Linea-klip:
"Der er så voldsom en kraft i Linds tekster, verdensskabende og uhåndterlig. Det er helt utroligt, hvilket univers hun får bygget op i sin nye roman (nærmere: »roman« ), Til en engels forsvar. Her er for mange tusind kroners LSD-trip: en verden, hvor skytsengle ansættes til at våge over børn og kan komme til at elske dem for højt, for urent; samtidig en verden, hvor en engel kan drage i krig og fremelske et romantisk soldatersind; samtidig en verden, hvor et pigebarn (skytsenglens) kan blive psykotisk og indlagt på psykiatrisk afdeling, men få udgang for at danse i skoven med Satan (hendes far); samtidig en verden, hvor en retssag mod en falden engel kan fordampe i den blå luft, fordi Gud (en opmærksomhedssøgende diva) bestemmer det.
Sproget,
hvorigennem denne verden træder frem, er (som altid hos Lind) både
gavmildt og krævende: syngende, galsindet, maksimalistisk, hektisk,
hallucinatorisk drømmende.
Sådan her taler for eksempel
Gud: »Mit univers er ubegribeligt stort, og hvor gør man af sorte huller
og Saturns ringe og solenes stråler.
Atmosfærerne? Aliens og engle og spøgelser.
Orgasmer
og gråd og mælkeskind.« Orgasmer og gråd og mælkeskind, det er omtrent
det stof, romanen er gjort af: det lystne og det følelsesfulde og noget
ækelt, men fint, gennemsigtigt mælkehvidt stads.
Romanen
er et raritetskabinet, et lille udsøgt og kunstigt ordnet mikrokosmos,
som virker meget mere rodet end verden, fordi værket sorterer sit
inventar ud fra sin egen mystiske, encyklopædiske orden.
»GUD:
jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et
kælent hjerte, en engels tålmodighed - Og sandelig siger jeg jer: jeg er
en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer:
selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse.«
Teksten stiller sig an, vrænger med hænderne i siden, indsmigrer sig,
skælder ud, tripper blasmefisk veloplagt. Det er en kærlighedshistorie,
man ikke har en chance for at identificere sig med, i stedet må man
fremmedgjort fascineret lægge øre til englens storladne og
selvretfærdige forelskelse i et alt for ungt barn."
Kizaja-klip:
"PÅ DEN MÅDE dramatiserer romanen vel en pointe om, at det
lyse og det mørke, det onde og det gode er indeholdt i samme selv -
ligesom sølvcirklen, der gennemskærer og samler forsidens respektivt
sorte og hvide halvdele (en pointe, der også er ' Twin Peaks' værdig
jo.) Men egentlig er det jordnært: En vrangforestilling kan godt være en
syg piges beskyttende engel. At gøre det til en himmelsk affære kunne
være en meget sentimental måde at skrive om sygdom på.
Men det er der trods alt for meget vildskab i Linds fabulerende fortælling til.
Til slut stikker det bedst af, nemlig i et retssalsdrama, hvor englen formelt prøves for sin aldrig helt klare forbrydelse.
Indtil
altså selveste Gud (med blandt andet replikken: »Jeg har alt for mange
følelser og alt for meget magt« ) som tragediens deus ex machina dukker
op og udøver en form for poetisk retfærdighed.
Det er
nogle ret vidunderlige og komplet flippede replikskifter, det drama
byder på. Og forløsende er det, i den forstand at slutningen ikke bare
vender tilbage til vrangforestillingen, men lader romanens to
virkeligheder gennemlyse hinanden: »ANKLAGER: du fordrejer
virkeligheden/ ENGLEN: jeg eksisterer kun som en drøm«, lyder det klarest
i mælet.
»ENGLEN: pigen har ingen andre end
mig/ ANKLAGER: det er din vrangforestilling/ DOMMER: det er dit
problem/ ENGLEN: hvilket?/ DOMMER: du tror at du er frelser/ ANKLAGER: at
du ikke formår at give slip/ DOMMER: at du holder hende fast/ ANKLAGER: du
har brug for at hun har brug for dig«. Ligesom romanformen føles det
drama som en helt rigtig udvidelse af Cecilie Linds register.
Som
dualismedyrkende sort-hvid sammenbrudsroman og himmelsk rablende
retssagsroman i ét har ' Til en engels forsvar' noget meget schadesk
over sig. Til tider måske også for meget. Ikke i den forstand, at den
minder for meget om Schade, men i den forstand, at også Schade er alt
for meget.
Men Linds roman har også en poetisk klarhed
over sin gale tale, over sine massivt monologiske strømme af ord, som
kan minde om bøger af mere jævnaldrende som Lea Marie Løppenthin, Ursula
Andkjær Olsen, Bjørn Rasmussen og Rasmus Halling Nielsen.
'
Til en engels forsvar' er en utrolig underlig roman, en nøgleroman uden
nøgle, et mystisk spøgelsesspind og en automatskriftsagtig stråleglans
uden om noget meget hårdt og sort. Og sjældent tror jeg, det har været
mere rigtigt at sige: på godt og ondt."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar