratur og kunst og det, der er værre, med Gud, Konge og Fædreland hjælpe mig det nationalkonservative debatpar Eva og Rune Selsing i deres sommer-snakkeprogram The Selsings på 24 syv:

 LINK HER!

Det blev næsten for civiliseret, og jeg nåede ikke at læse op fra nogle af de bøger, af Aburas, Hagen, Buch Kristensen, Munch, Schade plus et Hvedekorn-nummer, jeg havde medbragt i Howl-posen, men jeg fik henvist til Bashos frø-haiku, som det tætteste jeg kommer til et farlig koncept som VISDOM.

Her Hans-Jørgen Nielsens cool oversættelse fra sin Haiku-bog, 1963:

En gammel
dam

En frø
springer

Plask

Og her den japanske original og en hel serie af engelske oversættelser (poemhunter-sitet):

Furuike ya
kawazu tobikomu
mizu no oto

- Basho

Literal Translation:
Fu-ru (old) i-ke (pond) ya,
ka-wa-zu (frog) to-bi-ko-mu (jumping into)
mi-zu (water) no o-to (sound)

Translated by Fumiko Saisho

The old pond-
a frog jumps in,
sound of water.

Translated by Robert Hass

Old pond...
a frog jumps in
water's sound.

Translated by William J. Higginson

An old silent pond...
A frog jumps into the pond,
splash! Silence again.

Translated by Harry Behn

There is the old pond!
Lo, into it jumps a frog:
hark, water's music!

Translated by John Bryan

The silent old pond
a mirror of ancient calm,
a frog-leaps-in splash

Translated by Dion O'Donnol

old pond
frog leaping
splash

Translated by Cid Corman

Antic pond-
frantic frog jumps in-
gigantic sound.

Translated by Bernard Lionel Einbond

MAFIA HIT MAN POET: NOTE FOUND PINNED TO LAPEL
OF DROWNED VICTIM'S DOUBLE-BREASTED SUIT! ! !

'Dere wasa dis frogg
Gone jumpa offa da logg
Now he inna bogg.'

- Anonymous

Translated by George M. Young, Jr.

Old pond
leap - splash
a frog.

Translated by Lucien Stryk

The old pond,
A frog jumps in:.
Plop!

Translated by Allan Watts

The old pond, yes, and
A frog is jumping into
The water, and splash.

Translated by G.S. Fraser

Og en Sonne-lilje

(fra efterladt manus af Jørgen Sonne, jeg sidder og afskriver til næste Hvedekorn)

-->

I liliens slugter
et dryp af sole, 
duften af sol.

Bogstaveligt postkort

Digteren Mads Mygind er i Italien - og han har taget en bog med:

Mads Mygind

 

— In Scala, Italy.

Ældsterådet

Arne Herløv Petersen har gjort sig den gode umage at finde ud af hvem der er de længstlevende lyslevende :

Arne Herløv Petersen

Jeg prøvede at finde ud af, hvem der er de ældste nulevende danske forfattere efter Lise Nørgaard, nu Tage Voss ikke er der mere. Dette er, hvad jeg kunne finde frem til på Top 10 ærværdighedslisten. Det er muligt, nogle af dem er afgået ved døden, uden at jeg har kunnet finde oplysninger om det:

1. Lise Nørgaard, f. 1917
2. Ragnhild Agger, f. 1918
3. Iboja Wandall-Holm, f. 1923
4. Margrethe Berg, f. 1924
5. Anne Chaplin Hansen, f. 1924
6. Åge Jensby, f. 1926
7. Jørgen Knudsen, f. 1926
8. Torben Brostrøm, f. 1927
9. Cecil Bødker, f. 1927
10. Knud Sørensen, f.1928

Velgørende velskrevet

Som svalende klar modgift til det hjælpeløse debat-citat i forrige blogpost er her et lille klip fra Ida Holmegaards graciøse roman nr. 2, Graceland, , som jeg læste skrøbeligt tidligt denne lørdag morgen:

"Kamal, Kamal. Det er lideligt at tnke på, at jeg måske ikke kommer til at lære ham bedre at kende. Måske kommer jeg ikke til at vide mere om ham, end jeg gør nu. Kamal er fem år ældre end mig. Han kender ingen af mine venner. Han er, overraskende nok, meget selektiv, når det kommer til orden - der er fuldstændig ordentligt i hans entré, hans tue og hans atelierer, hvorimod hans klædeskab og hans soveværelse er rodet til af gamle, ubrugte ting. Han har en stor, litd kroget næse. Han bor i en dyr lejlighed, tror jeg, to værelser på Lower East Side. Jeg har endnu ikke rigtig forstået, hvad han lever af, om han er vanvittig succesfuld, eller om han har adgang til en familieformue for eksempel. Selvfølgelig har han ikke en facebook-konto. Han har mange planter i sin lejlighed, en aloe vera, en bregne. Han kan godt lide fugle og ville ønske, at der ikke var forbud mod at holde husdyr i det lejlighedskompleks, han bor i. Så ville han anskaffe sig en papegøje eller et par kanariefugle. Jeg er så forelsket i ham, at jeg ikke kan vurdere, om andre ville synes, at han er lige så smuk, som jeg synes han er. Han er, tror jeg, meget forfængelig. Han for nylig støbt seks store, hvide krukker i beton og fyldt dem med uraffineret olie. han er stået ud af taxaen, og jeg har en klar fornemmelse af, at vi stadig er i hvert fald delvist fiktive for hinanden. At vi begge to er noget, den anden har fundet på."

Bedste tydelighed: "hvorimod hans klædeskab og soveværelse er rodet til af gamle, ubrugte ting".

Storkøbenhavn hævner HCA

Populært tweet lige nu:

Ben Cameron‏ @ben_cameron
 

The greatest sitcom never made.

 Københavns hævn:

H.C. ANDERSENS BOULEVARD ER 

H.C. ANDERSENS BOULEVARD

DICKENS ALLÈ ER

EN SIDEVEJ I SØBORG

En håndfuld fugl

Foto og tekst: Professor Anne-Marie Mai, gift med digteren Klaus Høeck

Sumpmejse fik brug for en digterhånd - den fløj hurtigt igen,selv om den var glad for en varm hånd

Et bjerg af liljer

Midtvejs i Lars Movins bog om Erik LILJEnberg læste jeg dette digt i Sigurd Buch Kristensen lille, punkt-forfinede samling Hvis en anden:

"erantis

lilje

anemone"

(et andet ikke nødvendigvis modsat digt fra bogen:

"Sygdom

er hverken

blomst

eller rose

men liv")

Led i bund, Have-arkivarer, efter MANJANA nr. 3!

Fra Lars Movins usyret pragt-grundige bog om i den grad ikke kun Erik Liljenberg Synets galaxer. Maleren Erik Liljenberg

- om tidsskriftet Manaja - uredigeret af Liljenberg, Kristen Bjørnkjær, Wiliam Louis Sørensen, Dan Turèll og Peter Laugesen - som der vistnok udkom 2 numre af, vistnok begge i 1970:

"Uanset om den omtalte seance (med fælles automatskrift LB) hos Erik Liljenberg nu fandt sted i sommeren 1971 eller på et andet tidspunkt, så trak produktionen af det tredje nummer af en eller anden grund i langdrag. I juli 1971 sendte Dan Turèll følgende opmuntrende meddelelse til William Louis Sørensen: "manjana nr 3 ifølge pålidelig kilde langsomt undervejs (...)". Og i en håndskrevet note fra december samme år tilføjede han, at det tredje nummer nu lå klar, det manglede blot at blive trykt. Hvilket bekræftes af et omtrent samtidigt brev fra Peter Laugesen, også til Sørensen, hvori det hedder: "Manjana-materiale ligger her. Er du interesseret i det? Kan sendes, hvorefter du kan tilføje, stryge, ændre, udvide, hvad du vil, og returnere det/tage det med tilbage for trykning på Samsø-Posten." Men herefter sive omtalen af Manjana langsomt ud af kommunikationen, og det bebudede tredje nummer blev tilsyneladende aldrig færdigt - måske blandt andet fordi Laugesen i foråret 1972 blev fyret fra Samsø Posten, hvor det ellers havde været hensigten at trykke magasinet.
  "Det sidste egentlige nummer af Manjana lavede vi på Samsø," siger Laugesen i dag, "og jeg husker især nogle John Cage-inspirerede partiturer med afsæt i urenheder i papiret, som jeg selv lavede. det nummer nåede aldrig at blive trykt, det var på måske 100 sider. Det forsvandt for mig, men senere hørte jeg, at Henrik have havde fundet det originale eksemplar og indlemmet det i sin samling. jeg har dog aldrig set det"*

*Note ;
"En eftersøgning er blevet sat i gang i Henrik Haves arkiv i No, men indtil videre er det ikke lykkedes at finde råmaterialet til Manjana nr. 3."



- tegning af Erik Liljenberg på Dan Turèlls kæmpe 1973-bog
(Laugesen (i e-mail til Movin): "Dan gjorde jo så hele til sit med den der bog. det var lidt irriterende")

Turélls definition af Manjana i note til den amputerede gendugivelse af den der bog i 1987:
"'Manjana' var en fælles betegnelse, en art intern 'Kilroy'-figur for en gruppe 'kunstnere' i starten af 70'erne - bl.a. Peter Lauegsen, Kristen Bjørnkjær, Erik Liljenberg og undertegnede. Manjana - spansk: i morgen - var os selv, hinanden, venner, kærester, pludseligt forbipasserende i fremmede byer og ukendte gader og et stadig nærværende fantom bag ryggen, i bevidstheden og i luften."

Movin:
"I 1991, da de forskellige medlemmer af Manjaan-gruppen havde arbejdet sig langt ud af deres individuelle spor, fik Dan Turèll sågar tanker om at gentoptage aktiviterterne fra dengang*. Men det blev aldrig."

*Note
"I et brev til Liljenberg (14.6.91) skriver Laugesen: "Manjana - jow. Dan er ved at gå i barndom, måske føler han, at han har været for lagt ude i det kommercielle. Jeg har det ikke helt på samme måde. Kristen er jo en stor kanon i TV- og kortfilmsbranchen, lever formodentlig tykt af at gnave konsulenthonorarer. Så hvis vi laver sådan noget igen, vil den jyske afdeling være den eneste, der hvad angår det væsentlige aldrig har flyttet sig en millimeter. HVIS et nyt Manjana så skal det osse være nyt."

(så mange gode Laugesen-citater fra breve (og mails) i Movins bog - kan slet ikke vente til Samlet Korrespondance udkommer ENGANG!)

Digtergangsterens kritikerkærlighed

Vi skal også lige huske Gladiators genudgivelse i deres Sandal-serie af Schades 1953-digtsamling Helvede opløser sig, der sådan er lidt af en flaksende opsamlings-mellembog, der til gengæld mellemtids-opsamler nogle virkelig skønne og vigtige digte, blandet andet vidunderlige "I biografen" og den lille, skarpe vignet "På universitetets frokoststue", som begge citeres og læses i Peter Laugesens kollegialt kyndige efterskrift - klip fra den her:

"De var evighedsstudenter. de studerede evigheden:

I Universitetets frokoststue

Her sidder jeg og Josefsen med lange hår,
mens gadelygter rundt i verden tændes. -
Her svinder tid og rum som kaffen i en kop,
mens livets aftenblade langsomt vendes.

Livets aftenblade! De skriver bohemen, om borgerskabets klovn, om den sorgløse drømmer, der ikke lader sig gå på af arbejdsløshed og besættelse, men svævende over det hele fra åndens svimlende højder og rusens tinder ser ned på kontordamen, ned på arbejderen, med på alle dem, der lever deres almindelige liv i det almindelige samfund. Eller gør han? Er det ikke en komedie? Er det måske en tragedie? Han gemmer sig midt på dagen i biografens halvmørke sammen med sin muse:

I biografen

Vi er to forbrydere, som elsker at gå i biografen,
mens tusinder arbejder med gas og syltetøj
og snurrige ting, skatteopkrævninger og lignende,
vi føler os som gangstere og konger på éngang,
som vi dér slår verdensreglerne i stykker
og sidder og puster hinanden i øret og gør ufornuftige ting
i biografen, ser på billederne
og rører ved dine ben under kjolen,
lægger hånden på min arm og ser sværmerisk op i lokalets himmel,
mens billederne drager forbi - og bliver underlige,
smidige i kroppen, og gør andre ting
mens verden drager forbi deroppe på scenen,
lukker øjnene og tænker på andre ting, mens de kysser
et sagte biograf-kys deroppe, som rører
os dybt ved sin uskyld, sit rene sind,
fordi det er skuespil. Det er aldeles ikke ægte,
de får gage for det, tjener penge ved det,
mens vi sidder og driver og gør det rigtigt,
således er vi forbrydere i en travl verden, henter
den store inspiration hos mekaniske kys
til en virkelig forestilling hjemme på banen på vores eget lille
                                                 høj-barbariske teater.

Hvor kommer han fra, sådan en digterfilosof, der så klart ser, hvordan tingene hænger sammen, hvordan det er skuespillet, der er det uskyldige, det mekaniske, som man få gage for, og hvordan det er biograf-kysset, der med sit rene sind antænder den barbariske virkelighed. Hvor ved han det fra? Han ved det hjemmefra, det ser man i de mange hilsner i hans forskellige samlinger til jyske forgængere og samtidig som den farlige vagabonddigter William Waagner:

du lever så ensomt med hang til rus
et sted i dit ensomme jydske hus"

Nærmest modsat er der også i Helvede opløser sig? noget så sjældent som et hyldestdigt til en (overfor mange andre end Schade særdeles umildt lyttende) kritiker, hvilket nemt får mine briller til at dugge:

"Til kritikeren Hans Brix

Her som en vind
løb du over himlen,
synlig i skyer,
i roser og træer -
er vinden.

Hen som en måge
fra havets salt
og susende bølger -
lagde du dig blidt
på vinden.

Sommer og sol,
søde forundrede
stemmer fra luften
hørte du tale
i prosa og vers.

Lyttede blidt
til din slumrende jord
i efterårsdisen -
og så den løftes
og træerne stige

som åbenbaringer, friske og tonende,
fugtige, milde,
ud af en tåge -
dem var det, der sang!

Du åndede, altid
på det, du så -
så isen smeltede,
tingene sprang
som flammer af luften,

som blomster af jorden -
som fugle af eden,
skønt skjult i busken -
og badede dig
i sandhedens kilde.

Det var det lyseste
liv, du så!
Du pjankede lidt
med Vorherres børn
og løsnede lidt

af det sødere vid
på onkel og tante -
uartige børn
kommer ikke i himlen.
De bliver på jorden. "

Kommode-Tyven i Twin Peaks

I sin gode Politiken-anmeldelse af Til en engels forsvar sammenlignede Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen romanen med både Twin Peaks og Jens August Schade:

"Først har jeg det lidt med Cecilie Linds nye roman (hendes første efter fire bøger med digte) som med det nye ' Twin Peaks'. Her er intet at holde fast i. Det står hurtigt klart i både tv-seriens række efter række af udsyrede tableauer og i ' Til en engels forsvar', som Linds roman hedder. Der er ingen realistisk fortælling om et ordinært forløb af hændelser, der udgør et normalleje, som det hele kan stikke af fra. Det stikker sådan set bare af.

At det er sådan hos Cecilie Lind, er der ikke noget nyt i. Det er ligefrem grundmekanikken i hendes tekster, at de sætter af og så roterer, fuld fart, dybere og dybere ind i et vortex af ord. Svimlende, udmattende.

På et tidspunkt må man give slip, lade sig bære, hvis ikke ligefrem - hvad jeg dog hverken hos Lind eller i det nye ' Twin Peaks' er lykkedes med - rivemed.

(...)

Som dualismedyrkende sort-hvid sammenbrudsroman og himmelsk rablende retssagsroman i ét har ' Til en engels forsvar' noget meget schadesk over sig. Til tider måske også for meget. Ikke i den forstand, at den minder for meget om Schade, men i den forstand, at også Schade er alt for meget."

For mennesker som mig og Mae West, der mener, at for meget af det gode (svimlende roterende og himmelsk) er en vidunerlig ting og er diehard-Twin peaks- og Schade-fans (hvilket jeg er sikker på, at Mae ville have været) er de sammenligninger jo den højeste, pureste ros!

Helt uafhængigt af den anmeldelse sammenlignede Bet-nominerede Jonas Okholm Jensen forleden den nye Twin Peaks og Schades Kommode-tyven i en FB-opdatering, der knopskød ud i en henrevet, særdeles Schadesk kommentar-tråd: 

Jonas Okholm Jensen

July 9 at 1:03am ·

Kommode-tyven. Man kan læse Kommode-tyven, mens man vasker 13 kg tøj. Når man læser Schade og tænker på Twin Peaks. Hvis man ikke kan læse Schade, kan man ikke forstå Twin Peaks. Fact.

Comments

Martin Pale Schade 7800 represent

Henrik Lind-jensen orang schade? læser mest i thebreve og skinkesmåkød.

Jonas Okholm Jensen Det giver god mening

Henrik Lind-jensen bevares

Jonas Okholm Jensen Når man læser de hypergode Schade-ting. De minder mig om Lynch.

Henrik Lind-jensen laaaang tid siden jeg læste schade, men det må jeg vist lige kigge på

Jonas Okholm Jensen Nok det der i skriften kommer tættest på

Jonas Okholm Jensen I mit HOVTd

Anders Jørgen Mogensen Hvilke schade titler udover Kommodetyven? (Som jeg selvfølgelig elsker!)

Jonas Okholm Jensen Schades Højsang, Hjertebogen og Sjov i Danmark af digtene.

Jonas Okholm Jensen Det er noget med humoren.

Jonas Okholm Jensen Eller letheden hvormed det serveres

Jonas Okholm Jensen leder lige efter min favorit...

Jonas Okholm Jensen DET EVIGE LIV

Anders Jørgen Mogensen Lars?

Jonas Okholm Jensen DET EVIGE LIV er en af de mange opsamlings

Jonas Okholm Jensen Men den står mig nært, fordi den var der på det rette tidspunkt

Jonas Okholm Jensen Lad endelig Lars komme på banen.

Jonas Okholm Jensen Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet. Den har jeg givet væk så mange gange, at jeg ikke har fået den læst. Men den er jo en klassker, Anders. Så mon ikke...

Jonas Okholm Jensen Det er den spjættende fornemmelse af godt og ondt, der minder om Lynch. Det går helt ind så meget, det også rammer ud. Det er sådan. Lys og mørke. Ekstremt fremhævet. Når man er lykkelig og ulykkelig, du ved. Det er det, jeg så godt kan lide. Og så simpelthen UDTALT eller gøet med en kraft, så man tænker, det kunnne da over head not være anderledes.

Jonas Okholm Jensen Der er en anden, jeg ikke lige kan finde i flytterodet. Ikke Det evige liv... der er en anden... jeg kan ikke finde den... starter simpelthen så godt, at man bare skal elske den... prosaisk digt...

Jonas Okholm Jensen rød og sort skrift på hvid

Jonas Okholm Jensen Den minder mig om en bestemt tur til Thisted med Synd og Skam.

Anders Jørgen Mogensen Thistedturen lyder allerede voldsom.

Jonas Okholm Jensen Alle disse bøger, der lever rundt, jeg sidder sgu lige og elsker det helt vildt, de er der. Schaden da i høj grad, men det hele. Så var man lige med den og den bog ved Kalø. Det er helligt, sgu. Så var man lige i Ikast. Så var man i Dollerup Bakker på vej hjem. Så var man her og der. Det er med en eller anden bog. Det er bare fremragende. Der går man sgu rundt med værk i hånd. Det er unikt.

Jonas Okholm Jensen Det er ultra sært.

Jonas Okholm Jensen Det er jo ikke ruinen i sig selv, vel, den er da hurtigt overstået, sådan en ruin. Det er Schade, man kommer med. Så bliver fantaen levende i fangehullet.

Anders Jørgen Mogensen Jeg har sjovt nok denne bog med på ferie

Jonas Okholm Jensen ...og to andre romaner haha

Jonas Okholm Jensen Den er jo virkelig konge. Kommer man ikke også til Buenos Aires? Jeg mener det. Det er jo totalt Twin Peaks.

Anders Jørgen Mogensen Og en nøgen dame på fronten Stig Vendelkær style

 

Lars Bukdahl Altså! Det hele jo (og hey! elsker Twin Peaks-sammenligningen)! Som ikke er så frygtelig meget - overset er jo til stadighed prosaen og af den frem for alt: Kommode-tyven, Den himmelske elskov på jorden (genudgivet sidste år af Gladiator), Jeg er tosset efter dig, eller mordet på Cuxton slot (sidste roman, sex og vold amok!), Verdenshistorier (noveller), (men også de andre romaner: En mærkelig aften i verdens historie, Én eneste stor hemmelighed, Kærlighedens symfoni og, ja, Mennesker mødes, den kendteste og mest udmatte(n)de). Sjov i DK selvfølgelig. Af ren poesi: Hjerte-bogen, Kællinge-digte, Schades højsang (og resten!). Men miss ikke dramatikken, især Myggestikket (Freud amok!) og Nattens frelse (revolutions-amok) og den sidste UFO-flyvende bog 70 eventyr om det hemmelighedsfulde København! ENJOY!

Anders Jørgen Mogensen Jeg skal vist på jagt. Specielt Mordet på Cuxton lyder lokkende! Tak.

Lars Bukdahl http://bukdahl.blogspot.dk/.../2-radikale-power-puff...

2 radikale Power Puff-piger

- til (litterær!) inspiration 1. Den målrettet incestuøse, erotiske superheltinde Susi i Jens…

bukdahl.blogspot.com

Jonas Okholm Jensen !!!!!!!!!! BAM

Lars Bukdahl http://bukdahl.blogspot.dk/.../en-forkldt-kommedetyv-er...

En forklædt kommodetyv er en åbenlys collagesammenklistrer (ved…

Lars Bukdahl http://bukdahl.blogspot.dk/.../forsvinde-uden-at-betale.html

Forsvinde uden at betale

Anders Jørgen Mogensen Jeg læser Schade samtidig med at jeg læser Joseph Conrad. Kan ikke finde ud om det er verdens bedste eller verdens dårligste ide.